Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forsvarets farvel til fagligheden

Foto: Bax Lindhardt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så kom den ud. Budgetanalysen, bestilt af Finansministeriet, hvori den bundne opgave var at finde løsninger, der samlet kunne spare en milliard i forsvaret. Den kom ikke ud frivilligt, men lækket lidt efter lidt og lysten til at diskutere den kommende besparelse forklædt som effektivisering har været yderst begrænset. Regeringspartierne har aftalt et substantielt løft til forsvaret og lækket af budgetanalysen har næppe vakt den store begejstring på Christiansborg, da bluffet blev afsløret.

Analysen peger på en række effektiviseringsområder, hvorimod risikovurderingerne, eller rettere advarslerne, er gemt af vejen i bilagene med en vis risiko for, at de bliver overset i den politiske proces.

En af kæphestene er en reduktion af officerskorpset, der efter rapportens konklusioner er for stort og kan reduceres væsentligt. Men skævvridningen af forholdet mellem officerer og menige skyldes alene det faktum, at der ikke er nogen soldater af betydning. Siden starten af 1990erne er mobiliseringsforsvaret skrottet, den ene enhed efter den anden nedlagt, og derfor har stabene stadigt færre soldater at administrere. Strukturen er der endnu, men det vil man nu pille ved.

Hackeltyperne kan pensioneres og delvis erstattes af et par civile, der som bekendt er de fødte krigere og bredt anvendelige ude i den store verden.

Det hele skal slankes, og heri ligger der ikke bare en risiko, men også en overvejende sandsynlighed for, at fagligheden forsvinder og de erfaringer, som vi har købt med blod sved og tårer i Irak, Afghanistan, Afrika og Balkan, ryger ud sammen med op mod 900 ansatte, der kan fyres. De 900 må tilsyneladende gå rundt og fise den af, selvom jeg aldrig har set en skare af ansatte løbe stærkere.

Politisk bedrag

Det substantielle løft er en af nyere tids største politiske bedrag, hvor en direkte besparelse og forringelse pakkes ind som en styrkelse af et forsvar, der i forvejen er helt i knæ.

Et forsvarsforlig, hvor der tilføres midler med den ene hånd og reduceres med den anden, bliver ikke tilnærmelsesvis de to pct.,vi burde tilstræbe at bruge af respekt for Nato-medlemskabet.

Konservative og Dansk Folkeparti vågnede til dåd, da de stødte på ordet værnepligt i forbindelse med forhandlingerne, ligesom Liberal Alliance fik associationer til slaveriets genindførelse, da de så samme ord.

Det interessante i den forbindelse er, at diskussionen om værnepligt er helt uden bund i, hvad vi egentlig skal bruge dem til. Flere værnepligtige og længere værnepligt – men hvad skal de bruges til, hvis vi samtidig fjerner de enheder, de kunne fylde op?

Med en fraværende diskussion om, hvad vi skal bruge forsvaret til, og en lige så unuanceret diskussion om, hvad vi skal bruge værnepligten til, er illusionen på Christiansborg, at én soldat i dag kan det samme som 100 kunne for ganske få år siden.

I regnearkene kan det sikkert anskueliggøres, at et marginalt forsvar bestående af professionelle soldater kan det hele på den halve tid, men i den virkelige verden betyder kvantitet en hel del.

Det helt grundlæggende problem er imidlertid det komplette fravær af offentlig debat om forsvaret, dets opgaver og ikke mindst dets nuværende størrelse, der næppe kunne forsvare mere end en landsby på Møn. En offentliggørelse af budgetanalysen havde været rimelig, ligesom en rigtig god forklaring på, hvorfor Finansministeriet og ikke Forsvarsministeriet bestiller rapporten med indlagte forventninger til besparelser på detaljerede områder.

Bliver de mere eller mindre fantasifulde ideer i konsulentrapporten til virkelighed, går forsvaret og dets ansatte en mørk tid i møde. Fagligheden er det første, der ryger, når kapaciteterne, hvori erfaringerne forankres og bearbejdes, forsvinder. Dernæst forsvinder dygtigheden når sidemandsoplæring erstatter skoleoplæring og erfaringerne overdrages fra mand til mand, lidt i stil med måden, de nordiske sagaer overlevede på.

Skal vi bevare et funktionsdueligt forsvar, skal vi i en helt anden retning. Skoler, stabe og kapacitetscentre skal bevares og suppleres af kampdygtige enheder, hvor materiellet og ressourcerne svarer til de opgaver, som de tildeles. Mobiliseringsforsvaret skal genetableres så værnepligten giver mening.

Luftige og usandfærdige løfter om »på sigt at gå mod de 2 pct.« skal afløses af konkrete tiltag og en plan for, hvordan vi når det, hvornår vi når det og særligt, hvad vi selv og Nato ønsker, forsvaret skal kunne.

Siden de første forlig efter Warszawa- pagtens opløsning, har vi forlig efter forlig ikke troet forsvaret kunne blive mindre, men fantasien slog ikke helt til. Efter næste forlig risikerer Danmark at stå med en halvslatten brigade, et par måske virkende fly og et decimeret søværn. Er det virkelig, hvad vi er villige til at bruge på at forsvare Danmark og vores bidrag til Nato?