Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frihandel fremmer freden, ikke EU

Fri handel mellem lande giver mindre krig, og det fremføres ofte, at det dermed er EU, der har sikret freden i Europa. Det er der en kerne af sandhed i, men det er også en voldsom tilsnigelse.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere

Mens briterne synes på vej til at forlade EU, og det knager i relationerne i dele af Syd- og Centraleuropa, hører man det ofte brugt som et argument for at holde sammen på unionen, at det er den, der har sikret freden siden Anden Verdenskrig. Men det er kun en halv sandhed.

Den sande halvdel er, at den store, altovervejende frie, samhandel mellem de europæiske nationer givetvis har været med til at sikre freden imellem dem.

Påstanden om, at lande, der handler sammen, ikke dræber hinanden, har været kendt i århundreder og er ikke mindst associeret med den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). Han argumenterede, at »handlens ånd« er uforenelig med krig, og at denne over tid vil forankre sig i enhver nation. Den simple logik er, at har man fordele af at handle med nogen, er det alt andet lige dumt at slå vedkommende ihjel, og at desto mere man handler sammen, desto mere vil man indse det.

Det passede fint i forhold til klassiske økonomer som Adam Smith (1723-1790) og David Ricardo (1772-1823), der på hver deres måde argumenterede, at der er velfærdsfordele for alle implicerede ved, at man specialiserer sig i det, man er bedst til, og derefter bytter sig til det, man er mindre god til. En senere tids økonomer sammenfattede ræsonnementet som »når varer ikke krydser grænser, vil soldater gøre det.«

Det er imidlertid ikke selve mængden af handel mellem to eller flere lande, der er godt for freden. Der er masser af historiske eksempler på imperier (f.eks. Storbritannien, Spanien, Portugal, Frankrig, Tyskland, Holland), der har erobret eller domineret andre uden, at det har bidraget til freden, snarere tværtimod. Det er, som vist af samfundsforskere i nutiden, snarere den frie handel mellem lande, der understøtter freden. Bl.a. har professoren Patrick J. McDonald  fra University of Texas i en artikel fra 2004 vist, at højere grad af fri handel mellem nationer reducerer sandsynligheden for krig imellem dem, og at netop fraværet af fri handel kan forklare fremkomsten af Første Verdenskrig.

Professor Erik Gartzke fra University of California har i flere studier undersøgt, hvilke faktorer der i nyere tid mest har fremmet eller hæmmet større, militære konflikter mellem lande. Gartzke finder, at mere demokrati, større geografiske afstande, højere velstandsniveau og stærkere alliancer alle synes at mindske risikoen for konflikter, men det er for alvor mere fri handel, der spiller en rolle. Rigere og økonomisk friere lande kommer sjældnere i konflikt. Når det sidste tages med, bliver f.eks. demokrati og EU-medlemskab statistisk ligegyldige.

»Et Europa, hvor man handler meget sammen, er bedre for freden end det modsatte.«


Så alt andet lige er det plausibelt, at et Europa, hvor man handler meget sammen, er bedre for freden end det modsatte. Men påstanden om EUs fredsskabende effekt halter, når man gør forklaringen synonym med selve medlemskabet af EU.

Freden i Europa har – med undtagelse af Den Kolde Krig og borgerkrigene på Balkan – varet siden Anden Verdenskrig. EU derimod har i sin nuværende unionsform kun eksisteret siden Maastricht-traktaten fra 1992 og i en tættere union sågar kun siden Lissabon-traktaten fra 2007. Den foregående konstruktion, De Europæiske Fællesskaber, var et langt løsere samarbejde mellem suveræne nationer, etableret ved Rom-traktaten i 1957. Den egentlige union, som Storbritannien ønsker at forlade, og som mange andre er kritiske overfor, har med andre ord kun eksisteret i godt en tredjedel af perioden siden Anden Verdenskrig, og i størstedelen af tiden har kun et mindretal af de nuværende medlemslande været med.

Den fredsskabende effekt af europæisk samhandel synes således også at gælde uden den politiske og økonomisk-monetære union – f.eks. for de lande, der som Norge og Schweiz har den ene eller anden slags handelsaftaler med EU – ligesom det vil kunne gælde et Storbritannien med en frihandelsaftale med EU. Den politiske overbygning, den monetære union og den eskalerende harmonisering af stort og småt, som mange i dag associerer med EU, har i hvert fald ikke været det, der har sikret freden.

Skal forklaringen på den europæiske fred lægges på et formelt samarbejde, må den vestlige forsvarsalliance NATO nok antages også at have bidraget en kende siden etableringen i 1949.

Så det korte af det lange er, at den nære handel mellem mange europæiske lande givetvis er med til at gøre Europa mere fredeligt, men det forudsætter ikke den politisk-monetære union. Og i det omfang EU i stigende grad bliver et »Fort Europa«, der opbygger toldmure mod omverdenen, eller involveres i handelskrige med USA eller Kina, vil det kunne skade alle parter og freden.