Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gælder det stadig bare om at erobre så meget land som muligt?

Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU

Jeg håber og tror, at du tager fuldstændig fejl, Jacob Vest (læserbrev »Nej til Cataloniens separatister« 28. jan.) Hvis f.eks. Bornholm fandt ud af, at de hellere ville tilhøre Sverige (dit eksempel), fordi de sprogligt og værdimæssigt havde mere til fælles der, håber jeg meget, at den danske regering ville være så fornuftig, at den sagde: »Værsgo«.

Hvad i alverden kommer der ud af at forbyde mennesker at føle tilhørsforhold til det ene eller andet land? Jo, der kommer utilfredshed, strejker, usammenhængende civilbefolkning, oprør og i sidste ende borgerkrig. Især når den siddende regering slår så hårdt ned på de utilfredse, som Spaniens regering har gjort.

Og til hvilket formål? Gælder det om for enhver pris at have et så stort land som muligt? Har vi ikke netop mange eksempler på, at »small is beautiful«? Ville du f.eks. hellere bo i Spanien end i »lille« Danmark? Eller i USA eller Kina for den sags skyld?

Netop i Danmark har vi et smukt eksempel på, at et land eller landsdel ikke defineres ved jorden, vi træder på, men ved menneskene. Og Sønderjyllands, efter min mening, harmoniske udvikling skyldes sikkert i stor grad, at befolkningen der selv fik lov at bestemme, hvor den ville høre til.

Ligeså Tjekkiet og Slovakiet, som pænt sagde farvel til Tjekkoslovakiet, men derved kunne bevare en indbyrdes respekt. I grel modsætning til Balkan, hvor det kom til myrderier og decideret borgerkrig. For ikke at tale om Hongkong, hvor ingen blev hørt om, hvorvidt man nu havde lyst til at tilhøre Kina, men nærmest blev solgt som kvæg!

Er vi virkelig ikke kommet videre end den gammel-imperialistiske indstilling om, at det gjaldt om at erobre så meget land som muligt?