Kulturlivet er inde i en brydningstid som aldrig før. Ikke hvad selve kunsten angår, for der har været perioder tidligere, der var lige så rige eller rigere på udvikling af nye stilarter, nye fortælleformer, nye medier. Men hvad angår selve betingelserne for at skabe og formidle og sælge kunsten på – her er alt i spil.

Det gælder musikken, hvor Spotify og YouTube er blevet de fleste lytteres foretrukne platforme. Vinylplader er for en mindre, dedikeret gruppe, CDer virker på mange, og ikke mindst unge, allerede håbløst gammeldags. Måden at få musikken ind i højtalerne og ørerne på er radikalt forandret og med det også de betingelser, som de, der skaber musikken, lever under. At blive hørt på Spotify er nok en vej til berømmelse, men ikke til penge, for et enkelt klik på et nummer udløser næsten ingen skabe. At finde en måde, så de, der skaber musikken, stadig kan leve af at skabe, er en kæmpeudfordring.

Det gælder også litteraturen, hvor e-bøger omsider synes at være på vej til et gennembrud. En e-bog koster typisk mindre end en »rigtig« bog, derfor tjenes der mindre pr. solgt bog. At opretholde en fornuftig indtjening for forfattere og forlag i en stadigt mere digital bogverden, er derfor en udfordring, og også de danske folkebiblioteker er stærkt udfordret. Når e-bøger kan lånes eller lejes for en slik, sådan som vi allerede ser det herhjemme, vil borgernes lyst til at benytte bibliotekernes digitale bogtilbud selvsagt falde. At bibliotekerne i øvrigt forgæves har forsøgt at få etableret en rimelig udlånsmodel for e-bøger, der gælder alle borgere, gør de private alternativer endnu mere attraktive. Det er selve bibliotekernes eksistensberettigelse, der står på spil.

Alligevel skal man nok være meget pessimistisk anlagt, hvis man ikke også kan se det positive i at leve i en brydningstid som den, vi lever i. Aldrig har musik været så tilgængelig. Aldrig har bøger været så tilgængelige. Aldrig har det været så let selv at komme til orde – udenom pladeselskaber og forlag. Vi lever i den kulturelt mest demokratiske tidsalder nogensinde.

Men udfordringer er der, og det er selvsagt begrænset, hvad et kulturministerium i et lille land kan stille op med en global medie- og kulturrevolution. Gangbare løsninger af teknologisk og kommerciel art må musikbranchen og bogbranchen først og fremmest selv finde. Til gengæld ville det være forkert af den grund at påstå, at Kulturministeriet er overflødiggjort. Tværtimod. Netop i en brydningstid er der brug for et kulturministerium, der hylder gamle dyder: Støtte til kunstnere, der fortjener støtte og har støtte behov. Støtte til kulturbærende institutioner. Kulturministeriets hovedopgave må, sagt på en anden måde, i endnu højere grad være at understrege, at kvalitet er vigtig. Hvis den til enhver tid siddende kulturminister forstår det og i øvrigt lader være med at spilde tid og penge på pjattede kampagner som den aktuelle Danmark Læser, vil Kulturministeriet stadig have sin berettigelse. Alternativt kan det hurtigt komme til at virke både gammeldags og overflødigt. Lidt ligesom en CD.