Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Gift ved første blik« er arrangerede ægteskaber: Drop nu forelskelsen

Når vi i aften ser »Gift ved første blik« på DR1 og igen oplever de fire pars frustration over, at forelskelsen lader vente på sig, vil jeg tænke på, hvad en herboende kvindelig pakistansk læge, der var lykkelig i sit arrangerede ægteskab, fortalte mig for nogen år siden: »Forskellen på jeres og vores kultur er, at I tager en varm kedel og sætter på et koldt komfur, hvorimod vi tager en kold kedel og sætter på et varmt komfur. Altså i jeres kultur dyrker I forelskelsen, der brænder hurtigt ud – hvorimod kærligheden i vores kultur langsomt vokser frem i kraft af den stabile varme.«

Herhjemme er kærligheden blevet for svær at finde for mange, så de vil gerne have hjælp. Ikke fra familien som i Pakistan – men de synes åbenbart »Gift ved første blik« har lavet en fin dansk variant af det arrangerede ægteskab, når programmet bytter familien ud med psykologer. Men intentionen er den samme: Troen på at parrene vil opleve kærligheden spire og gro, når de lærer hinanden at kende.

Det er bare ikke det, der sker i »Gift ved første blik.« Her er de medvirkende så fikserede på, om forelskelsen er der eller ej, at de slet ikke ser det menneske, de er parret med. De venter på at forelskelsen skal falde ned fra himlen, alt imens de væmmes ved deres partners hår, skæg, religion eller manglende lyst til alkohol.

Alle bygger en tyk mur af forsvar op for ikke at blive skuffede. De er ikke nysgerrige og spørger ikke til hinandens opvækst, drømme, sorger og nederlag. De mærker bare konstant efter: Er jeg forelsket, eller er jeg ikke. Og partneren mærker alt det usagte om den manglende tiltrækning – så de går begge ulykkelige og ydmygede i seng. I den situation bliver singletilværelsen meget tillokkende.

»Gift ved første blik« viser os, at vi skal fokusere mindre på forelskelsen – og mere på venskabets ømhed og nærhed, der måske kan udvikle sig til kærlighed. For forelskelsen er projektioner, drømmen om, at den anden har alt det, vi ikke selv har.

Forelskelsen er et kick, der forsvinder, og det kan være et brat fald, når man opdager, at partneren er et helt normalt menneske med positive og negative sider ligesom os selv. Nogle bliver skilt og jagter ny forelskelse - andre begynder det hårde arbejde i parforholdet. Men så har de i det mindste været forelskede? Jo, men måske har min psykologven ret, når han siger, at hvis man statistisk kunne sammenligne, så er der flere sorger, ulykkelige forhold og mange flere brud i vores forelskelseskultur, end i kulturer hvor man opererer efter devisen »den kolde kedel på det varme komfur.«

Deltagerne i »Gift ved første blik« skal have ros for at udstille konsekvenserne af vores selvcentrerede adfærd. De synes, de har ret til forelskelse her og nu – de har ikke tid til at vente på, at kærligheden langsomt viser sig. Det er nærmest uhyggeligt at iagttage, hvordan forelskelsestrangen smider både empati og selvrespekt over bord: Martin, der ikke drikker alkohol, skåler scene efter scene i øl og vin i håb om at vække Birgitte, der lige så desperat vælter spydigheder ud, fordi hun frustreres over forelskelsens fravær.

Det er trist at se på – men de fleste af os ser på os selv. Lad os håbe, at de medvirkende snart tør afprøve programmets præmis: At kærlighed kan opstå af andet end forelskelse.

Anni Pape er journalist i Danmarks Radio.