Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Genuin kulturkamp

Anker Brink Lund: Når de først skal til at finde besparelser på kultur og fritid, taber bibliotekarerne til andre værdigt trængende. Det er nemlig mere smertefuldt at skære på idrætten, som har mange medlemmer, og på kunststøtten, der har velformulerede opinionsledere.

Bylinefoto: Anker Brink Lund. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark har et fantastisk netværk af kommunale biblioteker, som nu omfatter mange andre medieformer end bøger. De lokale kulturhuse fremstår som bredt favnende mediateker, hvor folk kan komme ind fra gaden og blive rådgivet af professionelle bibliotekarer. Ganske gratis og uden krav om særlige forudsætninger. Sådan skulle det gerne blive ved med at være.

Efter nullernes kommunale strukturreform er der imidlertid skåret kraftigt på personalekontoen. Nogle steder er der faktisk tale om ubemandede materialedepoter helt uden hjælp til professionel informationssøgning.

Det generer måske ikke de ressourcestærke og rutinerede kernelånere, men det er skidt for alle dem, der ikke selv kan finde rundt i det kakofoniske medieudbud. Nu får de ikke i samme grad som tidligere hjælp til at søge og finde. Så kun få af dem møder overhovedet op, hvilket giver budgetbisserne anledning til at skære yderligere i bevillingerne.

Der er faktisk tale om en genuin kulturkamp. Vel at mærke en kamp, som det tavse flertal er godt i gang med at tabe – uden at nyhedsmedierne tager notits af det.

Blandt andet fordi kampen om de kommunale kulturbevillinger blandes sammen med forlagenes kamp for bogens overlevelse som kommercielt produkt. Mediateker kan imidlertid udmærket eksistere uden trykt materiale i samme omfang som tidligere. Men institutionen kan ikke fungere uden et bredt publikum assisteret af kvalificeret arbejdskraft.

Hvis der ikke er professionelle informationssøgere til at hjælpe og rådgive dem, der har svært ved at betjene sig selv, bliver gabet mellem de vidende og vildfarne dybere og dybere.

Da sidstnævnte hverken er organiserede eller højtråbende, bliver deres synspunkter pist væk i den politiske debat. Derfor er det let at se helt bort fra deres behov, når de kommunale budgetter skal barberes.

Om et halvt års tid er der kommunalvalg. Så får bekymrede borgere en unik chance for at sætte glemte sager på den politiske dagsorden. Erfaringerne viser, at under valgkampe er det ikke helt umuligt at få de opstillede kandidater til at tale varmt for at styrke de lokale biblioteker.

Men de folkevalgte skal holdes godt fast. Når de først skal til at finde besparelser på kultur og fritid, taber bibliotekarerne til andre værdigt trængende. Det er nemlig mere smertefuldt at skære på idrætten, som har mange medlemmer, og på kunststøtten, der har velformulerede opinionsledere.

Hvis mediateket skal overleve som andet og mere end ubemandede udlånsmaskiner, bliver vi derfor nødt til at skabe en folkebevægelse til bibliotekarernes bevarelse. Vel at mærke inden kommunalvalget 19. november. Uden en sådan indsats, taber det tavse flertal kassekampen om de kommunale skattekroner.

Så det er nu, der skal mobiliseres. Ikke primært af hensyn til os privilegerede kernelånere, men derimod på vegne af de alt for mange, der ikke ved, hvad de går glip af i form af kvalificeret rådgivning, kulturelle oplevelser og livslang læring uden adgangsbegrænsning.