Søndagsberlingeren bragte 23. august et tankevækkende indlæg af Dansk Erhvervs sundhedspolitiske konsulent Katrina Feilberg, hvori et tidligere (af blandt andre os) fremsat forslag om ophævelse af monopolerne i de lægelige praksissektorer blev genfremsat. Især såede indlægget tvivl om det hensigtsmæssige i det eksisterende ydernummersystem.

Danmarks nye regering vil efter sundhedsminister Sophie Løhdes udsagn stræbe efter at skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse. En prisværdig ambition. Regeringen med sit parlamentariske grundlag er mere liberal end socialistisk. Kan dette mon få betydning for sundhedsvæsenets fremtidige organisation? Specielt for den primære sundhedstjeneste uden for sygehusene, en sektor der traditionelt har betegnet sig selv som »et liberalt erhverv«.

I mange år har der været debat om, hvor megen brugerbetaling, der bør være i den primære sundhedssektor. I dag har vi brugerbetaling i tandplejen, ved medicinkøb, psykologhjælp, kiropraktorbehandling og fysioterapi.

Brugerbetaling for lægehjælp har aldrig nydt fremme i Danmark i modsætning til de øvrige nordiske og andre lande. Brugerbetaling sker kun på frivillig basis ved at tilslutte sig sygesikringens gruppe 2-ordning, eller hvis man helt privat søger en læge. Vi har således med retten til helt gratis lægehjælp som gruppe 1-medlem af sygesikringen hos en bestemt alment praktiserende læge et totalt socialistisk system.

Ønsker en patient at søge en læge med et andet speciale, bortset fra øjen- og ørelæger, skal patienten have en henvisning fra sin alment praktiserende læge. Dette system sikrer regionerne, at man kan rationere udbuddet af lægelige ydelser, fordi antallet af både de alment praktiserende og antallet af andre speciallæger er reguleret ved det såkaldte ydernummersystem.

Det nuværende system er som beskrevet meget formynderisk for alle, der har valgt at være i gruppe 1-ordningen, hvilket er over 90 pct. af danskerne.

Der er utvivlsomt ret stor tilfredshed i den danske befolkning med det eksisterende system, men det kan jo meget vel være, fordi danskerne ikke kender til andre systemer. Rationering er i almindelighed aldrig populært i en befolkning, men hvis den skjules effektivt, accepteres den, hvilket er tilfældet med Danmarks lægerationering i den primære sundhedstjeneste. En gruppe 2-ordning for alle, med fri ret for en af sundhedsmyndighederne autoriseret speciallæge til at tilbyde enhver af landets borgere sin lægelige kunnen, ville være god liberal politik. Ubemidlede borgere bør naturligvis fortsat kunne få helt gratis lægehjælp, og for patienter med et stort behov for lægehjælp kan betalingen til lægen aftrappes således, som det i dag gøres ved et stort behov for medicinkøb.

Den eksisterende gruppe 1-ordning giver de alment praktiserende læger et fast årligt honorar for hver patient tilmeldt vedkommendes praksis. Beløbet er et slags rådighedsbeløb, men for de mange, der aldrig søger deres læger, får hverken patienter eller samfund sundhedsydelser. Måske kunne dette rådighedsbeløb anvendes bedre ved at honorere lægerne for det, de yder, og naturligvis med større ydelseshonorarer end i dag, da der bestemt ikke er grund til at forringe de praktiserende lægers økonomi. Patienternes betaling for konsultationer bør naturligvis være passende reguleret af relevante myndigheder.

Når en gruppe 2-ordning fungerer fint på tandlægeområdet, hvorfor skulle den så ikke kunne gøre det samme i den primære lægesektor? Måske ville mange flere sundhedsydelser i et frit lægemarked i den ikke-hospitalsbaserede sundhedssektor kunne finde sted udenfor hospitalerne, end den gør i dag, hvilket ville reducere de totale sundhedsudgifter for samfundet.