Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frihed og kirkeklokker

Englænderne skal snart stemme om deres fortsatte tilknytning til EU, jeg håber, at briterne stemmer sig ud af EU.

Søren Hviid Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Man kan roligt antyde, at Berlingske er kommet i vælten. For nogle uger siden skrev en ung liberalistisk blogger fra Ekstra Bladet, Rasmus Brygger, et harmdirrende brev til Berlingskes chefer, hvor han plæderede for, at man burde censurere Berlingskes egne bloggere, fordi de var for islamkritiske. Det var ikke godt for den gode stemning, at man lod bloggere, der var for kritiske i forhold til islam, komme til orde. I sidste uge var det så Marlene Wind, der også gerne vil være redaktør af Berlingske. Nu var problemet, at Berlingske og avisens bloggere var for EU-kritiske, ja, der var næsten tale om mobning af EU! Der er i sandhed tale om en kulturkamp, hvor alle midler tages i brug for at lukke munden på ens politiske modstandere! Bloggere der gerne vil fastholde Danmark dansk, og Danmark som en suveræn nation, forsøges enten censureret eller anklages for mobning eller det, der er værre. Det må åbenbart provokere det kulturradikale parnas, hvad enten det kommer i en liberalistisk eller radikal aftapning, så meget, at man i disse år oplever en selvbevidst nationalkonservatisme, der gerne vil Danmark det bedste, og derfor gerne vil fastholde det danske som den bærende identitet i Danmark.

 

Jeg er så heldig at bo i nærheden af en kirke, der slår hver time. Det er som regel noget af det første, jeg hører om morgenen, og noget af det sidste, jeg hører om aftenen, inden jeg falder i søvn. Der er noget betryggende over både at blive vækket og falde i søvn til disse kirkeklokker. Her bliver jeg mindet om den frihed, vi nyder i Danmark, den frihed der er et resultat af vor kristne arv og tro. Kristendom og nation, to ting der hænger uløseligt sammen for enhver indfødt dansker. Det er netop denne stærke forbindelse mellem nation og kristendom, der provokerer vor tids apologeter for henholdsvis et multikulturelt Danmark, og et Danmark der ikke mere skal betragtes som en suveræn nation, men derimod skal finde sig i at være et vedhæng til et tysk domineret EU.

 

Rundt omkring i Europa oplever vi den samme kulturkamp, kampen mellem de oprindelige europæiske befolkningers traditioner og kærlighed til fædrelandet over for dem, der ønsker liberalisme og EU. Englænderne skal snart stemme om deres fortsatte tilknytning til EU, jeg håber, at briterne stemmer sig ud af EU. Samtidig er London blevet overtaget af en muslimsk borgmester, den by som i århundreder har symboliseret en særegen symbiose mellem engelsk kristendom og vestlig frihed. Nu kører de røde dobbeltdækkere rundt med muslimske slagord i Londons stræder! I Danmark og Europa udkæmpes en kamp mellem dem af os, der gerne vil fastholde en national særegen identitet, der hviler på kristendom og national suverænitet, over for dem, der vil samfund præget af liberal pluralisme og overstatsligt samarbejde, der langsomt, men sikkert kvæler national selvbestemmelse.

 

Stadigvæk er det forhåbentlig sådan, at jeg og mine børn i fremtiden kan vågne og falde i søvn til kirkeklokkers klang og ikke til en imam, der kalder til bøn for en anden gud i et land, der ikke mere er herre i eget hus, men prisgivet EU og tyskerne!