Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frygtens første offer er fornuften

Er det er et varsel om, at den islamistiske terror er ved at vende tilbage til sit udgangspunkt? En frygtskabende modus operandi, hvor man i ét hug skal ramme så mange uskyldige mennesker som overhovedet muligt.

»I Paris blev det de »bløde mål«, de mest sårbare dele af vort samfund. Steder hvor mennesker samles for at hygge sig og opleve såvel kulturelle- som sportsbegivenheder.« Foto fra Paris lørdag: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Going dark« er vi på vej ind i mørket. »Vi elsker døden, som I elsker livet. Vores ord har ingen effekt på jer, og derfor er vi nødt til at tale til jer i et sprog, I kan forstå. Vores ord er døde, indtil vi giver dem liv med vores blod«.

Måske ikke ordret citeret, men det var de ord, jeg associerede til, da jeg sent fredag aften hørte om de blodige begivenheder i Paris.

Ord, der blev brugt i forbindelse med den seneste store spektakulære islamistiske terrorhandling i Europa, 22. juli 2007 i London. Den kostede 52 uskyldige mennesker livet. Terroren i Paris var for mig som at høre ekkoet fra denne dødskult og dens livsforagtende udgangspunkt.

Nyhedsoverblik - Terror i Paris

Er det er et varsel om, at den islamistiske terror er ved at vende tilbage til sit udgangspunkt? En frygtskabende modus operandi, hvor man i ét hug skal ramme så mange uskyldige mennesker som overhovedet muligt, men på tider og steder, der skaber muligheder for, at medierne kan etablere »breaking news«, så rædslerne transmitteres direkte ind i vore hjem, mens de foregår. En fremgangsmåde der som dengang kan skabe et klima præget af frygt og usikkerhed. Frygtens første offer er fornuften. Det ved terrorister, og de bruger det bevidst i håbet om, at få os til at overreagerer, på en sådan måde, at terroristerne får nyt brændstof til deres ideologiske bål.

Det er åbenbart, at hver gang en terrorhændelse har fundet sted, har det medvirket til nye intensive sikkerhedsforanstaltninger, der har gjort det overordentlig vanskeligt for terroristerne at angribe lignende mål. Derfor arbejder de også efter en model kaldet »targets of opportunities«, det vil sige, at det gælder om at finde de mål, hvor der er størst sandsynlighed for succes.

Det lykkedes. I Paris blev det de »bløde mål«, de mest sårbare dele af vort samfund. Steder hvor mennesker samles for at hygge sig og opleve såvel kulturelle- som sportsbegivenheder, i cafeer, på spillesteder og på et stadion.

Islamisk Stat står bag, siger de franske myndigheder. Ikke overraskende, da IS netop er ekspert i den stærkeste form for frygtskabelse med deres halsoverskæringer, afbrænding og drukning af uskyldige ofre i levende live.

Det er selvfølgelig afgørende at vide, hvem der står bag en så grusom hændelse. Men i en efterretningsoptik er det overordentligt interessant, at det har været muligt at gennemføre ved hjælp af flere personer. En gruppe af livsforagtende individer – der uden at vække sikkerheds- og efterretningstjenesternes opmærksomhed – har kunnet gennemføre terrorhandlingerne. De væsentligt forbedrede overvågningsmuligheder burde være et stærkt bolværk mod at dette kunne lade sig gøre.

Denne tro bristede fredag aften i et inferno af brag, skud og blod.

Efter de store spektakulære angreb (New York, Madrid, London) skiftede terroristerne taktik og appellerede til deres sympatisører i den vestlige verden, om at tage sagen i egen hånd.

»Den ensomme Ulv« blev nu den største udfordring. Årsagen var den åbenbare, at han kun reagerer på sit eget tankesæt. Han kommer ikke i de kredse, som kan være genstand for en efterretningstjenestes opmærksomhed. Fremfor for alt kommunikerer han ikke med andre.

Dette står i modsætning til en gruppe af potentielle terrorister, der skal planlægge og gennemføre en terrorhandling. De har brug for at mødes. De har brug for finansiering. De har brug for at kommunikere. Summen af dette gør dem sårbare i forhold til efterretningstjenesters muligheder for at afdække dem i tide.

Paris viste det modsatte. En af årsagerne kan være Islamisk Stat dybe indsigt i og brugen af informationsteknologiens muligheder. Først og fremmest kender de dens potentiale til at propagandere, hvor de dybt professionelt bruger de sociale medier. Europol har fortalt, at Islamisk Stat og deres sympatisører i deres påvirkningspropaganda sender op til 100.000 tweets om dagen.

Værre er, at de kun kommunikerer, hvad de ønsker vi skal vide. Primært, og som nævnt propaganda for deres aktiviteter, sekundært desinformation, der får os til at reagere uhensigtsmæssigt.

Men i det øjeblik, de skal kommunikere i forbindelse med planlægning af operationer, såvel i det nære som i det fjerne, bruger man kryptografi med meget stærke ubrydelige nøgler. Det er kodesprog, som virkelig er en udfordring for de vestlige efterretningstjenester.

Det kan være den anden forklaring på en tilbagevenden til terroristernes tidligere anvendte fremgangsmåder, så der igen kan arbejdes i større enheder.

FBIs direktør, James B. Comey, har gentagne gange peget på denne trussel, senest 22. oktober i år.

I en redegørelse til Kongressen beskriver han det som »et meget presserende problem«. Han kalder det »Going dark«, altså en trussel, hvor FBI er på vej »ind i mørket«. Et mørke som er en reel blokering for FBIs muligheder for at agere professionelt både i forhold til den traditionelle kriminalitet og i forhold til den nationale sikkerhed.

Min hypotese understøttes af, at i øjeblikket søger den tyske efterretningstjeneste, Bundesnachtrichtendienst, bevillinger til ansættelse af 100 kryptografi- og netværkseksperter, der skal medvirke til at »tænde lyset« igen.

I mit tidligere virke fik jeg stor respekt for Forsvarets Efterretningstjeneste kompetencer netop i forhold til at »knække« koder. Jeg håber inderligt, at den bevilling, FE fik efter terrorhændelsen i København vil blive brugt til at »skabe lys i mørket« og dermed genetablere, et af de bolværk, der skal til for at forebygge, modvirke og forhindre terror.

Så får fornuften lov til at råde.