Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gemmer der sig en landsfader i Lars Løkke?

Foto: NIels Ahlmann Olesen og Sarah Christine Nørgaard Fold sammen
Læs mere

Der er visse tegn i sol og måne på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen er ved at kunne indtage landsfaderrollen. Hans personlige stil er blevet langt mere præget af overskud og overbærenhed end tidligere. Småirritationer synes at prelle af. I store sager indtager han ofte et helikopterperspektiv. Alt det gør, at hans popularitetskurve er stigende. Han ligger stadigvæk under Mette Frederiksen, men fortsætter bevægelsen, kan det hurtigt ændre sig.

Skal Lars Løkke Rasmussen blive en landsfader på linje med Thorvald Stauning, H.C. Hansen og Poul Schlüter, kræver det politisk, at han lykkes med en politik og retorik, som forener de to grundstrømninger, som han som borgerlig statsminister altid er tvunget til at forholde sig til: det konservative og det liberale.

Begge strømninger er og har altid været repræsenteret i Venstre og i de andre partier på centrum-højre side. I den forbindelse er udfordringen, at den konservative strømning efter alt at dømme er langt den stærkeste i disse år i de fleste europæiske lande, mens den liberale strømning var stærkest i de forudgående årtier. Der er sket en vægtforskydning fra, at borgerlige først og fremmest tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for markedet og til, at udgangspunktet er blevet nationen. Ikke mindst blandt de unge er denne transformation tydelig, og den er naturligvis ikke mindst forstærket af flygtninge- og migrantsituationen i Europa.

Selv om Lars Løkke Rasmussen sandsynligvis af tilbøjelighed er mest indstillet i liberal retning, er han langtfra fri for også at indtage borgerligt-konservative synspunkter. Det ser vi f.eks. retorisk udfolde sig i de årlige nytårstaler, hvor det – hvad der også skyldes nytårstalen som institution – altid er nationen (Danmark), som fremhæves.

Mere konservativ end liberal

Forrige uges diskussion mellem tilhængere af et burka/niqab/maskeringsforbud var i høj grad en diskussion mellem de to borgerlige grundstrømninger.

Derfor er det også forkert blot at betragte diskussionen som noget, der drejede sig om nogle få bærere af burka, niqab m.v. Det drejede sig herudover om, hvor Venstre og regeringen generelt placerede sig på linjen fra liberal til konservativ.

Nu endte det med, at man lagde sig på en position, som var mere konservativ end liberal. Dermed kom man også i større overensstemmelse med, hvor den folkelige grundstrømning befinder sig.

Lars Løkke Rasmussen har givetvis potentialet til at blive en af dansk politiks store landsfaderskikkelser. Skal potentialet materialisere sig, skal han naturligvis synes, at statsministerhvervet stadig er værd at kæmpe for næste gang, og han skal vinde. Sejren vil i så fald blive opbygget ved at finde en politisk balance, som både er liberal og konservativ, og som på det værdipolitiske område er mere det sidste end det første.

Men mon ikke det også er netop det, som han selv har set?