Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gerontofobi

Efter Brexit har nogle personer har ytret sig om det betimelige i, at ældre som kun skal leve med konsekvenserne af beslutninger i en begrænset periode, skal have en så stor indflydelse over en gruppe, som skal leve med konsekvenserne i mange årtier. Nogle har endda foreslået, at man derfor skulle give ældre mindre stemmevægt end yngre.

Peter Nedergaard: »Nu kunne det jo faktisk tænkes, at det netop var alderen og den medfølgende livs- og arbejdserfaring, som gav sig udslag i visse holdningsforskelle mellem yngre og ældre. Det kan være, at det i bogstavelig forstand blot er et spørgsmål om tid, før de yngre mener det samme som de ældre.« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afstemningen om Brexit har afstedkommet et nyt fænomen, som man kan kalde gerontofobi, og som står for en slags angstbetonet afstandtagen fra ældre medborgere. Anledningen til fænomenets fremkomst er, at ældre vælgere i højere grad end yngre har stemt for, at Storbritannien bør forlade EU. Forskellen mellem ældres og yngres stemmeafgivning ser endvidere ud til at have været afgørende.

Det har foranlediget, at nogle personer har ytret sig om det betimelige i, at disse ældre nu også skulle have denne store magt. Er det rimeligt, at personer, som kun skal leve med konsekvenserne af beslutningen i en begrænset periode, skal have en så stor indflydelse over en gruppe, som skal leve med konsekvenserne i mange årtier, har spørgsmålet lydt. Nogle har endda foreslået, at man derfor skulle give ældre mindre stemmevægt end yngre.

Nu kunne det jo faktisk tænkes, at det netop var alderen og den medfølgende livs- og arbejdserfaring, som gav sig udslag i visse holdningsforskelle mellem yngre og ældre. Det kan være, at det i bogstavelig forstand blot er et spørgsmål om tid, før de yngre mener det samme som de ældre. »Den, der ikke er socialist som ung, har intet hjerte, og den, der ikke er konservativ som ældre, har ingen hjerne,« som Winston Churchill engang skulle have sagt.

Det er imidlertid ikke det værste ved gerontofobien, at den måske med årene æder sig selv. Det værste er, at den afslører et menneskesyn, som vi burde være hinsides. Det har ellers været en lang kamp at få fastslået alle menneskers ligeværd. Ideen herom groede i første omgang langsomt frem af den engelske muld. Magna Carta og engelsk parlamentarisme var vigtige stationer på vejen. Oplysningstiden fortsatte linjen. Et berømt udtryk herfor findes i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, hvor Thomas Jefferson (med et par smårettelser af Benjamin Franklin) skrev, at »we hold these truths to be self-evident, that all men are created equal«.

Det var ikke altid, at selv amerikanerne overholdt deres egen målsætning om alle borgeres ligeværd. Behandlingen af de sorte og indianerne er eksempler på, at det ikke altid var let at leve op til egne idealer. Thomas Jefferson selv mente vist endda ikke, at sorte skulle have samme rettigheder som hvide.

Synspunktet om ligeværd for alle borgere var imidlertid så intuitivt rigtigt, at det måtte sætte sig igennem. I mørke perioder af Europas historie har der også været en del eksempler på, at alle borgere ikke blev behandlet ligeværdigt. Nogle var overmennesker og andre var undermennesker, mente visse formørkede kræfter engang.

Det er vanskeligt ikke at se gerontofobien i dette perspektiv. Set på baggrund af idealet om alle menneskers ligeværd, er der ingen forskel på tidligere tiders syn på f.eks. sorte og jøder og visse nutidige personers syn på ældre. Manglen på ønsket om ligeværd forener dem.

Man kan håbe på, at gerontofobien – ligesom andre fobier rettet mod visse grupper af borgere – også snarest havner på historiens losseplads, hvor den hører hjemme.