Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fra spærretid til spærreild

Anker Brink Lund: I et repræsentativt demokrati som det danske er professionelle journalister udstyret med et privilegium. De bestyrer på offentlighedens vegne retten til at stille kritiske spørgsmål og kræve forståelige, oprigtige og sandfærdige svar af de folkevalgte magthavere.

Anker Brink Lund, Professor i medieledelse ved CBS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Journalisterne selv er dog ikke på valg. Vælgerne kan derfor ikke på demokratisk vis stille mediefolk til regnskab, selvom journalister i høj grad sætter deres egensindige præg på de politiske processer. For eksempel under den alt-eller-intet slutspurt, som valgkampen lige nu befinder sig i.

Tidligere var der derfor noget, der hed politisk spærretid. Når valg var udskrevet, gik den almindelige Christiansborg-dækning i stå. De fleste dagblade dækkede valgkampen ud fra et parti­politisk standpunkt, mens journalisterne i radio og TV loyalt måtte holde mikrofonen på skift for de opstillede partier, der hver især fik afmålt tid til at henvende sig til vælgerne. Det var kort sagt kandidaters valgkamp - ikke journalisternes.

Sådan er det ikke mere, og kun Kristen­demokraterne ønsker sig vel tilbage til monopolismens minut-demokrati. Helt grundlæggende er det nemlig sundt og godt, at uafhængige journalister holder partierne og deres ledere ansvarlige for ord og gerninger.

Men måske er det ved at blive for meget af det gode, når TV3-kanalerne kan score point i offentligheden ved at slå på, at kun her slipper man for politisk journalistik. Føj så til, at valgkampen har været ufatteligt langtrukken. I praksis har mudderkastningen præget det politiske system i de seneste 18 måneder. Derfor er de public service forpligtede TV-kanaler blevet så bange for at kede de troløst zappende seere, at man kritikløst tilsætter den politiske dækning en spærreild af GPS, gæt og grimasser.

Der er imidlertid intet forskningsmæssigt belæg for at tro på, at tant og fjas styrker demokratiet. Tværtimod. Mange føler sig i den grad talt ned til, at der ikke er andet valg end at vende ryggen til. Derved går især de mange tvivlere glip af de relevante argumenter, som trods alt slipper igennem den journalistiske spærreild.

Hertil vil de tilforordnede redaktører sikkert indvende, at politikerne selv er ude om det. De kunne jo bare nægte at lade sig trække rundt i manegen. Men i valgkampens hede har fine fornemmelser ingen vægt, så længe dårlig omtale vurderes som bedre end ingen omtale. Først når støvet har lagt sig efter spektaklerne, kan der fostres et stille håb om, at de genvalgte partiledere sætter sig sammen og drøfter, om demokratiets skæbne også næste gang skal overlades helt og holdent til selvglade skærmtrolde.

Målet må være at finde et passende kompromis mellem fortidens formynderiske spærretid og nutidens fordummende spærreild. Ansvaret ligger til syvende og sidst hos de privilegerede nyhedsmedier. Især hos DR og TV2, hvor der efter torsdag den 15. bliver masser af tid til at finde på nye klovnenumre til fremtidens valgcirkus.