Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fri mig for TV 2s speltbolle-journalistik

Når TV 2 i programmet »På røven i Nakskov« udstiller mennesker som sølle stakler, der ikke kan tage vare på sig selv og i en udsat situation, fordi de har valgt at bosætte sig i Nakskov, så bliver jeg mildest talt forarget over, hvor langt der er fra top til bund i vores lille land.

Maria Annemone Kongstad, studerende på kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde, Aalborg Universitet Fold sammen
Læs mere

Jeg er vokset op på Lolland i Maribo. En smuk by med udsigt til vand, natur og blå himmel. Jeg har fået en uddannelse, et arbejde og bor nu i København. Men jeg har også haft en far, som levede et hårdt liv på Lolland, og som man nok i dag ville kalde socialt udsat. Men der hører meget mere til Lolland end historien om socialt udsatte. Derfor bliver jeg træt, når et program som »På røven i Nakskov« bærer så tydeligt præg af at være blevet lavet af journalister, der til daglig står klar med hjemmelavede kanelsnegle og speltboller til børnene, og som aldrig før har prøvet at sætte deres ben uden for storbyen eller kender noget som helst til socialt udsatte – andet end hvad de har kunnet læse sig til i en bog eller en statistik.

Deres kunstneriske latterliggørelse af Nakskov er netop medvirkende til, at ingen ressourcestærke vil flytte dertil. Jeg havde også planer om at flytte til Lolland, når jeg engang fik børn, så de kunne få plads til at lege ude og lære om naturen. Men sådan som Lolland udstilles i dag, gør jeg det nok ikke, og der er mange i min omgangskreds, der tænker det samme. Argumentet for programmet lyder gang på gang fra TV 2s redaktør Mikkel Dyrting, at det skal lægge op til en debat, om »det er det Danmark, vi vil have«, hvor han refererer til et land med socialt udsatte borgere.

Jeg kan meget hurtigt svare klart »nej«, og det tror jeg, at alle danskere kan, når de har set, hvordan han og TV 2 udstiller deltagerne i programmet. Jeg vælger at kalde det for et program, fordi jeg nægter at kalde en udsendelse med så tydelig en journalistisk vinkling for en dokumentar.

Programmet minder mest af alt om den engelske serie »Benefits Street« om en gade, hvor alle personer er på overførselsindkomst og udstilles som afvigende karakterer, hvis adfærd latterliggøres og fremstilles som underholdning. Deltagerne i serien er blevet en form for reality-stjerner, og tilrettelæggerne er flere gange blevet beskyldt for at lave fattigdoms-porno, hvilket også er et udtryk som dagbladet BTs anmelder har brugt om »På røven – i Nakskov«.

Mikkel Dyrtings argument om, at der er flest personer på overførselsindkomster på Lolland ifølge statistikkerne, er jeg træt af at høre på. Det er meget muligt, at han har fundet en statistik, som viser det. Men hjemløsheden er højest i København, Aarhus og Odense, og fattigdommen er højest i København og Albertslund, så faktisk kunne journalisterne bare være blevet hjemme i deres egne trygge hjem og bage speltboller i stedet for at udstille Nakskov som et sted fuld af sociale tabere.

Samtidig lyder Mikkel Dyrtings argument for at udstille Nakskov som et opholdssted for socialt udsatte, at en fjerdedel af folk bosat på Lolland er på overførselsindkomst. Men det er ikke et argument i sig selv, for man er ikke socialt udsat, bare fordi man er på overførselsindkomst, og tre fjerdedele af befolkningen på Lolland lever et ganske normalt liv. Men det er sikkert ikke noget, man kan se, når man kommer fra en kernefamilie i storbyen.

Jeg mener ikke, at vi skal ignore problemerne på Lolland og andre steder, Men jeg finder, at det er et symptom på ulighed i vores samfund, og det hjælper ikke at stigmatisere en gruppe mennesker i et lokalområde som socialt udsat.

Mikkel Dyrting og co. har sikkert haft »Benefits Street« som koncept i tankerne, da de fik den lyse idé at tage til Nakskov. Her måtte de kunne finde borgere, som ville passe ind i konceptet. Men det lykkedes dem ikke rigtigt. De medvirkende er i nogle uheldige og svære situationer, der gør, at de er havnet i sociale og økonomiske problemer, som de er i gang med at kæmpe sig ud af. Men i kraft af mine egne oplevelser med udsatte på Lolland mener jeg virkelig ikke, at en mor med fuldtidsjob og en familie ramt af sygdom er socialt udsat.

Programmet skræmmer mig, når en kvinde med fast job og tre børn, hvoraf to har gennemført en videregående uddannelse, og en af dem på 14 år er blevet tidlig mor, udstilles som ressourcesvag og en, som ikke kan tage vare på sig selv. I udsendelsen fremstilles det, som om hun får tvangsfjernet sit barn, hvilket efter loven slet ikke kan lade sig gøre, men det fremgår ikke af programmet. Derfor virker det på mig, som om den journalistiske vinkel om, at være en stakkels udsat i udkantsdanmark er prioriteret fremfor den virkelige historie. For mig at se handler det om en ressourcestærk mor, der kæmper imod den sociale lovgivning i Danmark, og det har intet at gøre med at være udsat, ressourcesvag eller at komme fra Nakskov, tværtimod.

Det skræmmer mig også når en mand, der blevet syg af en diskusprolaps, og en kvinde, som har fået en depression, udstilles som socialt udsatte eller ressourcesvage. Det vises også tydeligt i programmet, at de har økonomiske problemer, men at de alligevel formår at holde gang i hverdagen og deltage i aktivering. For mig er de mennesker, der er havnet i en ulykkelig situation, som de er på vej ud af. Det kunne ske for enhver, også andre steder end i Nakskov.

Jeg ser deltagerne i »På røven i Nakskov« som mennesker, der kæmper for at få det bedre, og jeg mener faktisk, at vi kan være stolte af, at vi har et sikkerhedsnet til at samle mennesker op, når de kommer til skade med en diskusprolaps eller får en depression.

Speltbolle-journalisterne er et symptom på et større problem. Nemlig den voksende ulighed i vores samfund. Journalisterne forsøger at trække et koncept ned over hovedet på virkeligheden og stigmatisere deltagerne som nogen, der er med i et reality-program, og nogen, man kan grine ad. Man ser i programmet glimt af deltagernes stærke sider, men fokus ligger på, at de er »på røven i Nakskov«. Det er tydeligt at Mikkel Dyrting og co. ikke har været interesseret i at vise problemerne objektivt og kompleksiteten i lovgivningen. Sociale problemer er ikke noget, der kan forklares så forsimplet, som programmet forsøger, og derfor ender det med at stemple deltagerne.

Et godt råd til Mikkel Dyrting: Tag imod den kritik, du får, i form af positive historier om Lolland i stedet for at gå i forsvar, og ansæt nogle journalister, der ikke kommer fra et middelklasse speltbolle-hjem, og som forstår udsathed og udkantsdanmark lidt bedre.