Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gidslerne og pressen

Ofrene kan ikke sige fra. Derfor må vi selv trække grænsen.

Jens Grund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Byretten dømte i sidste uge Ekstra Bladet (EB) til at betale Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez en erstatning på i alt 600.000 kr. for at have krænket dem, mens de sad som gidsler. Chefredaktør Poul Madsen mener, at sagen får vidtrækkende konsekvenser for »den danske presse«.

Det klinger hult og selviscenesættende.

Efter at EB og TV2 havde interviewet de to fanger hos somaliske pirater, kritiserede jeg i Presselogen på TV2 News de to medier for at være på kant med Genève-konventionen ved at interviewe mennesker, der ikke havde deres frie vilje til at sige nej.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Nu har byretten så sagt, at det er krænkende at interviewe og vise billeder af mennesker i gidselsituationer og omtale deres tilstand. De kan ikke sige fra, og gidseltagerne kan have instrueret dem i, hvad de skal sige.

Dommen er ikke overraskende.

Gidselsager er et spørgsmål om liv og død. Medierne har en rolle og et ansvar i spillet om gidslernes liv – om vi vil det eller ej. På Berlingske vælger vi som udgangspunkt at »ligge lavt« for ikke at opmuntre pirater og gidseltagere til at kræve endnu flere penge. Fangen er en vare. Gidseltagerne mangler penge. Tid har de oceaner af. Oplever de en kampagne, hvor modparten presses, kan det tage længere tid at få gidslerne hjem – med endnu en løsesums-runde.

Som nyhedsmedie er det svært at navigere i et så følelsesladet farvand, hvor alle skriger på handling, og vi begår alle fejl.

Det er altid en konkret vurdering, om vi omtaler en tilfangetagelse. Vi har stået i en situation, hvor vi blev bedt om ikke at afsløre en gidseltagning af en dansker i Syrien. Jeg ringede til den unge mands far, som fortalte, at familien ikke ønskede omtale. Vi og andre medier skrev først, da sønnen var ude af gidseltagernes vold.

Berlingske har også interviewet en IS-terrorist, der var fange hos kurdiske styrker. Vi har aldrig offentliggjort interviewet, for jeg er sikker på, at vi ville bryde Genève-konventionen. Man kunne anføre, at forskellen er, at EB interviewede to uskyldige ofre, mens vi interviewede en skurk. Genève-konventionen skelner bare ikke mellem, hvilken side en fange kommer fra. Den er i øvrigt implementeret i den danske straffelov, der også forbyder at vise nærbilleder af ofre for ulykker, hvis det sker uden deres samtykke.

Vi har heller ikke vist billeder af halshuggede gidsler i IS-fangenskab. Vi kan naturligvis ikke tie om barbariet. Men formålet med halshugningerne var at sprede rædsel, og vi vil ikke være nyttige idioter. Desuden kan man ikke forestille sig noget mere krænkende og afmægtigt end at blive halshugget for rullende kamera.

Krigens gru har stor offentlig interesse, og billeder af ofre er stærk dokumentation. Hvis man vil balancere mellem hensynet til offentligheden og til ofret, kan man bringe billedet – ved at sløre ansigtet.

Og så bør sociale medier have en politik mod voldsbilleder for at begrænse terroristernes rækkevidde – lige som Facebook har en politik mod nøgenhed. Netop fordi vi i stigende grad udfordres af de sociale mediers manglende filter, er vi som redaktører nødt til at have et stærkt værdigrundlag. Ofrene kan ikke sige fra.

Derfor må vi selv trække grænsen.