Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Ukontrolleret gæld eller varig velfærd«. Det budskab har statsministeren turneret rundt med i valgkampen. »Det er da alligevel overraskende, at han er begyndt at gå ind for ukontrolleret gæld!«, som en bekendt kækt bemærkede.
Det valg, danskerne skal træffe på torsdag, handler rigtigt nok i høj grad om økonomi. Men det er rent spin, når statsministeren forsøger at fremstille det som om han selv er den mest ansvarlige på det område. Faktum er, at den borgerlige regerings ufinansierede skattelettelser bærer en stor del af skylden for det hul, der er opstået i dansk økonomi. Og intet mindre end grotesk at regeringen opfører sig som om den var i opposition og intet ansvar har for realiteterne. Helt galt går det når det summer med mere eller mindre udtalte krav om skattelettelser og øget brugerbetaling. Faktum er, at vi i vores plan Fair Løsning 2020 afdrager tidligere på udlandsgælden end VK lægger op til. Faktum er, at efterlønsreformen er en dyr fornøjelse på kort sigt, fordi der skal tilbagebetales milliarder af kroner til folk, der trækker sig ud af ordningen.
Det giver ikke mening at tale om økonomi uden at tale om jobskabelse. SF og Socialdemokraterne har lagt en ambitiøs plan frem, hvor vi skaber titusindvis af nye arbejdspladser ved at fremrykke offentlige investeringer, så vi kan få renoveret skoler, sygehuse og plejehjem nu, hvor der er ledige hænder til det, og ved at give virksomheder en skatterabat, hvis de investerer i nye maskiner og dermed bidrager til at sætte gang i væksten og skabe nye job.
På den måde kan vi få de ledige danskere i arbejde igen - og bemærk, at der først og fremmest er tale om private arbejdspladser. Hver gang vi får 10.000 mennesker fra passiv forsørgelse til aktiv selvforsørgelse, så giver det tre mia. kr. i statskassen. Det er altså en særdeles god forretning at sætte gang i væksten og skabe nye job i stedet for at skære ned på velfærden.
Men valget handler ikke kun om økonomi. For en god økonomi er jo ikke målet i sig selv - det er et middel til at sikre et stærkt velfærdssamfund i fremtiden. Derfor er det så paradoksalt, når de borgerlige påstår at ville fremtidssikre velfærden - ved at skære ned på de selv samme velfærdsydelser.
VKO har igennem de sidste ti år lovet guld og grønne skove, når det kommer til det danske sundhedsvæsen. Desværre er alt for få af løfterne blevet til virkelighed. Patienterne ligger stadig på gangene. Folk må stadig vente i op til halve døgn på skadestuerne. Psykisk syge får stadig langt dårligere behandling end folk med fysiske lidelser. Det vil vi gøre op med. Ved at pålægge højere afgifter på cigaretter, usunde fødevarer og dårligt arbejdsmiljø samt afskaffe skattefritagelsen for private sundhedsforsikringer skaffer SF og Socialdemokraterne i vores sundhedsplan 5,1 milliarder kroner til at forbedre sundhedssystemet for. De skal bruges til at forbedre behandlingen af kræft og andre livstruende sygdomme, hvor alt for mange i dag venter længere end de er blevet lovet, og hvor dødeligheden er højere i Danmark end i de andre nordiske lande. Det er ikke godt nok. De skal bruges til at forkorte ventetiden på skadestuerne, så man under normale omstændigheder kan forvente, at behandlingen påbegyndes inden for en halv time. De skal bruges til at skaffe flere sengepladser, så ingen skal ligge på gangene. De skal bruges til at indføre tilbud om et gratis sundhedstjek til alle borgere, når de fylder 40, 50 og 60 år, så vi kan opdage sygdomme i tide. Og de skal bruges til at anskaffe flere lægeambulancer, så borgere i udkantsområderne kan forvente hurtig akut hjælp, selvom mange får længere til den nærmeste fysiske akutmodtagelse.
Uddannelse er afgørende for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Derfor afviser vi de uddannelsesbesparelser, regeringen gennemførte i deres genopretningspakke og igangsætter i stedet en historisk satsning på uddannelse. Det er ekstra vigtigt, at mange unge tager en uddannelse nu, hvor der alligevel ikke er arbejde at få, så de til gengæld er klar til at yde en indsats på arbejdsmarkedet, når vi igen får brug for flere hænder. Vi vil beskatte bankerne, som vi har holdt hånden under mens krisen stod på, lidt hårdere, så der bliver råd til at investere to milliarder kroner i forbedringer af folkeskolen. Dermed kan vi sikre, at der højst sidder 24 elever i hver klasse, og at der indføres tolærerordninger i dansk og matematik i de første tre skoleår.
Vi vil sikre praktikpladser til de 9.000 unge der ikke kan færdiggøre deres uddannelse, fordi de mangler en praktikplads. Vi vil give ufaglærte mulighed for at uddanne sig på fuld dagpengesats i op til tre år. Vi vil have klassekvotienten ned på ungdomsuddannelserne og afskaffe den lærerfri undervisning. Og vi vil skabe flere studiepladser på de videregående uddannelser,
Vi står over for et vigtigt valg, og det er et meget klar valg: Regeringens strategi er nulvækst - vores er ny vækst og nye arbejdspladser. Løkkes bud er mere privat sundhed - vores er gratis, offentlige sygehuse i topklasse.Deres vej er besparelser på uddannelse - vores er et historisk løft. Højrefløjen har ingen grønne ambitioner - vi har en visionær klima- og miljøpolitik. VKO har haft ti år ved magten, og de er tilsyneladende løbet tør for idéer. I hvert fald har de brugt valgkampen på at kritisere vores politik i stedet for at lægge deres egne bud åbent frem. I SF tror vi på, at det kan lade sig gøre at skabe et bedre samfund.
Vi skal bygge videre på den model, som har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande - og ikke skubbe regningen over til dem, der er arbejdsløse eller nedslidte. Vi er nødt til at investere i fremtiden i stedet for evindelige nedskæringer. Vi skal bygge op - ikke rive ned.Det er som bekendt sværere at bygge et hus end at rive det ned igen. Der er ingen lette løsninger, kun hårdt arbejde. Men det kan lade sig gøre, hvis vi står sammen om Danmark.
Der er brug for friske øjne. Der er brug for forandring. Der er brug for en ny regering.