Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv børnene deres drømme tilbage

Læs mere
Fold sammen

Som socialordfører bliver jeg med mellemrum så uendeligt træt af at høre om mønsterbrydere. Ikke fordi der er det mindste i vejen med mønsterbrydere. Tværtimod. Det er livsbekræftende og fantastisk, når nogen mod alle odds får skabt sig en god tilværelse. Nej, det er meget godt med mønsterbrydere.

Men men men - hvad med resten?

Det spørgsmål vil jeg opfordre hver eneste borger til at tage med i debatterne op til det kommende kommunalvalg om godt et halvt år. Vi skal videre.

For hvad med dem, der aldrig fik den fine uddannelse og det højtlønnede job og flyttede fra det belastede boligområde? Hvorfor fylder de ikke mere i debatten? Efter min mening er de velfærdssamfundets allerstørste undladelsessynd. Og det fortsætter generation efter generation efter generation.

Vi kan spotte dem allerede i vuggestuen, men formår ikke at ændre deres præfabrikerede livsbane. Det er børn, der vokser op uden håb om et bedre liv end det, der blev deres forældre forundt. Et liv, som aldrig var det, forældrene selv drømte om som børn. Men hvor sygdom, vold, misbrug, psykiske lidelser kombineret med livets barske tilfældigheder og benhårde mønstre gjorde, at de havnede præcist som deres egne forældre før dem.

Efter min mening skal vi ikke nøjes med at skabe mønsterbrydere. Vi skal bryde selve mønsteret. Det hjælper jo ikke meget, at vi får hevet en enkelt eller to ud af de socialt stærkt belastede hjem og giver dem en fin uddannelse. For hvad med alle de andre børn? Er det bedste, vi kan tilbyde til stærkt socialt udsatte børn, at de kan få lov til at bo i et boligområde, som de fleste flygter fra, og gå på en skole, som middelklasseforældrene har valgt fra for længst? Nej, vel. Det må vi kunne gøre bedre.

Det skal være en af vores samfunds allervigtigste ambitioner at ændre livsbanerne hos netop de børn. Det kræver ekstremt tidlig indsats – allerede før fødslen. Det kræver sociale investeringer. Det kræver blandede boligområder, og det kræver social fordeling af børnene i skolerne. Det kræver voksne, der rykker sammen om de børn, der har det svært – og så ufatteligt meget andet. Det kan vi godt. Målet skal være, at den næste generation af børn i Danmark vokser op med håb, drømme og fremtid uanset hvor i landet de bor og uanset hvilken familie de er født ind i.

Evigt alarmberedskab

De børn, jeg taler om, vokser op i boligkvarterer, som alt for mange af mine egne kammerater boede i, da jeg voksede op. Børn og unge i evigt alarmberedskab. Med kniven i jakkelommen på vej til Netto for at købe ind. Med løstsiddende næver over for de andre unger, der ligesom de selv er letantændelige og aggressive, og hvor den, der slår først eller opfører sig mest psykopatisk er den, der undgår for mange repressalier fra de andre unger. Hvor flovheden over hjemmet gør, at vennerne ikke inviteres med hjem. Stedfaderen sidder med sin store vom som en hjemmegroet sofakartoffel foran fjernsynet med en bajer i hånden, det ugegamle rod i lejligheden, de overfyldte askebægre, hullerne i gulvtæppet fra gløder, der er blevet tabt når mor endegyldigt overgiver sig til søvnen, hendes evige gråd, hendes vredesudbrud og det fedtede hår. Alt det, de andre ikke må se.

Det er boligkvarterer, hvor stort set hver eneste lejlighed er fuld af sociale udfordringer. Hvor det ikke er noget særligt, at ens far er skredet, og ens mor ligger og græder dagen lang i dyb depression. Her går det da bedre end så mange andre steder. Velfærdssamfundet gør ingenting andet end at bedyre, at vi har et af verdens bedste samfund. Det har vi også. For de 90 eller 95 procent.

Enkelte – meget få – får vi hevet ud af de livsbaner. Men hvad med alle de andre? Er det rimeligt for alle dem, der ikke kommer væk, at de bliver frarøvet drømmene, sorgløsheden, livsviljen? Som efterhånden som ungdommen indtræder forsvinder i hashrøgens tætte tåger eller i det, der er værre. I en familie, som ikke har kræfterne til at gøre noget ved det, og i et samfund, som helt har opgivet. Det er ikke rimeligt i min bog. Alle børn skal kunne drømme, håbe, ville, kunne.

Om meget kort tid er der kommunalvalg. Her sidder politikerne med magten over socialpolitikken, boligpolitikken, skolepolitikken og alt det, der i øvrigt skaber den helt nære ramme omkring denne gruppe af børn. Vi kan lave rigtigt meget om fra Christiansborg, og det skal vi. Men vi kan ikke uden kommunerne.

Jeg vil opfordre hver eneste dansker til at tage denne gruppe med ind i debatterne det næste halve år op til kommunalvalget og spørge de mange kandidater, hvordan de har tænkt sig at bidrage til at bryde mønstrene. Den onde cirkel af social arv, som børnene hænger fast i, skal brydes. Vi skal have som ambition at give dem drømmene tilbage. Ikke bare til mønsterbryderne, men til hvert eneste barn i Danmark. Der er laaaaang vej igen, selvom vi har et fantastisk samfund for de fleste. Vi skal bryde selve mønsteret. Med alle de redskaber det kræver.