Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mange politikere, embedsmænd, organisationsfolk og sågar en række andre økonomisk åndelige koryfæer omtaler ofte de seneste års skatteomlægninger som ikke blot justeringer, men egentlige reformer.
Nu vil jeg mene, at for at der er tale om en egentlig reform, skal der være tale om grundlæggende ændringer og ikke blot justeringer. Efter min opfattelse kan de seneste års indgreb på skatteområdet ikke betegnes som reformer, men blot justeringer. Der mangler således afgørende ændringer i opbygningen af systemet og forenklinger af de mange regler og undtagelsesbestemmelser, som i dag er gældende på området – de blev i øvrigt ikke færre med de overgangsordninger, som de senere år er vedtaget i dansk skattelovgivning.
Særligt på ét område er der tale om en ren tilståelsessag. Nemlig ved forlængelsen og udbygningen af den såkaldte forskerskat. Det er ét eksempel af mange på lappeløsninger i det danske skattesystem – en lappeløsning, som i øvrigt for en ganske stor dels vedkommende på sindrig vis anvendes af mere eller mindre talentfulde fodbold-, håndbold- og ishockeyspillere og deres velbetalte trænere.
So much for »forskning«. Hvis man fra politisk side mente, at der med de senest gennemførte justeringer af marginalskattesatserne på afgørende og grundlæggende vis blev ændret på mulighederne for at kunne fastholde og tiltrække højtuddannede medarbejdere til landet, ville der jo ikke længere være behov for denne lappeløsning. Det fremhæves da også for nylig fra flere sider i stort opsatte artikler i en af landets erhvervsaviser trykt på lyserødt papir.
Af udtalelser fra en række erhvervs- og organisationsfolk samt sågar landets SF-skatteminister udråbes ordningen som en succes. Overvejelser om yderligere lempelser i ordningen foreslås sågar.
En sådan lempelse er udtryk for endnu et ubehjælpsomt forsøg på at minimere skaderne ved et for højt skattetryk. Eneste redelige justering af ordningen ville være (1) at nedsætte beløbsgrænsen til f.eks. 45.000 kr. per måned (mod nu 63.000,-) (2) at ophæve kravet til nationalitet.
Efter min opfattelse er ordningen i sin nuværende form en hån mod os danske lønmodtagere, som i den sammenhæng er »bebyrdet« med en dansk dåbsattest. I øvrigt en gentagelse af den indirekte hån, som nu afdøde Svend Auken (S) i et TV-interview for en del år siden fremførte som argument for, at Socialdemokratiet kunne lægge mandater til en nedsættelse af selskabsskatten og ikke indkomstskatten – begrundelsen var, at selskaber jo var mere mobile og derfor kunne risikere at flytte fra landet. Da det ikke var tilfældet for almindelige lønmodtagere, kunne de ikke forvente tilsvarende lempelser.
Det er åbenbart ikke blot i rocker-miljøet, at der udskrives dummebøder.