Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gebyr for tolk umuliggør integrationsarbejdet

Mette Blauenfeldt og Bettina Post: Betaling af de 600 kroner, som en times tolkning typisk koster, er helt urealistisk for de ofte økonomisk pressede nyankomne flygtninge og indvandrere. Brugerbetaling for tolkning vil derfor skade integrationen.

En ting er, at brugerbetaling for tolke vil have katastrofale følger for integrationsarbejdet, men det vil også være brud på en række nationale og internationale lovgivninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Genopretningsplanen for den danske økonomi lægger op til at spare 15 mio. om året på tolkning, bl.a. ved at indføre brugerbetaling. Den plan vil imidlertid gøre det umuligt at overholde en lang række love og dertil være dybt skadelig for integrationsarbejdet.

Myndighederne, herunder kommunerne, har i henhold til Retssikkerheds- og Forvaltningsloven ansvar for, at de sager, der behandles, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at kommunen kan træffe afgørelse, og der må ikke træffes afgørelse i en sag, før borgeren er gjort bekendt med oplysningerne og har fået lejlighed til at udtale sig. Kommunen har desuden pligt til at sikre sig forståelsen af det, borgeren siger.

Socialrådgiverne i kommunerne møder som noget af det første de nye flygtninge og indvandrere med en integrationserklæring og - kontrakt, som begge skal underskrives for, at vi kan komme videre i arbejdet. Her erklærer de nyankomne, at de vil leve op til en lang række normer, og at de vil samarbejde om at komme ud på arbejdsmarkedet. Brydes kontrakten, har kommunen pligt til at sanktionere økonomisk. Det er derfor afgørende, hvis vi ikke skal ende som en ren bananrepublik, at vi kan kommunikere med de nyankomne, så de ved, hvad det er, de skriver under på. Betaling af de 600 kroner, som en times tolkning typisk koster, er helt urealistisk for de ofte økonomisk pressede nyankomne. Dermed får den vigtige tidlige integrationsindsats et rigtig skidt udgangspunkt.

På sundhedsområdet sikrer Sundhedsloven respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse samt let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Alle patienter har ret til information om behandlingsmuligheder, det forventede resultat af behandlingen, mulige komplikationer og bivirkninger. Vi bestemmer selv, om en tilbudt undersøgelse eller behandling skal påbegyndes, og har krav på ny information og nyt samtykke, hvis behandlingen ændres. Det gælder selvfølgelig også, hvis vi taler et fremmed sprog. Det er op til den behandlende læge - om nødvendigt - at rekvirere og betale en tolk, eftersom det selvfølgelig aldrig kan være op til patientens økonomiske formåen, om lægen kan leve op til loven.

Der er allerede fra 2011 besluttet en ændring i Sundhedsloven, som betyder, at personer, som har boet i landet i mere end syv år, skal afkræves betaling for tolk.

Det er et yderst risikabelt spor, DF og regeringen her har begivet sig ind på. I 2006 blev der registreret 29 tilfælde, hvor alene sprogbarrierer betød, at patienterne ikke forstod vigtige informationer om faste og medicinering, med alvorlige problemer til følge. Gebyr for tolk vil give en stigning i den type hændelser, og det er sandsynligt, at det navnlig vil ramme ældre og traumatiserede flygtninge, som er de patientgrupper, der har de største helbredsproblemer og samtidig har vanskeligst ved at lære dansk. I rehabiliteringen af flygtninge med traumer er 80 procent af samtalerne tolkede, selv om stort set samtlige patienter har boet i Danmark i mere end syv år. De vil således alle blive pålagt et gebyr for tolk fra 2011.

I Psykiatriloven er grundtanken, at tvang skal begrænses mest muligt, og derfor først må benyttes, når der er gjort, hvad det er muligt for at få patienten til at medvirke frivilligt. Brugen af tvang skal desuden stå i rimeligt forhold til det, man ønsker at opnå. Det er et stærkt og velargumenteret princip, at patienten ikke må opleve unødig krænkelse eller ulempe. Igen gælder det selvfølgelig også for den syge, som ikke taler dansk.

Gebyr for tolkning vil utvivlsomt, på grund af manglende økonomisk formåen hos flygtninge og indvandrere, medføre en stigning i antallet af børn, som bliver bedt om at oversætte, hvad psykiateren, lægen eller socialrådgiveren siger til mor og far. Traditionelt beskytter vi i Danmark børn mod den barske sandhed om fars eller mors alvorlige problemer eller sygdomme, og det er aldeles uetisk, hvis dette hensyn fremover tilsidesættes over for flygtningenes børn, som i forvejen ofte har langt større ansvar, end de kan og bør bære. Risiko for fejltolkning er desuden overhængende, fordi børnene misforstår, hvad der bliver sagt, både fordi de er børn, og fordi de er sprogligt usikre.

Endelig har Danmark nogle forpligtelser til tolkning i retssager, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ifølge konventionens artikel 6 har enhver anklaget ret til snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, at blive informeret om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst. Han har ret til at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten. I sådanne sager kan Danmark altså ikke selvstændigt beslutte, at tolken ikke er vederlagsfri.

Samlet set vil et gebyr for en tolk blokere for, at vi kan leve op til bestemmelserne i de fire nævnte love. Det kan vi selvfølgelig ikke bakke op om. Tolkning er desuden den klat olie, som smører hele kæden i integrationsarbejdet, og det er simpelthen dumt at sætte den over styr.