Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fra brudevals til dødsdans

Kathrine Lilleør: Hvad får mennesker, der har det elendigt med hinanden til at holde sammen på trods?

Cand theol ph.d Kathrine Lilleør er sognepræst ved Slagslunde og Ganløse Kirker. Hun har siden 1996 skrevet anmeldelser, kommentarer og klummer til Berlingske Tidende, og er kendt som en engageret politisk kommentator, foredragsholder og tidligere medlem af Etisk Råd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I anledning af 100-året for August Strindbergs død har Grønnegårdsteatret i dag premiere i Stærekassen på »Dødsdansen«. Et intenst drama med kun tre medvirkende: et ægtepar i sølvbryllupsalderen og en slægtning.

Ægtemanden Edgar (Henning Jensen) og hustruen Alice (Solbjørg Højfeldt) har levet 25 år på en lille ø i Skærgården, hvor de daglig piner hinanden i et ægteskab, der er blevet stadig mere iltfattigt. Man kan blive nøjsom hen over år, men når der kommer nogen udefra, og ser ind på det, man har, så ser man også selv med friske øjne. Hvad enten det er gæster, man har inviteret til sølvbryllupsfest, eller det er en slægtning som i »Dødsdansen«, der kommer på besøg, tvinges man for en stund til at se sig selv - og sit ægteskab - udefra. Nærgående spørgsmål stiller sig selv: Er det værd at fejre? I Edgars og Alices tilfælde vælter det frem med utallige gode grunde til ikke at blive sammen. Set udefra såvel som indefra ville det eneste logiske være at forlade den øde ø, som deres ægteskab er endt på. Men det gør de ikke. Det er »Dødsdansen«s eviggyldige spørgsmål, skrevet i tårer, dyppet i blod.

Var det alle andre end Strindberg, der havde spurgt, hvorfor folk bliver i forstenede ægteskaber, havde det ikke været så anfægtende. I 1901 var skilsmisser stadig tabu; i det borgerlige blev man sammen, også selvom hjemmet var en krigszone. Men Strindberg havde et nådesløst blik for de magtkampe, der så ofte opstår mellem mand og kvinde. Han var selv blevet skilt i 1891 og nærede et udtalt had til sin tidligere hustru - og kvinder i særdeleshed. Et had udgik fra et sanseligt blik for alt kvindeligt, kvindens forskellighed fra manden, og den lykke, som kvinden kan give. Hvis hun vil. Man kan sige, at Strindberg hadede kvinden, fordi han elskede hende. Han ærgrede sig over, at han ikke kunne hæve sig væk fra sin tiltrækning af hende, og han så det som en magt, kvinden svigefuldt tyranniserer manden med.

Digterisk var Strindberg såkaldt »naturalist«. Det vil sige, at han i sin digtning interesserede sig for det komplekse samspil af ydre og indre omstændigheder, der former en personlighed. Ved at placere personskildringen i grænseområdet mellem bevidst og ubevidst nærmede de naturalistiske digtere sig den videnskabelige psykologi, der var under opbygning i begyndelsen af 1900-tallet. Men Strindberg både forstår sine personer og lader det, der ikke kan forklares, fylde. Netop Strindberg ville ikke have noget konventionelt problem med, at parret i »Dødsdansen« forlod hinanden. Men det gør de altså ikke. For de kan åbenbart på trods af alt det ubehagelige ikke undvære hinanden. Over 25 år er de blevet hinandens skæbne, så de ville forblive sjæleligt forbundne, også selvom de bosatte sig på henholdsvis Nord- og Sydpolen. Det mærkelige er ikke hadet i »Dødsdansen«. Det mærkelige er, at hadet tilsyneladende holder ægteparret sammen - eller er det kærlighed?

Det kan man tænke over resten af livet, mens man husker at slå øjnene ned, næste gang man skal til sølvbryllup. Kun de to, der danser, ved, om man er vidne til en dødsdans - eller en sølvbryllupsvals.