Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fra ungdomsoprør til konservatisme

Caspar J. Stefani Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ungdommen er i højere grad borgerlig end tidligere. Det er ikke længere på mode at ligne et socialt tilfælde. Ungdommen vender sig i højere grad imod venstrefløjens tvangsfællesskab, men vi skal heller ikke ønske, at det hele går op i frigørelse og frihed. Vi skal huske og værne om den sammenhæng, som vi alle er født ind i.

Som konservativ kan man kun glæde sig over ungdommens borgerliggørelse. Venstrefløjens talsmænd består efterhånden af akademikere, som har glemt sine egne, arbejderne, og bruger deres krudt på at forsvare masseindvandringen og overnationale institutioner, som gang på gang krænker det nationale fællesskab. For venstrefløjen bekymrer sig mere om verden fremfor det folk, de burde beskytte.

Det har vi konservative gennemskuet for længst, og der breder sig en erkendelse af, at staten ikke altid er løsningen. Skatten er fortsat for høj, staten for stor, men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag. Socialisterne er løbet tør for ideer, og magasinet er ved at være tømt, idet ens niveau rækker til skatteyderfinansieret morgenmad. Pudsigt, hvor tæt det egentlig er på Glistrups forslag om havregrødsautomater.

50 års dominans af en venstrefløj, som sætter det tvungne fællesskab før mennesket, er ved at være slut, men det er farligt at glemme os selv i kampen for frigørelse og frihed.

Rodløshed gør ulykkelig

Jeg kom til Danmark som ti-årig fra England. Et land tæt på geografisk, men alligevel ganske anderledes.

Da jeg flyttede, blev jeg revet ud af en sammenhæng, den britiske, og ind i den danske. Det gik senere op for mig, hvor vigtigt det er at blive født ind i noget. Når det er svært at skifte fra den britiske kultur til den danske, tør jeg ikke tænke på skiftet fra den arabiske til den danske. For mens den kulturradikale kæmper for at frigøre danskerne fra dets rødder, erkender en konservativ nødvendigheden af, at man fødes ind i et fællesskab, som man har et ansvar overfor. Jeg lærte, at et rodløst menneske ikke er et lykkeligt menneske.

Der adskiller vi konservative os fra de liberale. Den totale frigørelse, den totale frihed, som liberalister søger, er ikke blot utopi, den er også farlig. For når mennesket ikke har en defineret virkelighed, så søger man det. Det kan resultere i, at man fristes af samfundsundergravende fællesskaber, der giver svar på spørgsmål, de fleste mennesker stiller sig selv.

Som konservativ modsætter jeg mig derfor frigørelsesprojektet. Jeg modsætter mig de kulturradikales mål om at så tvivl om vores ophav. Nu og i fremtiden skal vi huske, at vi er en del af noget større. Et fællesskab som har været tillidsfuldt og velfungerende, fordi vi delte udgangspunkt, troen, værdierne og traditionerne, som negligeres af de liberale og søges undergravet af socialisterne.

Ros til Venligboerne

En borgerlig fremtid indebærer et opgør med præmissen om, at staten løser alle vores problemer.

Uanset hvor uenig jeg er med mange af Venligboernes politiske synspunkter, har de trods alt gjort mere for integrationen, end staten nogensinde har gjort. Og inden vi ryster på hovedet af dem og hensynker til det sure og det bitre, skal man huske, at de gør det borgerlige Danmark en tjeneste ved at forsvare og illustrere det samfund, som vi jo i bund og grund kæmper for. Et civilsamfund, der tager ansvar.

Hvor liberale definerer civilsamfundet, som det negative rum, der afgrænses af socialstaten, er civilsamfundet for enhver borgerlig mere end blot udgangspunkt for markedsøkonomi og regulativ aflastning af staten. Når vi kritiserer velfærdsstaten, er det, fordi den undergraver civilsamfundet og familien, fordi vi flytter ansvaret til staten.

Som konservativ er jeg ikke så optaget af krævermentaliteten, men mere af institutionaliseringen af filantropi, der skaber disrespekt for hvor pengene kommer fra.

Jeg er mindre optaget af topskat og mere af sammenhængskraften i samfundet. Hvis sammenhængskraften i samfundet er truet af den høje topskat, bør vi derfor afskaffe topskatten, men hvis afskaffelse af topskatten fører til frustration og splittelse, som Danske Banks Thomas Borgen har advaret om, har han jo ret i, at vi skal passe på med at afskaffe den fra den ene dag til den anden. Topskatten er altså ikke vores største udfordring, og afskaffelsen afhjælper ikke behovet for at genfinde vores fælles identitet som folk.

Indvandring truer fællesskabet

En konservativ fremtid indebærer, at der fastsættes nogle rammer, og nogle betingelser for civilsamfundet, så det kan blomstre og igen blive et reelt alternativ til staten. Det indebærer bl.a. en begrænsning af indvandringen, fordi det truer det fællesskab, som vi har bygget op gennem årtusinder.

Den nationale vækkelse ser vi mange steder i Europa, og den har været tiltrængt efter årtier med socialistisk beton efterfulgt af kulturradikal værdirelativisme.