Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv os et konservativt folkeparti

Andreas Ole Nielsen
Læs mere
Fold sammen

Jeg er 25 år. Det betyder, at jeg var barn i 90erne og ung i 00erne. Jeg er således stadig et ungt menneske, men nu et ungt menneske, der er gammel nok til at have perspektiv på det samfund, jeg ser omkring mig.

Og hvad ser jeg så? Jeg ser en øget polarisering mellem mennesker af forskellige overbevisninger. Jeg ser en katastrofal manglende dannelse i befolkningen. Jeg mærker behovet for den autoritet, der er forsvundet, og frygten for, hvor den vil komme fra, når den vender tilbage.

For den vil vende tilbage. Sådan er det, og sådan har det altid været. Den nære omgangskreds er ikke nok for det enkelte menneskes følelse af helstøbt identitet. Vi har brug for fællesskabet og for følelsen af at høre til.

Nu har der lige været kommunalvalg, og det var dog det mest bedrøvelige valg, jeg har været vidne til i min levetid. Fik vi andet for øre end en moralvendetta ført af vendekåbepolitikere med en moral så papirstynd, at den sprak, bare nogen så på dem?

Så skulle det da lige være den sideløbende sag om parallelsamfundet på Nørrebro i København, hvor jeg selv er bosat. Den har jo i og for sig ikke noget med valget at gøre, men jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der havde svært ved at se på det ene uden at tænke på det andet. En våbenhvile mellem de to stridende bander blev undervejs forhandlet igennem af lokale fædre og en eller flere imamer. Hvad er det her foregår? Kan alle ikke se, at det er et farligt skråplan?

Vi har et retssamfund med en grundlov. Vi må respektere retsstaten. Det er hele fundamentet for de værdier, vi priser os så lykkelige for til daglig. Uden retsstat, ingen frihedsrettigheder. Hvis alt er tilladt, er intet betydningsfuldt og en nation skal netop være betydningsgivende i forholdet til sine borgere. Uanset intention er våbenhvilen en falliterklæring for det frie demokratiske samfund og et skræmmende praj om den vej, vi i øjeblikket betræder, netop fordi det her bliver tydeligt, at vi ikke træder den sammen.

Familie og religion

Det er ikke mit ærinde at pege fingre ad de danske muslimer. Jeg beundrer respekten for de fælles værdier. Jeg beundrer forholdet til tradition, det urtætte forhold i familierne og hengivenheden over for deres religion. Alle ting, jeg selv ønsker mig meget mere af.

Men hvor skal jeg finde disse værdier? Hvor er det værdigrundlag, der sætter eksistensen og fællesskabet i scene for den dansker, der ikke er muslim? Og hvor er den stemme, der fortæller os, at vi godt kan integrere den muslimske kultur i fællesskabet, men samtidig stå fast på vores egen danske kulturarv?

Spørgsmålet stiller jeg ofte mig selv, og det, som følger, er et stærkt ønske om et konservativt folkeparti. Et ønske om et parti med klassiske konservative værdier, altså et favnende parti med en klar ansvarsfølelse over for Danmark. Et parti med modet til at kræve noget mere af os, kræve, at vi alle tager et større ansvar, ikke kun for vores eget liv, men også for livet i fællesskabet. Et parti, der tør bære det tunge læs og udstede en retning, som vi kan gå i sammen.

Dannelse er en grundpille

Hvor er det konservative parti, der insisterer på dannelsen som en grundpille i demokratiet? Det nytter ikke noget, at så stor en del af den danske befolkning er impulsstyret som vildhingste i brunst.

Dannelse skaber refleksion, der skaber perspektiv, der skaber muligheden for at sætte sig ud over egne behov og ønsket om at gøre det rigtige på et oplyst grundlag og for alle.

Alt for længe har vi set stort på kunstens rolle i samfundet. Nu må det være slut. Der findes så kloge værker derude. Værker, vi har brug for, for at kunne se os selv, dem vi var, dem vi er, dem vi kan blive.

Hvor er det konservative parti, der insisterer på kristendommen som en grundpille i vores samfund? Ikke den åndsudhulede spaghettigudstjeneste, der minder om et forsamlingshus i provinsen. Nej, jeg taler om det sakrale Guds hus, hvori alle til enhver tid kan søge trøst og styrke, netop fordi disse højtidelige rammer skaber sproget, rummet og herigennem muligheden for at lade sig møde af det, der er så uendeligt meget større end en selv. Vi må ikke gå på kompromis med det højstemte, for så mister vi sproget, også det vi ikke taler med munden.

Jeg har længe håbet på, at svarene skulle komme fra liste C. Det er ikke sket. Tværtimod har partiet igen og igen formået at gøre sig selv mindre i både billedlig og bogstavelig forstand. Ja, nu synes der faktisk kun at sidde Khader og Pape om et lillebitte bord, hvor de skiftevis forsøger sig med at puste det sidste klare lys i kagen ud.

Naziislamisme, grove injurier, himmelråbende dårlig dømmekraft og en fjendtlig tone mod dem, der er anderledes og udsatte. Dét er ikke et konservativt folkeparti. Jeg ved ikke, hvad det er, men konservativt og folkets parti, det er det ikke. Nogen i baglandet bør rejse sig. Nogen må tale dunder. Skab forandringen. Vi har brug for jer.

Andreas Ole Nielsen er stud.theol på KU.