Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fuglede: Dristig Trump har opnået resultater

Mens Obama foretak at indgå aftaler på det udenrigspolitiske område, har Trump haft succes med en langt mere aggressiv tilgang.

»Modsat Obama kan Trump godt lide at handle. Trump synes mere at være typen, der tænker: Jeg placerer lige en håndgranat på bordet, og så ser jeg, hvad der sker, når jeg trækker splitten ud,« skriver Mads Fuglede. Arkivfoto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Præsident Obama formulerede aldrig principperne for sin sikkerhedspolitik. Det er egentlig underligt, når man tænker på, hvor mange tanker og ord han fandt tid til at sætte på så meget andet. Men det er tydeligt, at skulle Obama have formuleret en sikkerhedspolitisk doktrin, skulle den have handlet om, at USA altid skulle være forsigtig med at lade sig forpligte udenrigspolitisk og aldrig skulle gå enegang.

Obama var så ganske i stand til at træffe dristige beslutninger som eksempelvis den mission, der ekspederede Osama bin Laden til det hinsides, men han foretrak tydeligvis tale og aftaler.

Mads Fuglede Fold sammen
Læs mere

Selv om Trump sikkert ikke har skænket det en tanke at formulere en udenrigspolitisk doktrin, som man kan bruge som en rettesnor for USAs sikkerhedspolitik i disse år, betyder det, som i Obamas tilfælde, ikke, at den ikke findes. Modsat Obama kan Trump godt lide at handle. Og modsat Obama kan Trump godt lide at gøre det uventede og se, hvad der så sker ved det.

Hvor Obama synes at forstå den internationale samtale som en, hvor han ofte tænkte: Jeg placerer lige alle disse betragtninger i rummet, så må vi tale os frem til, hvad der skal ske, synes Trump mere at være typen, der tænker: Jeg placerer lige en håndgranat på bordet, og så ser jeg, hvad der sker, når jeg trækker splitten ud.

Måske er det ikke bare sikkerhedspolitik, men al politik, som Trump møder med denne tilgang.

Minder om admiral Nelson

12 dage før slaget ved Trafalgar sendte admiral Horatio Nelson et brev til sine kaptajner, hvori han detaljeret beskrev sine forventninger og planer for slaget. Men Nelson skrev også: »Noget må overlades til tilfældet. Intet er sikkert i et søslag.«

Måske var det derfor, at Nelson angreb den numerisk overlegne spansk-franske flåde ved Trafalgar ved en uortodoks manøvre, der kunne have været fatal, hvis fjenden havde været lige så dristig som de britiske kaptajner.

Men den franske flådedoktrin var defensiv og handlede om at holde linjen og minimere skaden på egne skibe. De franske kanondæk afgav ild, når skibene rullede op, hvilket betød, at man skød efter mast og sejl på fjendens skibe for at gøre dem ude af stand til at manøvrere. Briterne skød næsten udelukkende efter skroget og for at sænke fjendens skibe - ofte ved at angribe med uventede manøvrer, så den engelske overlegenhed i kundskaben i at føre et skib og deres mere erfarne besætningers kunnen blev maksimeret.

Resultater af at ryste træet

Trump er ingen Nelson, men han har forstået, at hvis man tillader, at tilfældet spiller en rolle, kan der falde meget ned fra de træer, man ryster.

På den koreanske halvø har man fået et historisk gennembrud i forhandlingerne, fordi Trump har demonstreret en særlig evne til periodisk både at omfavne Kim Jong-un og til andre tider at love selvsamme, at han vil blive begravet i ild og aske, hvis han ikke opfører sig ordentligt. Det lyder skørt, men indtil nu har det givet resultater.

Når det handler om forholdet til Pakistan og forhandlingerne med Taliban i Afghanistan, er historien den samme. Trump gør helt uventede ting som blandt andet at fjerne den traditionelt store støtte til den pakistanske hær, og pludselig vil Taliban gerne forhandle.

På vores egne breddegrader er det tydeligt, at Trumps villighed til at ryste hele NATO-samarbejdet har givet det resultat, at vi sammen med mange andre er villige til at bidrage mere til alliancefællesskabet med amerikanerne.

Kigger vi på beslutningen om at opsige atomaftalen med Iran og den bebudede amerikanske hjemtrækning fra Syrien, viser Trump igen, at han ligner Nelson mere, end mange her i Vesten er parat til at indrømme.

Og det var trods alt Nelsons fortjeneste, at briterne overlevede krigene med Napoleon og bestod.