Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fra barndom til faktura

Malene Trock Hempler: Ønsker vi at tilrettelægge barndommen efter voksenlivets produktivitetsmålestok eller hviler barndommen på kvaliteter i og ved barndommen selv?

23DEBNyMaleneTrockHempler.jpg

Endnu en analyse, som mest er en økonomisk kalkule, har set dagens lys og afkaster avisoverskrifter. Tænke- tanken KRAKA har regnet sig frem til, at de danske børn vil stryge direkte ind på Pisa-testens top-10-liste, hvis de begynder et år tidligere i skole. Det er jo mageløst. Vupti, med et pennestrøg kan en problematik fixes og den danske uddannelsesselvfølelse sole sig – i tal. Der ledes med lys og lygte efter strukturer og organiseringsformer, der kan ændre resultaterne. Men hvad nu, hvis vi higer efter de forkerte resultater? Hvis vi ikke får kastet lys over, hvad der giver mening, hvordan og hvorfor? Hvorfor er det lige det regnestykke KRAKA vælger at opstille? Beregningen udgør endnu et skridt i den retning, hvor alting skal vurderes og retfærdiggøres ud fra et fremtidigt kvantitativt vækstperspektiv. Og hvorfor opstille mulige løsningsmodeller, der griber grundlæggende ind i måden, vi strukturerer barndommen på, uden at forholde sig til det mest grundlæggende: Viden om børn samt diskussionen af, hvorvidt barndommen kan og skal anskues som middel til andet. Ønsker vi at tilrettelægge barndommen efter voksenlivets produktivitetsmålestok eller at barndommen hviler på kvaliteter i og ved barndommen selv? Er det i højere grad muligt at udfordre børnene kvalitativt, uden at havne i et forudsigeligt og entydigt rationale?

Det menneskelige perspektiv, knyttet til den klassiske diskussion om det gode liv, er bemærkelsesværdigt fraværende. Det må ellers antages at udgøre et afgørende omdrejningspunkt for vores daglige livsførelse og samfundsindretning – for hvordan vores verdensopfattelse og viden om verdens gang formes og derved hvordan vi former hinanden og vores børn. I disse standardiserende X-Factor- tider glemmes da det X i ligningen, som er selve sagen? Hvornår skal børn have lov til at være sig selv og blive sig selv? Lege og være børn? Gøre sig erfaringer med livet? Hvad er det, de skal nå, de små? Skal bekymringer om nationens økonomiske ydeevne bestemme blikket på barnet?

Barndommen som selvstændig livsfase er ikke en given størrelse og synet på barnet veksler løbende. I 1762 skrev Jean-Jacques Rousseau i værket Émile: »Før man drister sig til at opdrage et menneske, må man have opdraget sig selv til menneske.« Man må dannes og danne sig. Et klassisk dannelsesideal om det hele menneske står i dag over for et instrumentelt uddannelsesbegreb, hvor der konkurreres på delelementer, uden sans for, at helheden er mere end summen af delene. I årtusinder har mennesker diskuteret, hvori det gode og det gode liv består – eneste konklusion er, at der ikke er en konklusion. Men det er ikke derfor en samtale, vi skal se at blive færdige med – i hvert fald ikke så længe, vi ikke er færdige med livet. Og det er et politisk valg,at udelade de humane værdier. Er vi i færd med at glemme betydningen af det, som ikke lader sig organisere og de kundskaber, som ikke er reproducerende – og derved nedgradere det skabende menneske? At børn har fri tid, sætter dem fri. Det sætter tanker, ideer og opfindsomhed fri. Det nytter at kaste et blik bag om blikket, der har stirret sig blind på eget nytte-perspektiv. Det siges, at kærlighed gør blind. Men følgende gælder ikke kun i poesiens verden:

Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det vigtigste er usynligt for øjet.

Den lille prins

Antoine de Saint-Exupéry.