Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ghita Nørby: Udsultningens pris

Der gik hul i Det Kongelige Teaters tag. Det koster en bunke penge at lave. Tænk, alle de huller, som vor tid laver i gamle tage, i kunsten, i kulturen, i musikken, på museerne, i filmen og på bibliotekerne. Det burde være en glad forpligtelse at lukke hullerne, men kunsten er der ingen stemmer i, siger politikerne.

Skuespiller Ghita Nørby.
Læs mere
Fold sammen

Jeg ved ikke, hvor jeg skal vende mig hen.

Kunsten er til stede, men er ved at blive fortrængt. Den er der og er dog ved at forsvinde.

Kunsten er der ingen stemmer i, siger politikerne.

Der er ingen stemmer i kulturen, men i ældrepleje, sygehuse, børnehaver og skoler.

Men skal ældreplejen, sygehusene, børnehaver og skoler og alle andre unddrages kunsten og kulturen? Skal åndfuldhed og morskab ikke have næring, ikke være her?

Hvis vi ikke har kunsten og kulturen, har vi jo ikke noget at slås for, som Churchill udtrykte det under krigen, da bomberne haglede ned over London.

Hvordan kan vi glemme det? Hvad er det, som gør, at vi lytter så ensporet til det, der nu sker? Kan vi ikke mere stave til rummelighed, næstekærlighed, medfølelse, humor, tvivl og latter?

Hører vi kun dette rungende ego? Har dette ego – mig selv, mig selv – overdøvet alt andet nu og i al fremtid?

Fordomme har vi alle, men fordomme er til for at blive bearbejdet.

Hvad skal vi så med Det Kongelige Teater, med symfoniorkestrene, bibliotekerne, museerne, filmen o.s.v.? Det koster jo så meget, og hvad skal vi dog bruge det til? Alt det er jo for de få, de udvalgte, de privilegerede, de frelste og eliten.

Jamen, hvad skal andre dog med det, vi selv måske ikke drømte om, at vi havde behov for?

Hvordan beskrive den menneskelige fattigdom? Nogen har kunnet: forfattere, filosoffer og andet godtfolk, men hvad rager det egoet?

Nok i sig selv er tegn på åndelig fattigdom, det perspektivløse menneske. På plejehjemmene, i skolerne, på sygehusene og i hjemmene.

Er vi der; er det virkeligheden; er vi uden fornemmelse og uden forstand?

Det kreative i os alle er under afvikling. Foragtet, skræmt væk af frygten for at blive hægtet af på vejen.

Vover vi ikke at række en hånd ud af skræk for at mene noget andet, af frygt for at stå til ansvar for det, vi synes, for det, vi er, og for det, vi vil?

Der gik hul i Det Kongelige Teaters tag. Det koster en bunke penge at lave et sådant gammelt tag, måske kunne man have holdt det ved lige ved rettidig omhu.

Men et hul koster altså. Også i taget på Det Kongelige Teater.

Tænk, alle de huller, som vor tid laver i gamle tage, i kunsten, kulturen, i musikken, på museerne, i filmen, på bibliotekerne, ja, hvor vi end vender os for tiden. Det burde være en glad forpligtelse at lukke hullerne, forbedre og bevare alt det, vi ikke kan undvære.

Som om vi var en flok her i Danmark, der ikke kan tænke og mene, ønske og håbe og lære ved det, der nu forsømmes og forsvinder.

Bliver vi virkelig regnet for en flok dummenikker, som kun går én vej og syner ens og er lette at løbe om hjørner med? Er der virkelig nogen, der tror, at en samtale på et hospital, på en skole, et plejehjem, på gaden, i stuen, alle steder, ikke er afhængig af den dannelse, af den kunst og af den kultur, som nu sættes på vågeblus?

Kun de, der råber højest, høres, de døver vores bevidsthed. Vi standser ikke op og spørger: hvorfor?

At lade stå til er det letteste – at spørge burde være en udfordring for dem, der svarer med besparelser. Det kreative i os alle går under, hvis ikke vi ser og udbedrer hullerne i taget.

De kreative fag bliver sønderlemmet eller sparet ihjel og er ikke til at genskabe, når først de er tabt. De forsvinder, og med dem forsvinder måske det vigtigste i os alle. Vi mister vores åndelige arv, vores rygrad, og så segner vi, og flertallet så ikke, hvad der skete!