Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gik vi i den russiske bjørns fælde?

»Til gengæld er der ikke længere nogen, som taler om Krim. Halvøen er nu helt legitimt og med alles accept blevet en del af Rusland. Har vi været vidner til et politisk mesterstykke?«

Martin Krogh, major i Hæren Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Berlingske lørdag 28. juni kommer forfatter Ole Hyltoft med nogle interessante betragtninger om forholdet mellem Vesten og Rusland.

Som major i Hæren var jeg så heldig i 2009/2010 at få lov til at gennemføre NATOs generalstabskursus ved Baltic Defence College i Estland, hvor vi ivrigt debatterede og analyserede forholdet mellem Rusland og Vesten.

Indledningsvis kom jeg lidt skævt ind på mine baltiske kolleger. De frygter en russisk invasion, hvilket jeg godt forstår med tanke på historien. Jeg tillod mig at nævne, at en invasion af de baltiske lande ville være politisk og økonomisk selvmord for Rusland, herunder Putin, samt at vi i Vesten ikke kan negligere Europas befolkningsmæssigt største land.

Rusland er og bliver den vigtigste strategiske partner for Vesten og især Europa, og det gælder både sikkerhedspolitisk, økonomisk, miljømæssigt og øvrige områder. Men mine argumenter var forgæves, Rusland er og bliver den store bjørn, som vedvarende brøler mod de baltiske lande.

Ole Hyltoft nævner i sin kronik, at han på sigt håber på russisk medlemskab af NATO. Men her vurderer jeg, at Hyltoft tager fejl, for det er slet ikke Ruslands ambition. Dels ved den russiske centraladministration godt, at det er USA, der som største bidragyder svinger taktstokken i NATO, hvorved et medlemskab vil betyde underkastelse over for USA, dels vil et medlemskab svække Ruslands manøvrefrihed betragteligt ved fremtidige konflikter, hvor Rusland har nationale interesser.

Generelt skal man endelig ikke tage fejl af den russiske centraladministration, som er en yderst velsmurt maskine. Med en kort og præcis manøvre er det lykkedes Rusland at inddæmme Krim som en del af Rusland uden nævneværdige konsekvenser.

Læs også: Falsk håb om fredelig løsning i Ukraine

Hvordan lod det sig gøre? Umiddelbart efter Krim rykkede fokus over på Østukraine, da Rusland gennemførte en massiv opbygning af enheder ved grænsen. Var dette en bevidst politisk strategi? Spørgsmålet er, om vi gik lige i bjørnens fælde, for hvad i alverden skulle Rusland med Østukraine? Der er ingen nævneværdig produktion, og efterfølgende ville man blot stå med ansvaret for en befolkning, hvor hovedparten er arbejdsløs. Til gengæld er der ikke længere nogen, som taler om Krim. Halvøen er nu helt legitimt og med alles accept blevet en del af Rusland. Har vi været vidner til et politisk mesterstykke?

Derudover er jeg meget enig med Ole Hyltoft om forholdet til Rusland. Vi skal respektere og forstå Rusland for det, som landet er, og søge samarbejde på de mange områder, hvor vi har fælles interesser. Det er faktisk temmelig mange, og måske er der i virkeligheden flere områder, hvor vi er enige end uenige. Uanset hvad, kan vi ikke lade, som om Rusland ikke eksisterer, for vi er naboer, som på alle de vigtige områder er afhængige af et godt naboskab.