Så landede endnu en bredside mod det danske uddannelsessystem. Denne gang med RUC og ikke mindst RUCs rektor som særlig udvalgt modtager.

Efter at have læst RUC-rektor Hanne Leth Andersens (HLA) kommentar i Berlingske 23. september, »Motivation skaber store resultater«, gik mandagens kronikør, overlæge og forfatter, Steffen Jacobsen, først »ud fra, at der var tale om en komisk tale til årets revy på Blaagaards Seminarium«, og dernæst, efter at have læst færdig, blev han »grebet af den dybeste forstemthed«.

Vi kan nok ikke kurere kronikørens forstemthed. Til gengæld vil vi forsøge at rette op på de mange vildfarelser, der følger af Steffen Jacobsens (SJ) nedladende og uinformerede kronik om RUC. Men vigtigere endnu vil vi rette op på vildfarelserne om det emne, det hele drejer sig om, nemlig hvad god undervisning på vores universiteter i dag kræver, indebærer og omhandler, og hvordan vores universiteter i dag producerer dygtige kandidater.

For ikke så længe siden besøgte en af denne kommentars forfattere Stanford Universitet i USA. Vi var en lille delegation fra Danmark, og alle var meget spændt på at høre hvilke tanker, der rørte sig på et af verdens såkaldte Golden League universiteter.

Hvad var nøglen mon til »outstanding learning and teaching«? Såmænd gruppearbejde, projektarbejde og et fokus på feedback frem for karakterer. Dog ikke, som kronikøren forestiller sig, som noget der står i modsætning til høj faglighed, men som vejen dertil og forudsætningen herfor.

Som mangeårige undervisere på RUC og andre universiteter, men også som tidligere ansatte i det danske erhvervsliv, genkender vi ikke de billeder, kronikøren tegner, og de virker højst ensporede og besynderlige. Ikke mindst ideen om, at RUC-kandidater ikke er velansete. I hvert fald fortæller de faktiske tal for vores studerende inden for f.eks. humaniora en ganske anden historie.

Når vi sidder i et fly, når vi er i krig, når vi går til lægen eller skal opereres, ønsker vi så ikke, ja, forventer og kræver vi ikke, at personen, vi sætter vores lid til, er faglig kompetent? Jo vist. Men følger heraf, som kronikøren påstår, at al form for kompetence og dygtighed så bygger på udenadslære og en evne til at parere ordrer? Og vigtigere endnu, følger heraf, at forbehold overfor udenadslære, fokus på gruppearbejde og prioritering af kritisk, selvstændig tænkning er det samme som at fravælge dygtige studerende, ja er en »sygeliggørelse af flid og dygtighed«? Naturligvis ikke.

RUC – vi har et (stort) problem

Hvad der følger heraf, er i stedet en opmærksomhed på det samfund, danske universiteter i dag er en del af, og hvor der ikke alene er voksende brug for mange forskellige former for dygtighed og kompetence, men også voksende brug for at gøre flere studerende end tidligere engagerede og motiverede i at uddanne sig og lære nyt. Måske mere end nogensinde, har vi ikke råd til at spilde talent og menneskeligt potentiale på gulvet.

Pudsigt nok er SJs egen historie og dygtighed som forfatter og læge et glimrende eksempel på vigtigheden heraf. Han kæmpede efter eget udsagn, i et interview i denne avis i 2013, selv med dårlige karakterer i sin ungdom.

Modsat hvad SJ hævder, handler det naturligvis ikke om at gøre op med karakterer, eller at vi ikke skal stille krav til de studerende og være ambitiøse på deres vegne. Det handler om, hvad dette i praksis indebærer: 1) Hvad handler faglig dygtighed og kompetence om i et komplekst og sammensat samfund som vores? 2) Hvordan lykkes vi i dag med at uddanne en ny, langt større og mere broget generation studerende til engagerede og dygtige kandidater?

Om det første fremsætter SJ fire eksempler, nemlig nogle let forståelige situationer fra pilotens, lægens, kirurgens og soldatens virkelighed, der, ifølge ham, demonstrerer, at høj faglig viden handler om at »kende svaret og den korrekt udførte handling«. Kompetencer, som øjensynligt ofres på projektarbejdets og den motivationsdrevne undervisnings alter.

Eksemplerne er imidlertid dårlige. Dels fordi deres formål er at demonstrere RUC-studerendes mangler med billeder fra en virkelighed, som faktisk slet ikke er deres. Ingen studerer på RUC for at blive piloter, soldater eller kirurger. Fordi de forsimpler det emne, der diskuteres. At kronikøren alligevel vælger at bruge dem, vidner derfor mest af alt om mangel på respekt for hans samtalepartner og det emne, han diskuterer.

I et interview fra 2013 refererer Steffen Jacobsen til sin egen baggrund: »…der bør være lige adgang til at få realiseret det potentiale, man har« (Kristeligt Dagblad 17. maj 2013). Vi kunne ikke have sagt det bedre selv, for det er jo hele pointen: For at kunne realisere det potentiale, unge mennesker har, kan karakterer ikke stå som den eneste indikator for det potentiale, de rummer.

Det er derfor, som Hanne Leth Andersen udtaler, at »målet skal være læring frem for præstation”. Og her er feedbacken det, som kvalificerer. At SJ så i kronikken kan berette om, hvor glad hans egne tolv-tals børn har været for at få karakterer, er sagen relativt uvedkommende. Her har HLA fat i de bredere sammenhænge, nemlig at karakterer også er »skævvridende, udover at de – i modsætning til feedback – ikke tilføjer noget til præstationen.«

Det er ikke et altruistisk medlidenhedsprojekt. Det handler fortsat om at stille krav. Pointen er bare, at karakterer, i modsætning til feedback, sjældent præciserer, hvad det konkret er, vi kræver og forventer.

De unge mennesker, som arbejder, rejser og engagerer sig i samfundet, har en særlig motivation, drivkraft og viden, som gør verden og universiteterne rigere, uagtet at det bestemt kan være en udfordring.

Pointen er blot, at vi på RUC forsøger at komme denne udfordring i møde, fremfor som udgangspunkt at ville se menneskers potentialer alene i høje karakterer. Der er utallige dygtige studerende, som ikke nødvendigvis har knækket »karakterkoden«, men som til gengæld har knækket så mange andre. På RUC prøver vi at skabe dygtige kandidater både af dem med topkarakterer, og af dem, hvis vej er gået ad andre stier.

Kommentaren er skrevet af: Peter Busch-Jensen og Katia Dupret, ph.d.´ere og lektorer i socialpsykologi på RUC.