Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Genopfindelsen af England

03DEBHans-Hauge-131338.jpg
BMINTERN BMINTERN - Hans Hauge, forfatter og samfundsdebatør Fold sammen
Læs mere

Hvad skal vi kalde dem derovre på den ø, der har besluttet, at de ikke vil være med i EU? Er øboerne englændere eller briter? Vi kan i al fald konstatere, at skotterne ikke vil være briter, så det ord er ved at forsvinde. Og skal vi sige England eller Storbritannien? I 1150 skrev Henry af Huntington, at »denne ædle ø først blev kaldt Albion, dernæst ’Britain’ og er nu kendt som England«. De siger selv Britain, men vi siger ikke Britannien, derimod Storbritannien. De har også sagt Greater Britain, og nu kommer udtrykket Little England tilbage. The Union Jack hører nok fortiden til. Skotske nationalister vil fjerne den blå farve.

Historikeren A.J.P. Taylor erklærede i sin Oxford History of England (1965), at ordet Britain var uden mening. Det var romernes ord. Han insisterede også på det engelske ord »Scotch« om skotsk og skotter, og det er som at sige »Negro« i USA. Storbritannien er ikke det hele, for det hedder Great Britain and Northern Ireland. Det hele er the United Kingdom, men det siger vi ikke. UK omfatter heller ikke det hele, for Jersey, Guernsey og Isle of Man er ikke med i the UK. De er heller ikke med i EU. De har egne love. Allermærkeligst er øen Sark, som er den sidste feudale stat i Europa.

Før i tiden hed det bare England. Det engelske imperium, engelsk musik og frimærker. Engelsk litteratur omfattede Walter Scott, selvom vi godt vidste, at han var skotsk. Vi brugte en lærebog, som hed History of England, og vi tænkte ikke over, at den også omhandlede Irland og Wales. Engelsk var nemlig ikke en nationalitetsbetegnelse. England var ikke en nationsstat, men en imperiestat. Wales, Skotland og Irland var underlagt England, og imperiet var »udvidelsen af England«. Man har naturligvis vekslet mellem at sige England og Britain. Briter blev til i 1707, da Skotland var ved at gå fallit og var nødt til at indgå i en union med England. Briter holdt sammen, fordi de havde en fælles fjende: Franskmænd. Fjender måtte de ikke have efter 1973, for i EU er alle friends. Uden fjende intet folk. Hermed begyndte langsomt opløsningen af Storbritannien. I takt med at nationalismen voksede i Skotland, begyndte engelsk at blive erstattet af britisk.

I 1982 udgav to lyrikere, Blake Morrison og Andrew Motion, en antologi Contemporary British Poetry. De inkluderede lyrikere fra Nordirland, bl.a. Seamus Heaney. Det skulle de aldrig have gjort. Der gik ikke lang tid, før Heaney protesterede mod denne kolonialistiske term: britisk. Han var irsk. Engelsk litteratur er ved ligesom i nationalismespillet fodbold at blive delt op i de fire nationer, som UK består af. Man underviser ikke i engelsk romantik i Edinburgh, men i skotsk romantik. Skotske national-marxister skrev i 1970’erne med fryd om the Break-Up of Britain, og ideen slog an i Inverness og omegn, selvom marxisterne godt vidste, at alt det skotske kitsch med klaner, kilte og sækkepiber, er en moderne opfindelse. Forsøget på at afvikle Storbritannien har fået den konsekvens, at England er ved at blive genopfundet, ikke som imperiestat, men som en normal nationsstat. Der kommer nu for tiden store værker om engelsk historie. Det hedder også Little Englanderism, Islandism eller the Anglo-Centric turn. Derfor Brexit. England er en ø.