Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gammeldags og ny racisme

"Jeg bliver selv overrasket og stødt over at blive kaldt »hvid«. Jeg vil ikke presses ind i et sort-hvidt modsætningsforhold, jeg ikke kan identificere mig med; eller en magtanalyse, jeg ikke deler – selv om den tidligere i historien var relevant. Jeg kalder heller ikke andre mennesker for »sorte« eller »brune«."

Michael Böss, samfundsforsker og historiker, Aarhus Universitet: »Der finder stadig diskrimination sted på grundlag af hudfarve. Så hudfarve er ikke helt ligegyldig. I Canada bruges udtrykket »synlige minoriteter« for at gøre befolkningen opmærksom på, at diskrimination fortsat er et problem. Men der er udbredt enighed om, at udtrykket en dag bør være overflødigt.« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere

I tirsdags lagde jeg sidste del af denne artikel ind på min blog på Berlingske. Teksten var stort set den samme som en opdatering, jeg foretog i sidste uge under det, der nu bliver kaldt for »negerdebatten«. På Facebook havde jeg kun fået positive reaktioner. Det samme kan man ikke sige om dem, jeg fik på min blog. Jo, der var flere, der kunne lide, hvad jeg skrev. Men der var også direkte racistiske indlæg. De udløste en voldsom debat. Et par af dem blev tilbageholdt af et filter, som giver bloggeren mulighed for at sortere indlæg fra, som er for grovkornede eller direkte kriminelle. Et af dem, jeg valgte at udelukke, var klart antisemitisk og racistisk i oprindelig forstand, idet min holdning blev forklaret med en tilskrevet racemæssig oprindelse.

En passage lød: »Jeg kender ikke til Michael Böss baggrund. Jeg kan bare se på hans øjne og næse, at han er jøde, om han er religiøs eller ej, så er der jødegener i ham. Israel bruger da også dna-test til at identificere jøder! Så der er ikke så meget at diskutere [derefter identificeres tre navngivne radikale som jøder]. Hvis der blev lavet israelsk dna-test på dem, ville de blive lukket ind i Israel, uanset om de identificerer sig selv som jøder eller ej, simpelthen fordi de bærer jødegenerne. Sandheden er ilde hørt, men det er sandheden.«

Jeg blev ikke vred over at blive kaldt jøde, selv om jeg ikke er det. I lyset af den voksende antisemitisme i Europa, er det nærmest en ære. Problemet ligger derimod i en dehumaniserende, racistisk tankegang, der reducerer mennesker til deres biologiske arv. Der findes dog også en »racisme light«. Den består i at opdele mennesker i »hvide«, »sorte« eller »brune«. Den kan forekomme harmløs og praktisk, men ligger snublende tæt på racismens dehumanisering. Desuden bygger nutidens brug inden for »det nye venstre« på en postkolonial påstand om, at verden stadig er opdelt i hvide herrefolk og farvede ofre. Det er racisme forklædt som magtteori.

Jeg bliver selv overrasket og stødt over at blive kaldt »hvid«. Jeg vil ikke presses ind i et sort-hvidt modsætningsforhold, jeg ikke kan identificere mig med; eller en magtanalyse, jeg ikke deler – selv om den tidligere i historien var relevant. Jeg kalder heller ikke andre mennesker for »sorte« eller »brune«. Jeg omtaler dem ved navn eller, hvis det er relevant, deres etnicitet eller nationalitet. Her er hudfarve ofte ligegyldig. Der findes f.eks. mange danskere med mørk hudfarve. Og der findes hvide afrikanere.

Men det ændrer selvfølgelig ikke på den kendsgerning, at der stadig finder diskrimination sted på grundlag af hudfarve. Så hudfarve er ikke helt ligegyldig. I Canada bruges udtrykket »synlige minoriteter« for at gøre befolkningen opmærksom på, at diskrimination fortsat er et problem. Men der er udbredt enighed om, at udtrykket en dag bør være overflødigt. Jeg tror, at mange unge danskere er tæt på det mål, fordi de har gået i skole med jævnaldrende, der ikke lignede dem selv. I fremtiden vil danskerne derfor forhåbentlig være farveblinde, men ikke farveløse.