Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gaddafi får tredjepladsen

Fathi El-Abed: Den selvkørende og eskalerende arabiske revolution synes at fortsætte ufortrødent. På trods af massiv undertrykkelse fra de respektive arabiske regimer og en tøvende opbakning fra især de vestlige demokratier.

Fathi El-Abed, Mellemøst- kommentator Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den sidste måneds tid har utallige såkaldte mellemøsteksperter gjort sig selv til spåmænd (og -kvinder). Fra at afskrive muligheden for at revolutionen og trangen til at ændre regimerne og systemerne kan brede sig. Og til at tvivle på de arabiske befolkningers evne og vilje til at gennemføre forandringer.

Men vi, der har rødder i den arabiske verden, vidste fra starten, at forandringsvinden ville blæse over hele den arabiske verden. Måske ville det tage uger, en måned eller to eller et år. Men frihed og demokrati ville uden tvivl rense hele regionen fra despoterne og diktaturerne.

Mens jeg sad og så den libyske despots søn Seif Al-Eslam natten til mandag tale usammenhængende og truende, gik det op for, at det var endnu en desperat tale fra endnu et desperat regime, der forgæves kæmper for sit liv. Endnu et regime der bagatelliserer opstanden, der finder sted lige uden for deres dør. Endnu et regime der går til angreb på frihedskanalen Al-Jazeera og andre udenlandske TV-stationer.

Det libyske regime gik endda videre til at betegne frihedsheltene i Libyens anden­største by, Benghazi, som en flok stofmisbrugere, kriminelle og lejesoldater. Det ironiske er, at byen er kendt i den libyske historie som »Libyens historie-mager«. Fra selvstændighedskrigen mod den italienske kolonimagt til revolutionen i anden halvdel af 1960erne mod kongedømmet i landet - og som banede vejen for, at netop Gaddafi kom til magten i 1969.

At se Gaddafis søn gentage sig selv under sin malplacerede tale ved i ellevte time at love »reformer«, økonomisk hjælp til de trængte og mere frihed til folket, er historie i sig selv. Ikke mindst et varsel om de nye tider i Libyen og de fantastiske forandringer der nænsomt skyller over hele Mellemøsten. Det ene land efter det andet indtil samtlige arabiske regimer er faldet.

Og når Seif Al-Eslam Al-Gaddafi fremsætter trusler om, at landet vil gå fra hinanden, og at Libyens stabilitet og sikkerhed er truet uden Gaddafis regime, forsøger han på den måde at gøre sig selv og regimet til Libyens eneste redning. Regimets primitive forsøg på at advare om, at befolkningen vil vende tilbage til fattigdom og elendighed uden Gaddafi-familiens kvælertag om landet, slog fejl. Talen fik endnu flere - også i hovedstaden Tripoli - til at gå ud med krav om et regimeskifte og frihed.

På mindre end en uge ser Libyen ud til at falde i hænderne på frihedsheltene. På under en uge står Gaddafis mere end 40 års despoti for fald. Som nr. 3 af Mellemøstens skrøbelige despoter, der af folket bliver sat for døren, får han den efterhånden meget eftertragtede bronzemedalje.

Jeg kan allerede nu mærke den fantastiske duft fra Det Arabiske Forår.