Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Generel asyl går galt i Sverige

Sverige har nærmest givet en fribillet til syriske flygtninge, der nu strømmer til landet i meget stort tal. Danmark skal tage imod flygtninge. Men ikke på en måde, der er ødelæggende for det danske samfund.

karen jespersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flygtningenævnet besluttede i går, at man fremover kan få asyl i Danmark uden at være personlig forfulgt, hvis man kommer fra de dele af Syrien, der er hårdest ramt af borgerkrigen. Det kan få uoverskuelige konsekvenser: Antallet af flygtninge fra det borgerkrigsplagede land kan blive så stort, at det kan være svært at håndtere. Og en del af dem, der kommer, kan være rabiate islamister, som vil øge faren for terror i Danmark.

Det er ikke gætterier. Tværtimod kan man blot vende sig mod Sverige for at få et helt konkret billede af de konsekvenser, som beslutningen vil få. I Sverige har man nemlig for nylig besluttet at gøre det, Danmark nu gør: De asylansøgere, der kommer fra Syrien, får groft sagt automatisk permanent opholdstilladelse.

Det har med det samme betydet en stærk stigning i antallet af asylansøgere fra Syrien. På hjemmesiden for den svenske udlændingestyrelse - Migrationsverket - kan man læse tallene for de tre første uger af september. Her er antallet af asylansøgere steget fra under 300 om ugen i begyndelsen af september til over 700 i midten af måneden. Sverige får nu flere asylansøgere på en enkelt uge end Danmark får på tre-fire måneder.

På Twitter-kontoen Migga_X beretter en person, der angiveligt skulle være ansat i Migrationsverket, om det kaos, der hersker. På en af de allerseneste tweets står der: »Over 2.000 asylansøgere de seneste syv dage. Fuldstændig kaos og panik i organisationen.« (gengivet på hjemmesiden »Avpixlat«).

Og det er kun begyndelsen. Beslutningen om at åbne op for de syriske flygtninge er af ret ny dato. Vi ved af erfaring, at sådan en beslutning spredes som en løbeild ud over Sveriges og Europas grænser. Men selv om informationerne løber stærkt, så skal meddelelsen om, at alle nu kan få asyl i Sverige, først ud i alle de områder, hvor der er syrere. Hvis der er menneskesmuglere indblandet, så tager turen gennem Europa typisk nogle uger.

Men allerede nu mærker man et stort pres på ambassaderne i Mellemøsten. I den store svenske avis Expressen skriver Anna Dahlberg: »Udenfor ambassaderne i Amman, Ankara og Kairo står desperate mennesker nu i kø i håb om at komme til fristedet i Nord.« (15.9.)

Herhjemme har debatten om at give opholdstilladelse til mennesker alene på grund af, at de kom fra områder med krig og ufred, stået på i flere årtier. Og der har gennem årene været truffet forskellige afgørelser. Det drejede sig for eksempel om bosniere og somaliere i 1990’erne. Men tidligere beroede afgørelserne i højere grad på beslutninger, der hvilede på den nationale lovgivning. For eksempel vedtog Folketinget en særlov, der gav flygtninge fra det tidligere Jugoslavien mulighed for midlertidigt ophold.

Når Flygtningenævnet nu på egen hånd beslutter sig for at ændre asylbehandlingen i forhold til syrere, afspejler det en voksende indflydelse fra de internationale domstole.

Man så det tidligere med den mere lempelige praksis, som Flygtningenævnet gennemførte i forhold til somaliere. Den hvilede på en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra marts 2012. Det kan man læse om på hjemmesiden nyidanmark.dk.

I den aktuelle sag ændrer Flygtningenævnet ikke praksis, fordi loven er lempet under den siddende regering. Kriterierne for at opnå asyl i Danmark er udlændingelovens § 7, og den er ikke blevet lavet om. Men Flygtningenævnet foretager hele tiden vurderinger af situationen i de enkelte lande som for eksempel Syrien og afgør ud fra det, hvilke grupper af mennesker, der kan komme i betragtning. Her læner de sig op ad de afgørelser, der er truffet ved internationale domstole.

I den aktuelle sag henviser Flygtningenævnet i sin pressemeddelelse til en anden af afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der handlede om mennesker, som ikke måtte sendes tilbage til et område, fordi situationen var den, at de kunne blive udsat for overgreb. Det betyder, at syrere fra bestemte områder, der er særligt ramt af borgerkrigen, ikke kan sendes tilbage, fordi de vil være udsat for fare.

Det er en svær afvejning, når det skal besluttes, om mennesker skal have asyl og opholdstilladelse. Men indvandring kan få stor indflydelse på befolkningens sammensætning og dermed på indretningen af samfundet. Derfor er det noget, der i særlig grad bør være et nationalt anliggende. Men udviklingen er altså gået den modsatte retning: Væk fra nationale beslutninger til overnationale organer med meget ringe folkelig forankring.

Derfor er den aktuelle sag ikke alene et spørgsmål om, hvem og hvor mange fra Syrien der skal have opholdstilladelse. Det er i høj grad også en sag om grundlaget for den beslutning, man træffer. Der er brug for, at vi slår bremserne i, når det drejer sig om at lade sig binde af konventioner og afgørelser truffet af dommere fra andre lande ved internationale domstole.

Disse instanser er præget af en tendens til at svække den nationale selvbestemmelse. Netop Sverige er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når den nationale selvbestemmelse nærmest bliver gjort suspekt.

Antallet af indvandrere er allerede nu langt højere end i Danmark: 20 procent ud af en befolkning på 9,5 millioner. Og den meget lempelige udlændingepolitik betyder, at indvandrernes andel vokser hastigt. Her er der ikke kun tale om et pres fra internationale konventioner eller domstole. Den svenske elite går forrest i arbejdet på at bringe endnu flere indvandrere til landet, idet den forklarer befolkningen, at en modstand mod dette er udtryk for fremmedfjendtlighed.

Anna Dahlberg skriver således ikke om de mange syrere, der presser på for at komme til Sverige, fordi hun mener, at der kommer for mange. Nej, hendes ærinde med artiklen i Expressen var tværtimod at agitere for at Sverige skal tage imod stadig flere.

Andre svenskere har den holdning, at man burde have helt åbne grænser. Sverige har nu to partier, der går ind for helt fri, global indvandring til Sverige. Det svenske Miljöpartiet har i flere år talt for fri indvandring fra hele verden. Nu er også det svenske Centerparti sprunget med på vognen. I midten af december 2012 sagde Per Ankersjö, talsmand for partiets idéprogramgruppe, at alle begrænsende regler for indvandringen bør afskaffes.

Det er sådanne holdninger svenskerne og andre presser på med i EU og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hvis vi ikke vil ende, hvor Sverige i dag er havnet, må vi afvise disse holdninger og holde fast på den nationale selvbestemmelse. Vi skal tage mod flygtninge. Men ikke på en måde, der er ødelæggende for det danske samfund.