Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fredhellig i en tid, hvor alt splittes ad

Storsind. Den største borgerlige dyd. Det er længe siden, vi har set eller hørt noget til netop den. At noget er fredhelligt siger netop, at et samfund har det storsind at lade noget i fred. Uantastet. Tænk, om vi kunne.

I sin undervisning i forfatningsret brugte Søren Pind altid lidt ekstra tid på at gennemgå begrebet »fredhellig«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Svend Åge Mortensen / Ritzau Scanpix

I Grundloven optræder et enkelt sted et særligt begreb, jeg altid standsede min almindelige undervisning i forfatningsret for at bruge lidt ekstra tid på – begrebet »fredhellig«.

Det er et kontroversielt begreb i en tid, hvor højesteretsdommer Jens Peter Christensen for nylig i ugeskrift for retsvæsen anførte - med henvisning til sin egen statsret - at kongehuset ingen politisk betydning har. Han uddyber synspunktet yderligere og anfører, at såfremt kongen måtte vælge at blokere for lovgivning i skikkelse af et såkaldt »kongeveto«, må kongen abdicere.

Den sidste påstand har ingen hjemmel, men det er i sådanne tider, vi lever.

Ordet fredhellig omfattede i gamle tider også kirken, men er i dag kun knyttet an til kongehuset: »Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig«. Således lyder indledningen til paragraf 13 i Danmarks riges grundlov.

Når jeg i sin tid standsede op, var det for at få en diskussion med de studerende om, hvad begrebet egentlig betød. Et ur-ord. Gammelt. Et kultur-ord. Gættene var mange, nogle af dem fantasifulde. Nogle få kunne deres Shakespeare og »King Lear« og vi talte om, hvorvidt man kunne bevare kongeværdigheden, men ikke kongemagten.

Intet er helligt

Kort og godt betyder det, at kongen er ukrænkelig. Hævet over loven. Kongen er symbolet på landet og folket – en overmenneskelig skikkelse, der i den engelske forfatningsret sammenfattes i ordene »the king can do no wrong«.

Her til morgen vågnede jeg op i Frankrig til en forside på Le Figaro, der beskrev, hvordan kirker i stigende grad vandaliseres. Lederen konstaterede tabet af det fredhellige. At alt nu er krænkeligt. Intet er helligt.

Det slog mig, at det er i en tid, hvor en stor dansk skuespillerinde indspiller en anmelderrost film, der handler om blodskamslignende forhold og en ny dansk bog er på vej, der ytrer sympati for pæderaster.

Siden Muhamedkrisen, hvor mange danske besluttede sig for, at hån, spot og latterliggørelse var en central del af den danske folkekarakter, har vi set disse angreb på alt, hvad der engang var os kært. Som altid er det kun et symptom. Danmark er ikke alene. Denne bevægelse er foregået overalt i Vesten. 1980ernes ironi gik over i at alt, hvad der modstod denne sarkasme for at værne sig mod verdens fortrædeligheder, skulle pilles fra hinanden. Hvad den ene holdt af, ødelagde den anden. Og hvad den anden holder af, ødelægger den ene.

»Vi har mistet vores empati i vores iver for at forsvare et fællesskab, som ved selve de midler, forsvaret anvender, har mistet sig selv.«


Når menneskerettighederne er uforlignelige, er det fordi de sætter en grænse for, hvad andre og staten kan gøre ved en. De sætter en juridisk grænse for, hvor meget andre må antaste på ens vegne, når det kommer til den enkeltes personlige intimsfære. Om det gælder tro, ejendom, ytringer eller personlig frihed. Men også de er under angreb. Snart denne, snart hine rettighed passer ikke ind i dette samfund, vi er ved at opbygge, hvor alle åndelige katedraler splittes ad og murstenene fordeles mellem vandaler, siger man. Hån, spot og latterliggørelse har medført, at vi står tilbage blandt ruinerne. Hellere det, synes nogen at mene.

Den politiske klasse har givet op. Her hersker kun dagen og vejen og personlige hævnmotiver. Som vi så det i denne uge, hvor en borgerlig regering passivt medvirkede til at lukke en landsdækkende radiokanal, der har været en uomtvistelig succes. Engang ville man have talt om publicistisk frihed og armslængeprincipper. I dag nævnes det knap.

Kast lys på mørket

Når alt angribes – fra en højesteretsdommers uhjemlede beskrivelse af en tvungen abdikation for den fredhellige konge til sociale og kulturelle normer omkring hellige områder, over seksuelle normer, der volder dyb skade på de ramte, til brud på den publicistiske frihed – er det ikke mærkeligt, at det knager og brager i samfundets bånd. Det er heller ikke mærkeligt, at det mørke, der udspringer af alt dette, skræmmer mange, særligt børn og unge. Og man må oprigtigt spørge sig selv, om ikke det er tid at kaste lys på mørket og gøre op med angrebene på alt, hvad der er os kært.

For der findes stadig et os. Men ingen taler til det. Der er fortsat ting, der er så vigtige, at de må være ukrænkelige – men vi har mistet den gensidige respekt for hinanden til at standse vores angreb, når vi ser, at de forvolder andre smerte. Vi har mistet vores empati i vores iver for at forsvare et fællesskab, som ved selve de midler, forsvaret anvender, har mistet sig selv. Hån, spot og latterliggørelse kan man ikke opbygge et samfund på.

Vi er nødt til at genopfinde hensyntagen. Høflighed. Privatsfæren. Venligheden. Respekten. Også den formelle. At afvise denne gensidige ragen på hinanden, vi oplever. At sætte et egentligt ønske om opbyggelse, ikke nedbrydelse, bag vore samfundsnormer. Det kræver meget af os alle. Medierne. Politikerne. Borgeren. Det kræver fællesskab med frihed til forskellighed. Og måske aller vigtigst, storsind. Den største borgerlige dyd. Det er længe siden, vi har set eller hørt noget til netop den. At noget er fredhelligt siger netop, at et samfund har det storsind at lade noget være i fred. Uantastet. Tænk, om vi kunne …