Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ghetto, ghetto, ghetto!

Eva Agnete Selsing: For ikke længe siden åndede man lettet op henne i Politikens afdeling for debatundvigelse: danskerne gad ikke tale om indvandring og kultursammenstød længere. Ha! Så kunne de lære det, kældermenneskene på højrefløjen. Nu var Inklusionens Tidsalder kommet, og vi skulle fra nu af kun tale i bløde og rare vendinger om, hvordan vi bedst muligt får afskaffet dansk kernekultur, således at alle og ingen kan føle sig hjemme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men det glade delirium varede ikke længe, for så rejste værdidebatten sig fra sit komatøse leje og eksploderede i sensommeren med både modersmålsundervisning, eid-fest, ramadan-middag på Chri­stiansborg plus det løse. Ja, debatten tog revanche af én enkelt årsag: at virkeligheden stadig er derude, også selvom vi ikke taler om den. Den virkelighed, man ikke ønsker at forholde sig til i den kulturelite, hvor pøbelens trængsler afvises som bigotte, hvis de har noget med indvandringen at gøre.

Og listen over virkelighedens trængsler for mange borgere er uendelig: indvandreres overrepræsentation i voldtægtsstatistikker, mafiøs afpresning af værtshuse på Nørrebro, de facto indkørselsforbud for ambulancer, brandbiler og politi i det, vi ikke længere må kalde ghettoer - således, at syge og truede beboere ikke kan få den hjælp, de har brug for, bandekriminalitet og videre ad nauseam. Det ubarmhjertige fra de selverklærede humanister på venstrefløjen og hos De Radikale er ikke kun, at de som ansvarlige politikere og mediepersoner nægter at forholde sig til virkeligheden. Nej, det mest uhyggelige er, at de ikke vil lade de mennesker, der er berørt af de skræmmende omstændigheder, tale om det.

Således advarede De Radikales frontkvinde udi grusom virkelighedsfortrængning, Zenia Stampe, mod at benytte Vollsmosevolden ’politisk’. Underforstået: det har intet med politik, med fejlslagen integrationspolitik, at gøre. Løsningen er, hedder det sig på Stampe og ligesindedes fløj, at kalde tingene for noget andet. Det radikale kvindevælde udviser i disse dage den mest uhyggelige, afstumpede magtarrogance ved fortsat at insistere på ikke at kalde tingene ved deres rette navn. Fulde af yndige ord om ’inklusion’, ’mangfoldighed’ og ’tolerance’. For hvad dækker ordflommen reelt over? ’Inklusion’ er eksklusion af alle dem, der gerne vil den danske kultur, dens historie og fremtid. ’Mangfoldighed’ er hyldesten til, dyrkelsen af og særrettigheder til én bestemt kultur. På bekostning af alle andre. ’Tolerance’ er tvungen tavshed.

Når man eksempelvis ønsker at eliminere begrebet ’ghetto’, er det præcis som i George Orwells 1984, hvor magthaverne også var grumt bevidste om, at kritik kun er mulig, hvis der er et sprog at udtrykke den med. De bløde, smørsnakkende akademikerkvinder, m/k, på venstrefløjen udøver denne perfide magtform og tankekontrol, mens de morer sig med at udskamme de få, det lykkes at trænge igennem med et glimt af den virkelighed, mange borgere - både etnisk danske og indvandrere - er tvunget til at leve med og betale for. Det er svært at finde ord for den afgrundsdybe menneskeforagt, der gemmer sig bag disse kvinders langsomme mord på medborgernes tryghedsfølelse.

Men ord skal der til. Ghetto, ghetto, ghetto!