Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fra fascination til frygt

Politikere herhjemme og i udlandet er stærkt forsinket ved at få øje på farerne ved den enorme magt, som Mark Zuckerberg og hans firma repræsenterer.

Mark Zuckerberg og hans Facebook er blevet en enorm magtfaktor. Foto: Stephen Lam/Reuters Fold sammen
Læs mere

Da tre toppolitikere forleden fortalte til Berlingske, at de var begyndt at slette indlæg på deres Facebook- sider, var det endnu et eksempel på, at folkevalgte er ved at få et nyt og mere kritisk syn på det ekstremt magtfulde firma.

Søren Pind (V), Morten Østergaard (R) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) forklarede hver især, hvordan de er begyndt at redigere i debatterne på Facebook for at fjerne hadske, injurierende eller direkte truende indlæg.

»Jeg mener ikke, at vi skal tolerere pøbeladfærd på nogen måde,« sagde Søren Pind.

For Johanne Schmidt-Nielsen er det blevet en fast praksis at slette indlæg og blokere for personer, hvis de går over stregen, og i den radikale folketingsgruppe har man aftalt, at hvis et af medlemmerne udsættes for trusler, skal det meldes til politiet.

Alt dette betyder ikke, at politikerne er ved at flytte sig fra Facebook – selv om enkelte har trukket sig. For politikere repræsenterer Facebook nemlig en unik mulighed for at lægge politik frem, lave markedsføring, kapre vælgere, igangsætte diskussioner og køre uden om aviser, radio og TV, hvor journalister skal stille kritiske spørgsmål og afprøve politikernes argumenter.

Trods politikernes intense brug af bl.a. Facebook er en eftertanke begyndt at indfinde sig. Troen på, at Facebook ville skabe et digitalt forsamlingshus, som ville være hjemsted for levende og nuancerede debatter er afløst af bekymring over, hvordan Facebook også splitter og polariserer.

Stærkt forsinket synes politikere og myndigheder at indse, at enorme firmaer som Facebook – med deres dominerende platforme – har fået lov til at udvikle sig i et vanvittigt tempo, mens kontrol og lovgivning har haltet langt efter. Eksempelvis har Facebook og Google fået indsigt i og kontrol med millioner af menneskers privatliv i en skala, som får østblokkens gamle efterretningstjenester til at ligne en spejdertrup.

For de etablerede medier repræsenterer Facebook et svært dilemma. De fleste medier føler sig presset til at fodre Facebook – hvor stadigt flere mennesker henter deres nyheder, mens de kæmper for at få kunder til at betale for deres journalistik og slås for at fastholde væsentlighed som et kriterium midt i presset fra de ofte mere farvestrålende og fængende historier på de sociale medier.

Nægtede at bøje sig for Facebook

Enkelte medier er begyndt at gøre oprør, og det var derfor velanbragt, da Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, forleden tildelte journalistprisen, Årets Victor, til Espen Egil Hansen fra Aftenposten i Norge.

Den norske chefredaktør tog kampen op mod Facebook, og han vandt et enkelt slag, da han protesterede mod, at Facebook ville fjerne det verdensberømte billede af den nøgne pige, der flygtede fra et amerikansk napalm-angreb under Vietnam-krigen.

Ifølge Facebooks regler er nøgenhed forbudt, og firmaet krævede billedet fjernet fra Aftenpostens Facebook-side med en trussel om, at ellers ville man lukke avisens Facebook-side for altid.

Som Poul Madsen sagde i sin tale, ville de fleste redaktører have bøjet nakken for »den globale verdensherskers ordre«, men nordmanden valgte at protestere i fuld offentlighed.

I et interview med Kristeligt Dagblad har den norske redaktør fastslået, at Facebooks magt er blevet overvældende, eftersom firmaet er blevet den vigtigste formidler af nyheder og debat i verden. Han har peget på, hvordan Facebook indretter algoritmer for at få folk til at bruge mest mulig tid på mediet, så firmaet »får mere viden og data om dig, som de kan bruge til at sælge annoncer«. Han har gjort opmærksom på, hvordan nogle af de mest læste artikler under den amerikanske valgkamp var løgne, som Facebook ved hjælp af sine algoritmer sendte til millioner af læsere. Og han har påpeget, hvordan Facebook skaber ekkokamre, hvor brugere ofte kun får informa­tion, som bekræfter deres verdensbillede.

Over for Kristeligt Dagblad lød hans konklusion sådan: »Facebook har et stort ansvar, og vi må som demokratiske samfund stille krav og måske få amerikanske og europæiske politikere til at se på, om Facebook skal reguleres. Ingen medievirksomheder i verden har nogensinde haft større magt end Facebook.«

Nordmanden står ikke alene. For nylig skrev en kommentator under pseudonymet Shumpeter i The Economist kritisk om bl.a. Facebook, der gerne vil bryste sig af at binde verden sammen og skabe relationer, men som dukker sig og flygter fra ansvaret, når skyggesiderne ved mediet blotlægges.

Som svar på kritikken har Facebook udgivet et manifest, hvor stifteren, Mark Zuckerberg, fremhæver, at han vil styrke den sociale sammenhængskraft lokalt og globalt i en verden, hvor gamle institutioner og fællesskaber er under pres. Han har også lovet at gøre mere for at gendrive falske historier. Men kritikerne sætter spørgsmålstegn ved hans firmas selverklærede rolle som brobygger og leverandør af sammenhængskraft – når så meget på Facebook i praksis splitter.

På Bloomberg View skrev columnisten Leonid Bershidsky, at Facebook snarere er ved at forvandle sig til »en ekstraterritoriel stat drevet af en lille, ikke-valgt regering, der i udstrakt grad beror på hemmeligholdte algoritmer.« Samme pointe er kommet fra andre kritikere.

Rundt omkring er politikerne også begyndt at rasle med sablerne, især når Facebook er med til at sprede had og løgne. Den tyske justitsminister, Heiko Maas, præsenterede for nylig et forslag om at give bøder i sværvægtsklassen, hvis sociale medier ikke hurtigt fjerner ulovlige hadske indlæg.

Herhjemme tøver og famler politikerne. Over for Politiken foreslog Venstres medieordfører, Britt Bager, at myndighederne i højere grad skal tage Facebook alvorligt som medie og slå ned på ulovligt indhold. Men hun så ingen grund til at gå efter medie­mastodonten.

Den konservative medieordfører, Naser Khader, mente, at hvis folk udsættes for falske anklager, injurier eller ulovligt hadske kommentarer, kan de gå til politiet. »Du kan bare sagsøge de folk, der står bag ulovlig­hederne,« sagde han.

Den socialdemokratiske ordfører, Mogens Jensen, så derimod gerne, at f.eks. Facebook stilles til ansvar, og til Politiken sagde han: »I dag er Facebook en kilde til nyheder og en kilde til meget af den samme information, som man får fra mere traditionelle medier, og derfor er man nødt til at se på, hvordan man kan regulere sociale medier. Der skal påhvile dem et strafansvar ligesom andre mere traditionelle medier.«

I stigende grad omgærdes Facebook ikke kun af fascination. Men også af frygt for firmaets magt.

Thomas Larsen er politisk kommentator på Berlingske.