Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gieses gætterier

Camilla-Dorthea Bundgaard og Lea Stentoft: Forfatter Suzanne Giese går i Berlingske 7/6 galt i byen. Hendes indlæg er behæftet med flere misforståelser, fordomme og påstande, vi ikke kan genkende, så lad os indlede med at korrigere Gieses åbenlyse gætterier.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Giese indleder med en gratis omgang, når hun siger, at »man hører for tiden (...) ret aggressive røster blandt de yngre, kvindelige debattører og bloggere på bl.a. Damefrokosten.com«, men hvor har vi ytret os aggressivt? For det andet kæder Giese os sammen med regeringen og dens politik, men vi mindes ikke, at have klappet i hænderne over den borgerlige regering, men kan derimod mindes adskillige gange vi har fundet os nødsaget til at kritisere den.

For det tredje er de unge, borgerlige kvinder ikke én gruppe med et fælles sæt holdninger, men tværtimod en mængde kvinder, der, selvstændigt og på eget initiativ, blander sig i den offentlige debat. Så præmissen for Suzanne Gieses kritik halter, når hun fremfører, at vi på Damefrokosten.com går ind for, at Kvinfo nedlægges, blot fordi en anden borgerlig kvinde mener det. Lad os for en god ordens skyld, klargøre, at vi ikke har gjort os den tanke, at KVInfo skal nedlægges.

Fra os på Damefrokosten.com – og fra den tværpolitiske gruppe vi forfattede en kronik med 7/5 – har kritikken derimod været rettet mod direktøren, der står i spidsen for Kvinfo, og Giese har ret i, at vi ikke bryder os om, at direktøren for KVINFO agerer opinionsdanner, men går endnu engang galt i byen, når hun konkluderer, at KvInfo-direktør »Elisabeth Møller Jensen er for meget opinionsdanner og for lidt en repræsentant for regeringen«. Pointen med vores kritik af direktørens ageren i den offentlige debat er gået helt hen over hovedet på Giese. Vores pointe er ikke, at direktøren skal være borgerlig. Pointen er, at en direktør for et offentlig forsknings- og videnscenter repræsenterer saglighed, inklusion af alle og en pæn grad af diplomati i det politiske stormvejr, ligestillingsdebatten udgør.

Megen af Gieses kritik er baseret på gætterier. Men én ting, vil vi gerne tage på vore skuldre: Vi har måske ikke udtalt klart, hvad vi faktisk gerne vil indenfor ligestilling. Vi vil først og fremmest gøre opmærksom på, at en borgerlig holdning til ligestilling ikke bare er en »ikke-holdning«, men en aktiv stillingstagen. Vi mener, at det er sundt for samfundet at debattere ligestilling og køn, men usundt at sætte automatisk lighedstegn mellem ligestilling og mere lovgivning – både for samfundet og for den enkelte mand eller kvinde, for vi er mere end bare kategorierne »mand« eller »kvinde«, og det skal der også være plads til.

Vi gør os mange tanker om, hvordan samfundet kan indrettes bedst muligt for alle, og de tanker vil vi sørge for at dele mere flittigt med Giese og andre interesserede i fremtiden.