Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fremtidens kirke i København

Peter Skov-Jakobsen: Kirkerne bliver brugt som aldrig før og så idérigt som aldrig før. Men det ændrer ikke ved, at vi har for mange af dem. Hvor længe skal vi tale om det København, som var, og ikke det København, som er på vej?

Tiden er løbet fra,at sidde og vente på, at nogen (andre) tager affære eller lade sig rive med af sentimentalt raseri over, at verden ser anderledes ud. København har forandret sig, og derfor er det også på tide, at der tænkes nyt i forhold til byens kirker – og antallet af dem. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folkekirken i København oplever i disse år en medlemsfremgang. Flere unge vil konfirmeres, kirkerne bliver brugt som aldrig før, og der udfoldes idérigdom. Men det ændrer ikke på, at vi har for mange kirker. Nu gælder det om at samle kræfterne.

I København har vi leget gemmeleg i mange år. Vi ville ikke vide af virkeligheden, nemlig at 350.000 mennesker forlod hovedstaden mellem 1960 og 1990. Det er flere, end der bor i Aarhus i dag. De flyttede ikke så langt væk. For de flestes vedkommende kom de til at bo i det, der er Helsingør Stift. Her har man bygget 44 kirker siden 1960.

Vi dispenserede for udvandringen ved blot at synge og tale højere og i øvrigt tillægge os et tabu: En kirke må ikke lukke! Heller ikke selv om der de fleste steder i hovedstaden kun er ti minutters gang til nabokirken.

Der skete også noget andet i perioden. Byen forandrede sig. Nye borgere flyttede til. Mange af de nye borgere er muslimer og kan derfor ikke stille meget op med en folkekirke. Der var også flere, der meldte sig ud, og færre der fik børnene døbt. I dag er vi knap 60 procent, der er medlemmer i Københavns og Frederiksberg kommuner.

København har forandret sig. Engang var det en fattig by med mange mennesker i små lejligheder og en by, hvor mennesker var bundet til deres kvarter. Nu er det landets unge by med mange singler og mennesker der flytter hele tiden. En by med det højeste gennemsnit med hensyn til uddannelse og indkomst.

Heldigvis er mennesker nu på vej tilbage til byen, men selvfølgelig ikke til den by, der var, men den by som udvikler sig i nye kvarterer: Sydhavn, Ørestad og snart Nordhavn, hvor man derfor planlægger at opføre nye kirker.

Folkekirken i København oplever således i disse år en medlemsfremgang – ca. 10.000 siden 2009 – vi er nu »kun« 200.000 »nede« i forhold til de 890.000, der boede i byen i 1960. I slutningen af 2020erne vil København formentlig have ca. 850.000 indbyggere.

Men de lejligheder, som tidligere husede en hel familie med bedsteforældre, forældre og en stor håndfuld børn, bliver nu brugt af en person – måske to. Og ejendommene har ikke længere første, anden og tredje baggård, men – måske – et gårdhus tilbage for de virkelig heldige.

Virkeligheden kan man godt lukke øjnene for, men den forsvinder ikke. Hvor længe kan man undlade at tage ansvar? I hvor lang tid skal man tale om det København, som var, og ikke det København, der er på vej?

Skal folkekirken sidde indadvendt og vente på, at der etableres lovgivning, eller skal man erkende, at lovgivning også beror på erfaring af, at noget skal ændres, fordi der sker noget i samfundet, som aldrig tidligere er sket?

I fremtiden vil man undre sig over, hvad det var, der krampagtigt fik os til at holde fast ved bygninger, når byen var fyldt med opgaver for en fleksibel og nærværende folkekirke.

Det handler ikke om at sidde og vente på, at nogen (andre) tager ansvar. Eller lade sig køre rundt af sentimentalitet og rase over, at verden ser anderledes ud.

Virkeligheden forsvinder ikke af, at vi skændes om, hvilke kirker der skal tages ud af brug.

Der er ikke blevet peget på én eneste kirke, hvor kirkeligheden ikke var svag – for de flestes vedkommende endog meget svag. Der er ikke blevet peget på én kirke, hvor et samarbejde med naboerne ikke ville fremme det kirkelige liv væsentligt.

Vi har talt om kirkestruktur i København i mange år. Det har ikke foranlediget noget embedsværk til at tage affære, og embedsværk kan ellers godt tælle og måle.

et er ikke en bebrejdelse, der nu lyder fra mig mod ministerium eller politikere. Vi har et særligt forhold mellem kirke og stat i dette land. Resultatet af dette forhold kalder vi »folkekirken«. Det er ikke en statskirke. En statskirke havde stået der med sine beregninger og sine bureaukratiske krav. Hos os balancerer vi hårfint hele tiden, og systemet fungerer kun, fordi ministerium og folketingspolitikere, som er kirkens højeste lovgivende forsamling, tager hensyn til det liv, der udfolder sig i menighederne. Landet er ikke større, end at vi godt kan lytte os til, hvad der sker, for menighedsrådsmedlemmer, præster, provster og biskopper udtrykker også hele tiden stemningerne.

Jeg er glad for at leve i et system, hvor politikere og embedsværk lytter til dem, der ved besked med den daglige drift og har tillid til, at hvis tilværelsen byder på nye vilkår, så handler man i forlængelse af den tradition, der allerede findes.

Det er præcis, hvad vi har gjort i København. Biskoppen kan rådgive kirkeministeren om, hvilke sogne der skal opløses eller ej. I dag kan intet embede tage sådan en beslutning uden at rådføre sig med relevante diskussionspartnere.

I København har stiftsrådet i årtier drøftet strukturen i stiftet. Provsterne, provstiudvalgene, budgetudvalget og menighedsrådene har været med. Alle kompetente råd har været inddraget. Vi har også erkendt, at det enkelte menighedsråd ikke selv kunne opgive sin kirke. Det er nok også for meget forlangt. Der er noget suicidalt ved at opgive sin kirke, det er derfor stiftrådet og jeg i fællesskab har påtaget os opgaven.

Der er meget på spil i denne proces. Det vil nemlig også vise sig, om folkekirken stadig er en folkekirke, eller om den er en statskirke.

Derfor håber jeg, at vores arbejde accepteres som en folkekirkelig måde at få en strukturproces i mål.

Hvis det ikke bliver tilfældet, har vi et problem. Så er vi på vej væk fra vores tradition om skønsomhed og tålsomhed mellem kirke og stat. Det er et spørgsmål om folkekirke eller statskirke.