Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gidselsagen set fra andre øjne

Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pressenævnet får nu lejlighed til at tage stilling til en af de mest omdiskuterede mediesager i dette forår. Sagen om Ekstra Bladets og TV 2’s samarbejde med de gidseltagere i Somalia, som holdt to danske og fire filippinske søfolk fanget i 838 dage. Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har gjort sig selv og hans avis til de skinbarlige helte på, at være de eneste i dansk presse, som brød med princippet om ikke at omtale gidselsager som den om Edda Lopez, Søren Lyngbjørn og deres kolleger, fordi medieomtale i sig selv kan forhøje prisen på gidslernes hoveder og dermed forlænge deres ophold i piraternes vold.

Nu viser det sig med søfolkenes ord, at de fik tærsk hver gang, de skulle tale i mobil med Ekstra Bladet hjemme, fordi de skulle sige det rigtige, som kunne øge betalingsvilligheden hos rederiet. TV 2 gjorde sig selv til de rene skinbarlige public service-helte, som ville dokumentere for alverden, hvor frygteligt gidslerne havde det under deres fangenskab ved hjælp af en freelancejournalist, som via en aftale med piraterne fik lov til at komme ind i deres hemmelige lejr.

Jeg og flere andre stillede mange spørgsmål til, hvordan den aftale lige blev til - bl.a. i programmet Presselogen på TV 2 News. Jeg har kritiseret TV 2 for at gå gidslerne ærinde ved at eksponere rædslerne til skræk og advarsel for alle andre, som måtte blive udsat for, at deres medarbejdere eller familie havnede i piraternes klør. Nu viser det sig, at gidslerne ifølge kaptajnen Eddy Lopez af fangevogterne blev tvunget til at overdrive deres lidelser, bryde sammen for åben skærm, smøre gedeblod i ansigtet og give et mere dramatisk indtryk af Søren Lyngbjørns tilstand end den rettelig var - selv om den ikke var særlig god - for at fremme piraternes forretning.

NÅR ALLE DISSE TING kommer frem nu skyldes det, at kaptajnen på det kaprede skib efter afslutningen på gidseldramaet har besluttet sig for at klage til Pressenævnet over Ekstra Bladet og TV 2 med henvisning til, at han føler sig krænket over deres dækning og for TV 2’s vedkommende over, at stationen bragte dokumentaren »De danske gidsler – mareridtet i Somalia« produceret af TV 2’s freelancejournalist Abdifitah Farayare Gelle.

Han og de øvrige søfolk blev aldrig spurgt, om de var indforstået med, at optagelserne fra piraternes fangelejr blev vist. Han beskriver, at de blev truet med vold, hvis de ikke græd på filmoptagelserne og eksponerede deres lidelser. Freelancejournalisten med familiemæssige relationer til piraterne kan ikke genkende billedet. Tak til Eddy Lopez for at medvirke til at rejse af seriøs debat om presseetik på dette meget svære område og for at fortælle om forløbet både i fangelejren og på vej til telefonsessions med TV 2’s reporter, Rasmus Tantholdt, arrangeret med piraterne.

Alle medier inklusive denne avis har kæmpet med overvejelser om ret og vrang i denne sag. Svigtede vi gidslerne ved at følge erfarne råd fra sikkerhedsfirmaer og andre om ikke at give piraternes brutale forretning omtale, eller gjorde vi det rigtige?

Ekstra Bladet og TV 2 gjorde sig selv til mellemmænd for piraterne med deres mediedækning. Dokumentaren med gidslerne var grænseoverskridende og aftalerne om optagelserne så uklare, at det er godt, de nu kommer for en dag. Ekstra Bladets rolle som befrier fortjener også en nærmere undersøgelse. Piraterne fortsætter deres brutale pengejagt. Vi må alle lære af denne sag.