Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

George H.W. Bush var en hædersmand og den sidste sande, internationale præsident

Det er nok det største tab, vi står med i dag, at mange af de mennesker, der havde oplevet den største generations udfordringer og forstod værdien af det internationale samarbejde og det transatlantiske bånd, forlader os en efter en.

Tidligere præsident George W. Bush siger farvel til sin far, tidligere præsident George H.W. Bush. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL New

Da George Herbert Walker Bush blev 75, fejrede han det med et faldskærmsspring. Hustruen, Barbara Bush, bemærkede dengang, at hun syntes, det var en åndssvag aktivitet for så gammel en mand. Da Bush fem år senere fyldte 80, sprang han i faldskærm igen. Det gjorde han også, da han blev 85 og 90. Da Barbara Bush blev 90, svarede hun om sine planer for dagen, at de mest af alt var ikke at hoppe ud af et fly.

»Meningen med livet er at dø ung så sent som muligt.« Sådan sagde USAs 43. præsident, da han begyndte sine mindeord til faderen, USAs 41. præsident, George Herbert Walker Bushs, begravelse. Jeg forestiller mig, at den mand, USAs 41. præsident, der på sin 90 års fødselsdag sprang med faldskærm, i hjertet havde følt sig som en ung mand.

Da Bushs kiste lå under den store kuppel i Kongressen, rejste Bob Dole sig fra sin kørestol og blev hjulpet til at holde sig oprejst foran kisten, hvor han gjorde honnør i al sin skrøbelighed. Det øjeblik var i sin tavse symbolik meget bevægende. De to mænd havde meget til fælles. De var blandt de sidste aktive politikere fra det, amerikanerne kalder the Greatest Generation – de, der oplevede Depressionen i 1930erne og senere kæmpede i Anden Verdenskrig.

»George H.W. Bush var en hædersmand. Længere er den ikke. Han efterlod en meget bedre verden end den, han fik i arv, og gjorde en uvurderlig indsats for, at det skulle blive sådan.«


Bush fløj 58 kampmissioner i Stillehavet og var i 1943 den yngste pilot i flåden. Bob Dole havde været i hæren og havde kæmpet i Europa. Bush blev skudt ned i 1944 under et angreb på øen Chi Chi Jima, Bob Dole blev hårdt såret i de italienske bjerge i 1945. De var unge mænd, der var blevet gamle, men havde begge været villige til at ofre deres liv for din og min frihed. Begge mænd havde desuden tabt et præsidentvalg til Bill Clinton, som de trods nederlaget begge havde udviklet et varmt venskab med sidenhen. Der er en ordentlighed forbundet med dem, og den vil altid og til alle tider være en mangelvare i denne verden.

Danske mediers dækning

Det var underligt at følge dækningen af begravelsen i både danske og amerikanske medier, hvor det absurde og maniske fokus på Donald Trump fyldte alt for meget. Mest beskæmmende var det at høre forskere, der kun kunne sige noget pænt om George H.W. Bush, hvis det kunne siges i kontrast til Trump. Det var direkte uværdigt.

George H.W. Bush var en hædersmand. Længere er den ikke. Han efterlod en meget bedre verden end den, han fik i arv, og gjorde en uvurderlig indsats for, at det skulle blive sådan.

George H.W. Bush var i sin tid som Ronald Reagans vicepræsident og senere som præsident bevidst om, at det var USAs rolle at forsvare Vestens værdisæt og interesser. Bush spillede en nøglerolle i kommunismens kollaps i sin sovjetiske version. George Bush bar arven fra Truman videre og forstod, at hvis USA ikke tager ansvar for at organisere den uorganiserede magt i verden, så gør kræfter det, som er alt det, vi ikke er i Vesten.

Mads Fuglede Fold sammen
Læs mere

Da Tyskland skulle genforenes, forstod han kompleksiteten. Fra sovjetisk side havde tysk genforening altid været et spil, der handlede om at trække Tyskland ud af NATO og Vesten. Da Berlin-muren brast og Warszawa-pagten gik i opløsning, hoverede Bush aldrig og pressede så varsomt på, at noget så betændt som spørgsmålet om tysk genforening, fik de bedst mulige eksterne betingelser.

George H.W. Bush var den sidste sande, internationale præsident. Både Clinton og sønnen var kun internationalt orienterede, når de var tvunget til det, og Obama og Trump er og var fokuseret på det indenrigspolitiske.

Det er nok det største tab, vi står med i dag, at mange af de mennesker, der havde oplevet den største generations udfordringer og forstod værdien af det internationale samarbejde og det transatlantiske bånd, forlader os en efter en.