Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv livet lidt mere flyverdragt på

Jeg har altid syntes, at skolepatruljer var noget fis. Nævenyttige børn i morgentrafikken iført neonfarvede veste og fjollede legetøjsskilte, der holder granvoksne cyklister tilbage i et lyskryds, som vi på andre tidspunkter af døgnet udmærket selv kan administrere at befærde.

Forleden morgen på Vesterbro var ingen undtagelse, og knap havde jeg fået vristet mig fri af trafikmafiaen ved Gasværksvejens Skole og videre på min morgenrute, før jeg igen måtte gøre ophold, denne gang ved et busstoppested på Vesterbrogade. En hel børnehave skulle ud af bussen under lettere kaotisk vejledning fra meget få pædagoger, og vi voksne måtte altså endnu en gang holde tilbage for Danmarks Fremtid.

Men så var det alligevel, at jeg stod der i den københavnske efterårsmorgensol og blev varm om mit gamle og børn-i-trafikken-intolerante hjerte. For de der børn var jo rene som nyfalden sne. Én for én tumlede små flyverdragter med snottede næser og hinanden i hånden ned ad bussens alt for store trappetrin og defilerede frimodigt tværs over cykelstien, klar til at indtage byen og dagen.

Jeg forestillede mig, hvordan de om lidt ville stå og hoppe begejstret på de opstillede betonklodser foran hovedindgangen til Tivoli et par hundrede meter derfra, lykkeligt uvidende om klodsernes egentlige formål. Eller hvordan de senere på dagen efter en tur på Hovedbiblioteket i Krystalgade ville få øje på det indsatte militær foran synagogen overfor og løbe frejdigt hen og hive i soldaternes flotte uniformer.

De billeder bevægede mig, selvopfundne som de dog var. Og med dem indfandt sig minsandten også en nyfunden og lettere uvant veneration for de nævenyttige neonveste på Gasværksvej: Skolebørn som med Reden og Mændenes Hjem som nærmeste naboer og vrisne, stressede trafikanter som primær kulisse stiller sig ud midt på vejen og insisterer på, at vi skal passe på hinanden i det her liv. De har dæleme styr på prioriteterne.

Fantasiskjolde

Lige om lidt opdager de, at betonklodserne ikke først og fremmest er en legeplads. Lige om lidt opdager de, at uanset hvor meget, vi passer på hinanden, så vil mennesker dø i trafikken eller af en overdosis i en sidegade.

Det vil åbenbare sig for dem, at flyverdragten og neonvesten var fantasiskjolde, som i virkeligheden ikke gjorde dem usårlige. Og fint med det, ingen er blevet mere robuste af at være pakket ind i vat.

Men gid deres møde med virkeligheden ikke bliver til angst. Som bliver til fjendtlighed. Som bliver til had. Gid de bevarer deres tro og sult på verden og insisterer på, at nogle idioter ikke skal definere, hvad vi ser, når vi ser en betonklods. Og gid vi voksne, der for længst er gået fra nyfalden sne til gennemtilpisset slud, kunne finde tilbage til bare lidt af den uforfærdethed. Vi kan jo starte med at forsøge, hver gang vi ser en neonvest eller en flyverdragt i morgentrafikken.