Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fremtiden

Søren Hviid Pedersen
Søren Hviid Pedersen
Læs mere
Fold sammen

Sidste år verserede der en sag i en boligforening ved Kokkedal, hvor et flertal i beboernes bestyrelse besluttede at afskaffe det fælles juletræ, der ellers havde prydet fællesområdet gennem mange julehøjtider. Nu er selvsamme forenings bestyrelse igen i mediernes søgelys.

Denne gang drejer det sig om, at foreningens bestyrelse har besluttet at afskaffe den økonomiske støtte til forskellige sociale foreninger, der er organiseret af boligforeningens beboere og som har til huse i boligforeningens lokaler. Konsekvensen af dette er, at foreningerne bliver nødt til at dreje nøglen om og lukke. Hvorfor er dette sket? Det er øjensynligt sket på baggrund af, at der serveres øl i de pågældende klubber. Det har åbenbart provokeret det muslimske flertal i bestyrelsen, godt hjulpet af den ekstremistisk muslimske organisation Hizb ut-Tahrir. Der er forlydender om, at flere af de muslimske bestyrelsesmedlemmer er medlem af Hizb ut-Tahrir.

Mange vil nu sandsynligvis sige: hvad er problemet? Er det ikke en demokratisk valgt bestyrelse, der gennem en flertalsafgørelse har besluttet at håndhæve flertallets værdier? Hertil kan man svare, ja, det er ganske rigtigt. Demokratisk set er der ingen problemer med dette. Men er problematikken hermed tømt? Nej, selvfølgelig ikke.

Grunden til, at jeg føler kærlighed til folkestyret i Danmark, er, at det er et dansk folkestyre, hvor det danske folk sætter rammen for danskernes liv og for staten. Det ligger også i ordet folkestyre, at det er et bestemt folk med en bestemt historie, et bestemt sprog og en bestemt religion som grundlag for kulturen, der er indholdet og meningen. Folkestyre er en konkret politisk organisation. Det er væsentligt at kende forudsætningerne for et velfungerende folkestyre.

Disse forudsætninger er under pres, i dette tilfælde ganske lokalt, men pointen er generel og principiel. Et velfungerende folkestyre forudsætter en grad af homogenitet og lighed. Folkestyre har kun legitimitet i den udstrækning, at dette er dybt forankret og rodfæstet i et bestemt folks identitet. Denne identitet består af mange ting, etnicitet, historie, sprog, kultur og grundlæggende implicitte normer. Grunden til, at vi i så mange år har haft et velfungerende folkestyre skyldtes, at vores politiske beslutninger afspejlede det danske sindelag og de danske værdier. Folkestyret, dets institutioner og politikere, havde et forpligtende forhold til det danske. Dette betød, at man respekterede det danske og derfor som noget ganske naturligt også afspejlede den danske befolkning. Den danske befolkning følte sig vel repræsenteret af det danske folkestyre, og derfor har der altid været en solid opbakning til folkestyret.

Eksemplet i Kokkedal viser desværre med al ønskelig tydelighed, at politisk legitimitet ikke udelukkende er begrænset til, at det er demokratisk, men også forudsætter noget dybere, et før-politisk fundament. For eksemplet viser, at flertallet i beboerforeningen i Kokkedal ikke respekterer det danske og i stedet vil adoptere muslimske religiøse normer. Dette fremmedgør de danske beboere og mange af disse overvejer nu at flytte fra beboelsen. Er dette en forsmag på, hvad der kan ske i Danmark, som nation, engang i fremtiden?

Ved du noget om Egedalsvænge-sagen? Eller kender du til lignende problemstillinger i andre boligområder? Send en mail til camt@berlingske.dk