Forskerfrihed

Og om forholdet mellem fri forskning og strategisk forskning til stadighed er det rigtige. Et faktum er det, at den frie forskning er trængt i Danmark, fordi politikerne i højere grad prioriterer udvalgte, strategiske forskningsområder. Det bekymrer forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen fra Novo Nordisk, mens videnskabsministeren udtaler, at der er rigeligt af den frie forskning og bakkes op af bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen fra Danfoss.

Vores uenighed bunder formodentlig i en fundamentalt forskellig opfattelse af, hvad fri forskning er. I international terminologi, herunder den europæiske, er fri forskning metodefrihed, publikationsfrihed og mest af alt emnefrihed. I 1993 blev emnefriheden reduceret ganske voldsomt i en ny universitetslov. Forskerne beholdt publikationsfriheden og retten til at vælge metode. Denne stramme regel blev blødt lidt op med den nye universitetslov fra 2003, hvor forskerne 'har fået lov' til at hellige sig eget emne, hvis tiden tillader det. Samme universitetslov fra 2003 indførte det, man i nysprog kalder selvstyre, hvilket betyder, at universiteterne i langt højere grad end tidligere bliver detailstyret centralt fra via udviklingskontrakter, samtidig med at universiteter, fakulteter og institutter skal udarbejde detaljerede strategiplaner, hvor de prioriterer indsatsen.

Inden for de sidste årtier er der sket en markant ændring af forskningsfinansieringen. I begyndelsen af firserne var mere end firs procent af universitetsforskningen baseret på basismidler. Midler der stod til rådighed for universitetets forskning, hvilket gav en frihed til at manøvrere og en vis mulighed for, at forskerne ved universiteterne kunne hellige sig langsigtet forskning, baseret på egen viden, kunnen, nysgerrighed og originalitet. Siden er en stadig større andel af forskningsfinansieringen blevet såkaldt konkurrenceudsat, hvilket betyder, at forskerne i stadig højere grad skal søge om penge eksternt til deres forskning.

Men er det ikke fornuftigt, at politikerne og dele af erhvervslivet i en presset situation vil satse på det sikre med mere strategisk forskning og hurtig faktura på bundlinjen?

Nej, det mener vi ikke. Og årsagen er, at den form for fakturatænkning meget let kan være en forkert prioritering. Hvis vi tilskynder forskere til at bevæge sig i samme retning, så siger det sig selv, at uanset hvor sofistikerede redskaber, de har, så er risikoen for, at de finder noget, der ligner de andres, meget stor. Faktura er ikke kun hurtig profit. Først og fremmest er det faktura, at Danmark opdyrker generationer af nysgerrige, drøndygtige forskere, der med frie rammer helt sikkert før eller siden vil ramme plet og give ny indsigt. Spørgsmåler er ikke, om vi har råd til den frie forskning, men har vi råd til at lade være? Vi tør godt svare med et rungende nej.