Berlingske har gjort et scoop i sin kampagne for forøgede forsvarsudgifter, jævnfør den altdominerende forsidenyhed og leder 11. august. Avisen gengiver et brev fra den tidligere danske forsvarschef og fratrædende formand for NATOs militærkomite, general Knud Bartels, til forsvarsministeriets departementschef og forsvarschefen (og ikke, som Berlingske skriver, til forsvarsministeren).

I brevet anføres en række svagheder ved det danske forsvar. Dem kommer vi tilbage til. Forinden bør Berlingske som kritisk medie spørge, om en fratrædende formand for NATOs militærkomite normalt skriver til medlemslandene enkeltvis for at fortælle dem sin uforbeholdne mening om landets forsvar(-sudgifter). Er det ikke tilfældet, slutter general Bartels sig til køen af politiserende forsvarschefer (Hvidt, Helsøe, Sloth Jørgensen, Bartram), der mener sig berettiget til at imødegå den demokratiske kontrol med forsvaret: Det er de folkevalgte politikere, der bestemmer forsvarets ressourcer og sammensætning. Topofficerer har som alle andre ret til at ytre deres mening. Men politiske beslutninger skal respekteres og efterleves.

Berlingske kunne også undre sig over, at Bartels som »forsvarschef i 2011 pligtskyldigt og uden mukkeri accepterede den tidligere VK-regerings varslede rundbarbering af forsvaret«. Men nu finder generalen anledning til at mukke. Hvorfor først nu? Besparelserne har da været kendt længe.

Lad os se på generalens argumenter. Først beklages »med stigende bekymring...at Danmark ikke længere synes at kunne fastholde sin fremtrædende rolle i alliancen (grundet) en stigende diskrepans mellem ambitionsniveau og evnen til at bidrage.« Det er ellers ikke, hvad vi får at vide fra vore allierede. Hvor præcist har Danmark ikke kunnet levere varen i vor deltagelse i internationale militære operationer?

Dernæst påpeger generalen, at »danske enheder vil være afhængig af kritiske kapaciteter, som en allieret nødvendigvis vil skulle kompensere, hvilket begrænser danske enheders mulighed for at samarbejde og dermed relevans for øvrige allierede.«

Her overser (læs: politiserer) generalen flere ting: Danske enheder har altid været afhængig af kritiske kapaciteter tilført udefra. Det forhold medfører ikke automatisk et forringet samarbejde. Det danske forsvars struktur og bemanding er naturligvis velkendt i NATO, ikke mindst af de allierede, der skal komme os til undsætning. Og måske vigtigst: Danske enheder har i en årrække indlært samarbejde med andre landes militære enheder gennem vor aktivistiske udenrigspolitik. Danmark er godt rustet til et samarbejde med allierede undsætningsstyrker.

Generalen peger endvidere på »Ruslands sikkerheds- og forsvarspolitiske ambitioner øst og nord for alliancen« som argument for øgede forsvarsudgifter i Danmark. Hertil er at sige, at Danmarks selektive sikkerhedspolitiske situation ikke i væsentlig grad har ændret sig.

Der samarbejdes med Rusland om en Iran-atomnedrustningsaftale og om bekæmpelse af IS i Irak og Syrien. Rusland med et forsvarsbudget på under 100.000 mio. dollars i 2014 vil næppe angribe et NATO-Europa, der næsten bruger 300.000 mio. dollars. Den påståede angst, vi skal føle i Europa, understøttes heller ikke af en række NATO-landes reduktioner i forsvarsbudgetterne i 2015:

Det amerikanske forsvar vil skære hærens forsvarsstyrke fra 490.000 til 450.000 mand, det laveste niveau siden Anden Verdenskrig (International New York Times 28. juli). Tyskland, Frankrig, Italien og England vil skære 0,5-5 pct. i deres forsvarsbudgetter. (SIPRI, Military Spending in Europe in the Wake of the Ukraine Crisis, 13. juli, 2015). Så generalens ønske om, at Danmark »stopper nedgangen i forsvarsbudgetterne«, står i stærk kontrast til de nævnte nedskæringer. Kun Litauen øger sit forsvarsbudget med 50 pct., Letland med 15 pct., Polen 20 pct., og Estland syv pct. De to førstenævnte baltiske lande dog fra et lavt udgangspunkt, 0,9 pct. af BNP.

I Berlingskes kampagne for øgede forsvarsudgifter har officerer deltaget. Uden modspil. Og det skyldes den for Danmark enestående situation, at dansk forsvar helt har undladt at få anlagt en militærsociologisk synsvinkel på sin virksomhed.

Tre forskergrupper behandler militæret: En militærpsykolog hjælper major Jensen med at styre menig Petersen. En militærsociolog hjælper samfundet med at styre major Jensen. Og en militærpolitolog hjælper Danmark med at »styre« verden. De tre forskere ser på militæret på hvert sit niveau: person, organisation og nation.

I dansk sammenhæng er antallet af militærpolitologer langt det største, mens antallet af militærsociologer kan tælles på én hånd. Militærpolitologer er på DIIS, på Forsvarsakademiet og de forskellige højere læreranstalter/universiteter, og DIIS og Forsvarsakademiet finansieres over forsvarets budget.

Deres systembevarende forsvarsvenlighed er forståelig. De kritiserer sjældent forsvarets topofficerer. Tænk blot på deres tavshed under rækken af møgsager i 2000erne, hvor topofficerer udviste despekt for den demokratiske kontrol med militæret. De forholder sig heller ikke kritisk til spørgsmålet om manglen på flyvemekanikere, de spørger ikke efter forsvarsledelsens ansvar i denne sag, eller om vi så ikke må afbestille nogle af de nye fly.

Den slags spørgsmål vil en militærsociolog stille, for officerer opfattes både som interessegruppe og eksperter. Der er altså en indbygget skævhed i oplysning til borgerne om forsvaret med så få militærsociologer i Danmark. Skævheden afspejles i konferenceprogrammet for den internationale militærsociolog-kongres, IUS, i Chicago oktober 2015. Her kommer flere svenske, norske og finske kolleger med oplæg, men ingen fra Danmark. Dansk forsvar og danske politikere undværer/undgår militærsociologer. Men det danske »military mindset« savner givetvis en indlæring i »demokratisk kontrol med forsvaret«. Så havde vi undgået de mange møgsager.

Det er synd for forsvaret og for generalen, der savner modspil. Og for mig som militærsociolog: Jeg må erkende min manglende gennemslagskraft. Undskyld.