Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fri mig for frisindet

Søren Hviid Pedersen: »Et menneske, der ikke kan skamme sig, er et menneske uden moral og anstændighed. Det er et menneske som, i pubertær selvtilstrækkelighed, kun har ét mål, nemlig at realisere sig selv, vise sig frem som et såkaldt frit og tolerant menneske.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg så også dokumentaren om Christianias børn, de børn, der blev ofret af deres forældre, fordi disse forældre skulle forfølge en abstraktion. En abstraktion om frisind og frigørelse, men i kølvandet på frisind og frigørelse er der kun ulykke og svigt. Alt dette blev, kan man sige, desværre meget fint dokumenteret i udsendelsen om de nu voksne efterkommere af de første generationer af christianitter. Mange af disse nu voksne børn udtrykte alle en følelse af omsorgssvigt og mangel på engagement fra forældrenes side. For forældrene havde »selvfølgelig« ikke tid til noget så borgerligt som et trygt familieliv fyldt med forpligtelse, ansvar og kærlighed til børnene. Næ nej, alt dette var bare noget, der forhindrede forældrenes selvrealisering og frigørelse.

Det nye »Christiania-menneske« skulle være et menneske, der var frit og frisindet og ikke bundet af normer, traditioner og konkrete forpligtelser over for ens nærmeste. Men så bliver frihed og frisind en ideologi, en ide abstraheret fra den konkrete virkelighed, med konkrete mennesker, og ud fra denne abstraktion ofrer vi gerne vores konkrete næste og de mest sårbare, vore børn og familie. Intet skal hindre individet i dets udfoldelsesmuligheder er denne ideologis mantra.

Bag dette ideologiske krav om frisind ligger narcissisme og egoisme. En egoisme der destruerer vore forpligtelser over for vores nærmeste, vores børn og vores familie. Frisind bliver også til intolerance, netop fordi frisind signalerer frisættelse og frihed for den enkelte. Men frisind er uforpligtende og derfor kærlighedsløst. Kærlighed er forpligtelse og accept af familien som normsættende for det enkeltes menneskes adfærd. Når frisindet slippes løs, er det et monster, der fordærver og ødelægger familie, børn og til sidst en selv. For frisindet og frigørelsen opløser nemlig det allervæsentligste ved menneskelivet. Det opløser nemlig følelsen af ansvar og forpligtelse over for andre mennesker.

Hele vor vestlige civilisation, og den danske kultur, er bygget på respekten for vor næste. Kristendommens næstekærlighedsbud er forudsætningen for enhver etik og samfundsmoral. Når man taler om frisind og frigørelse taler man kristendommen midt imod, og når man taler kristendommen midt imod, fjerner man ethvert hensyn til ens næste. Uden forpligtelse til at være vor næstes vogter bliver tilværelsen kold og kærlighedsløs. Det var nemlig det, børnene på Christiania oplevede i deres barndom. Her herskede frisindets følelseskulde og kærlighedsløshed, her var tilbedelsen af det enkelte menneske og dets frigørelse. Vejen til helvede er brolagt med frisind, frigørelse og samfund som Christiania. Det eneste gode ved Christiania er, at dette eksperiment har vist os, at frisindets ideologi er en stor fejltagelse, og at der i denne fejlslagne ideologis kølvand kun findes ulykkelige menneskeskæbner.