Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv ikke Hizb ut-Tahrir glæden ved et burkaforbud

En kvinde, der optræder med niqab eller burka i gadebilledet, fylder mig med afsky. Følelsen skyldes ikke kvinden, som jeg af gode grunde ikke kan se, men derimod det symbol på undertrykkelse, som klædedragten er.

Jeg er overbevist om, at flertallet i Danmark ikke har sympati for den beklædning, ligesom de ikke billiger det kvindesyn, som ligger bag. Ydermere ved vi, at historikken er præget af blod og tårer i de muslimske lande, hvor kvinder har kæmpet for retten til at bestemme over eget liv og her også påklædning.

Alligevel er jeg ikke enig i, at et burkaforbud er den rigtige vej til at hjælpe kvinderne ind i vores demokrati og ud af tekstil-fængslet.

Jeg har oplevet den sociale kontrols lammende lænker på flere fronter ved blandt andet at se mine søstre og min mor underlagt mændenes regler. Deres regler var og er i øvrigt hævet over de danske love, og har førsteprioritet i parallelsamfundet. Mændene er den udøvende magt, og kvinderne lever en skyggeeksistens, burka eller ej. Derfor er det så vigtigt at tage fat ved roden, som handler om at ændre værdierne hos disse familier, der lever efter stagnerende og underminerende traditioner.

Jeg ser flere uhensigtsmæssige scenarier ved et lovmæssigt indgreb.

Nogle imamer, Hizb ut-Tahrir og andre lignende undertrykkere vil bruge et forbud i deres hadprædiken mod det danske folk. Der er lagt i støbeskeen til yderligere radikalisering, og de vil med dette trumfkort i ærmet øge distancen mellem dem og os.

Vi ønsker, at alle er lige med retten til eget liv. Vi selvstændiggør ikke folk ved at bestemme over dem. Det er et forkert signal at sende og vil resultere i den modsatte reaktion. En kvinde, der går med burka, er som oftest ikke kendetegnet ved at være en stærk og uafhængig kvinde. Burkaen er muligvis hendes eneste mulighed for at komme ud i samfundet og ved at fjerne den, tvinger man hende til at blive hjemme bag nedrullede gardiner. Man fjerner samtidig hendes værn mod det samfund, der er hendes fjende.

Mange kvinder vælger selv at lade deres frihed indskrænke, selvom det er svært at forstå. Her vil et krav fra samfundets side resultere i yderligere had til Danmark, og flere vil hellere gå efter martyrrollen end at indordne sig. Martyrrollen vil opstå, når hun og familien er villige til at tage den straf, som følger, når hun beholder sin burka på. Hun vil hyldes, og flere vil følge hendes eksempel.

I enkelte tilfælde må man give op og indse, at ikke alle ønsker at leve i et demokrati og bidrage til dette. Hvis religion og tradition forhindrer folk i deltagelse på arbejdsmarkedet og lignende relationer, skal det ikke være en mulighed at nyde godt af demokratiets godtepose. Kontanthjælp og andre sociale foranstaltninger skal derfor ikke være en mulighed.

Det er ikke burkaen som symbol, men de tankegange, det repræsenterer, vi må gøre op med.