Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv kommunerne frihed til at prioritere folkeskolen

Hver gang Folketinget vælger at sætte fokus på et område – det være sig ældrepleje, dagtilbud eller noget helt tredje – begrænses muligheden for lokale prioriteringer yderligere.

»Når jeg så ikke kun er mor, men også borgmester, er det naturligvis oplagt at spørge, hvorfor jeg ikke bare lokalt løser problemet? Lad mig indledningsvis slå fast, at vi i Lyngby-Taarbæk har store ambitioner, stolte traditioner og gode resultater på skoleområdet. Men vi er også nået et punkt, hvor politisk fokus ikke alene kan løse opgaven yderligere,« skriver Sofia Osmani. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det er ikke kun de nye skoletasker, der tynger børnene.

I disse dage har over 60.000 nye 0. klasseelever afsluttet de første to uger af deres ti-årige grundskoleliv. Med nyspidsede blyanter i de lidt for store skoletasker er de forventningsfuldt mødt op med lysten til at lære.

De er Danmarks fremtid, og kravene til dem er høje. De skal ikke bare lære at læse og skrive. De skal lære at begå sig i en stadigt mere kompleks og international verden. Modsat deres forældre skal de have engelsk fra 1. klasse – og de skal lære om innovation, teknologiforståelse og sociale medier. Alt sammen så de kan danne og uddanne sig videre og bidrage. Blandt dem er fremtidens arbejdskraft, der skal give nye svar på klimaudfordringer, sygdomsbekæmpelse og det faktum, at der bliver færre unge, der skal hjælpe flere ældre.

»En gennemsnitlig elev i folkeskolen koster det samme om året i 2019 som i 2009. Men kravene er bestemt ikke de samme.«


Det er ikke kun den nye skoletaske, der tynger på de spinkle barneskuldre. Jeg håber dog, at de mange elever er lykkeligt uvidende om den ekstra vægt i bagagen. Den byrde er det de voksnes ansvar at bære. Og ansvaret starter blandt andet med en god uddannelse og en opprioritering af folkeskolen.

Derfor kan det som mor til to skoleelever godt bekymre mig lidt, at folkeskolen ikke var et centralt tema i forsommerens valgkamp. Netop nu forhandles kommunernes økonomi for de kommende år, og igen er det ældreplejen, den demografiske udfordring og nu også normeringerne i daginstitutionerne, der er i fokus. Vigtige emner, men måske fokus også kunne være på folkeskolen?

Sofia Osmani Fold sammen
Læs mere

En gennemsnitlig elev i folkeskolen koster det samme om året i 2019 som i 2009. Men kravene er bestemt ikke de samme. Efter et fald i udgifterne 2009-2013 steg investeringen i børnenes undervisning ganske vist lidt efter folkeskolereformen.

Men den afgørende finansieringskilde til den storstilede reform var øget undervisningstid for lærere, inddragelse af pædagoger i den understøttende undervisning og reduceret åbningstid samt øget forældrebetaling i SFO. Eller sagt på en anden måde. Hunden er blevet fodret med sin egen hale. Vi er kun kommet tilbage på 2009-niveau – til trods for nye krav og løfter om en bedre folkeskole.

»Lidt lettere blev det dog, hvis vi frem for øremærkede puljer og detailstyring fik frihed til at løse opgaverne lokalt.«


Når jeg så ikke kun er mor, men også borgmester, er det naturligvis oplagt at spørge, hvorfor jeg ikke bare lokalt løser problemet? Lad mig slå fast, at vi i Lyngby-Taarbæk har store ambitioner, stolte traditioner og gode resultater på skoleområdet. Men vi er også nået til et punkt, hvor politisk fokus ikke alene kan løse opgaven yderligere. Der skal flere penge til. Her er udfordringen, at kommunernes økonomi holdes i et jerngreb.

Hver gang Folketinget vælger at sætte fokus på et område – det være sig ældrepleje, dagtilbud eller noget helt tredje – begrænses muligheden for lokale prioriteringer yderligere. For de nationale udmeldinger tager ikke højde for, hvordan serviceniveauet i den enkelte kommune ser ud, eller hvor behovet for kapitaltilførsel er størst. Øgede udgifter til ældre, børn og voksne med handicap og særlige behov, sundhedsområdet mm. – og en udsigt til, at den i forvejen uhyrlige regning til udligningen stiger yderligere – gør heller ikke en opprioritering lettere.

Lidt lettere blev det dog, hvis vi frem for øremærkede puljer og detailstyring fik frihed til at løse opgaverne lokalt. Det – og en klar opprioritering af folkeskolen fra Folketingets side – er mit håb for fremtiden.