Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Friheden skal tilbage på dagsordenen

Ulrik Christian Boesen: Et folk på støtten. Socialismen er vejen til undertrykkelse, og hvordan vi så hurtigt har glemt, hvad der gav os friheden så få år tilbage, er mig ubegribeligt. Danskerne synes forhippede på det risikofrie samfund – vi vil åbenbart ikke længere være frie.

»Havde vi dog blot en politisk klasse, der turde tale om ægte frihed, friheden til at lykkes eller fejle – og ikke kun lommepenge til folket betalt med Saxo Banks selskabsskat – da var der måske håb for den danske folkesjæl.« Arkivfoto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er man i Danmark socialt uansvarlig, hvis man mener, at skatterne er for høje og velfærdsstaten for stor? Er man uansvarlig, hvis man mener, at vi ikke hjælper den enlige mor og hendes tre børn ved at hæve deres kontanthjælp? Er man uansvarlig, hvis man mener ,at den store lighed i Danmark er skadelig for vores konkurrenceevne og fremtidige velstand?

En gennemsnitlig dansker kunne meget vel besvare disse spørgsmål med et rungende ja! Svaret er imidlertid og naturligvis nej! Det er ikke desto mindre holdningen hos store dele af danskerne og således også hos store dele af politikerne, at samfundets opgave netop består i at sikre øget lighed. Det var næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk.

Godt nok har regeringen fremlagt en fornuftig plan med en række sunde forslag, der kan hjælpe dansk økonomi og den fremtidige vækst – skattelettelser er sunde, men der er imidlertid stadig for stort økonomisk ansvar placeret i ministerierne. Der er stadig en arrogant holdning på Christiansborg, der resulterer i forsøg på at planlægge økonomien og regulere danskernes opførsel.

Politikerne og ikke mindst danskerne må forstå, at det er dybt uansvarligt, at vi betaler folk for ikke at gå på arbejde. Det er dybt uansvarligt, at vi begrænser menneskets fremdrift ved vores massive statsapparat og det er ikke mindst dybt uansvarligt, at vi fremhæver ligheden som et positivt begreb.

Det farligste ved de offentlige støtteydelser er den omvendte moral, den pålægger de berørte parter. Vi begynder at tro, at privat ejendomsret er noget vi kan stemme om, og at modstandere af fælleseje er umoralske og egoistiske. Vi begynder at tro, at hårdt arbejde skal straffes og at statsmagtens magtmonopol kan bruges i flæng til dette formål. Det bør være normen, at statens midler bruges til at beskytte vores negative frihedsrettigheder, og vi bør aldrig begynde at tale om velfærdsrettigheder – retten til bolig, indkomst, børnefødselsdage osv.

Selvom de fleste belejligt har glemt det, så er den danske stat og vores frihed bygget på Grundloven, der blev skabt af en bevægelse, som ønskede frihed og velstand. Det er disse mænd, vi bør hylde ved at holde den private ejendomsret i højeste ære. Lighedsfacismen er ond, da den frarøver os frihed og velstand – den fordrejer moral og ødelægger mennesker.

Grundtvig sagde (Danskeren, 1848, HGS II, s. 177): Nu, herimod, da vi er alle Syndere, maa det naturligvis blive splittergalt, naar vi alle behandles som Dydsmønstre, og det af folk, der selv er Syndere og tit nogle af de Groveste, saa enhver Øvrighed, der vil træde i forsynets Sted og lære Vorherre, hvordan Han skulde skiftet Lod og Lykke, saa det gik ligeligt til, den maa nødvendig ikke blot beskæmme sig selv og begaae himmelraabende Uretfærdighed, men, standses den ikke snart i Farten, giøre alle baade Rige og Fattige grændseløs ulykkelige.

Et glimrende eksempel på dette er statens indvirkning på velgørenhed. Dette forklares ved, punkt 1, at staten tager alle de penge, vi havde til rådighed til gode formål, hvilket udkonkurrerer privat velgørenhed. Punkt 2, statens ydelser er ineffektive, da de ikke baserer sig på markedskræfterne. Privat velgørenhed, som ikke er gavnende, ville omvendt lynhurtigt falde sammen. Hvorfor tillades denne ansvarsfralæggelse i Danmark? Er danskerne blevet ligeglade – eller vil vi kun være gavmilde for andres penge?

Samtidig ender den gavmilde tanke bag offentlige ydelser oftest med at indskrænke voksne menneskers frihed i solidaritetens navn. Når vi betaler til alles sundhed, da kræver staten også, at vi alle lever sundt. Det udmunder sig i kaskader af forbud og afgifter. Den alvidende politiker menes at vide bedre. Vi synes at tro, at det offentlige er hævet over almindelige mennesker og derfor italesættes staten som en overmenneskelig kraft, der kan ordne menneskets problemer. Vi glemmer bare, at statsapparatet blot er almindelige mennesker, der varetager danskernes skattekroner.

Denne glorificering af staten kan skyldes, at staten har gjort sig selv til den gavmilde giver af offentlige ydelser – den deler ud af andres penge, og politikerne tager gladeligt æren. Senest i rækken er den siddende regering, som lader sig hylde for at fjerne starthjælpen – denne arrogance er skræmmende. Uden større respekt for den private ejendomsret, da får vi den planlagte økonomi – den socalistiske økonomi. Men økonomien kan ikke planlægges – den må trives eller ændre sig selv på markedsvilkår. Det er den eneste holdbare metode for menneskelig interaktion, den eneste måde at sikre holdbar vækst. Det er derfor, den altid vinder – vores samfund er udviklet af de frie markedskræfter og uden dem kan vi ikke holde os gående.

Jeg er bekymret for Danmark. Vi synes alt for forhippede på ligheden og retten til andres ejendom. Selv de borgerlig partier tør ikke sige, hvad de ved er sandt. Kontanthjælpen skader mennesker og økonomien, SUen skader mennesker og økonomien, ligheden skader mennesker og økonomien – kort sagt: offentlige ydelser skader menneskets moral og vores fremtidige velstand. Socialismen er vejen til undertrykkelse, og hvordan vi så hurtigt har glemt, hvad der gav os friheden så få år tilbage, er mig ubegribeligt. Danskerne synes forhippede på det risikofrie samfund – vi vil åbenbart ikke længere være frie. Jeg kan garantere jer, at turen kommer til alkohol, når cigaretterne er taget af hylderne, da det eneste, der tæller på Christiansborg, er gennemsnitsalder.

Det er naivt at tro, at alle fremtidige farer er udslettet – det er naivt at tro på det evigt gode i politikere.

Havde vi dog blot en politisk klasse, der turde tale om ægte frihed, friheden til at lykkes eller fejle – og ikke kun lommepenge til folket betalt med Saxo Banks selskabsskat – da var der måske håb for den danske folkesjæl.