Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forskere skriver for meget og læser for lidt

Claus Holm: Forskere skriver i dag en uhyrlig mængde artikler til internationale videnskabelige tidsskrifter. Problemet er, at artiklerne ikke bliver læst og ikke bidrager nok til at løse samfundets problemer.

»Tidligere kunne man kalde forskere for de lærde og almindelige mennesker for ulærde. I dag må mistanken være, at forskere er gået hen og blevet en slags lærde ignoranter, der udtaler sig med stor sikkerhed indenfor deres speciale, men ikke ved noget og nok til, at det er anvendeligt uden for dette speciale,« skriver Claus Holm. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag lever 95 procent af alle forskere, der nogensinde har eksisteret. I EU-regi blev antallet af forskere for eksempel opgjort til cirka 1,5 million i 2008, og i perioden fra 2000 til 2008 var der tale om en eksplosiv vækst på 386.000 forskere. Men ikke alene eksisterer der utroligt mange forskere i denne verden, de selvsamme forskere passer pænt deres arbejde ved at producere uhyrligt mange forskningsartikler, der bare aldrig bliver læst. Situationen er nærmest absurd, når der daglig foregår en massiv ophobning af ulæste artikler, der bliver trykt i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, hvor resultaterne er tjekket af fagfæller i et såkaldt peer review. Ikke desto mindre vurderer den amerikanske professor i sociologi, Steve Fuller, at kun 1-2 procent - dog i bestemte tidsskrifter op til ti procent - af artiklerne i gennemsnit bliver læst af andre end disse få fagfæller. Resultatet er, at videnskabelige tidsskrifter udgør overskudslagre for viden, ingen efterspørger, hverken forskere eller praktikere.

Og for at gøre ondt værre, er disse lagre så fyldt, at ingen enkeltforsker har en jordisk chance for at få overblik over, hvad forskningen på vedkommendes område viser. Selv om situationen er absurd, er den særdeles vanskelig at ændre på. Det vil kræve mindst tre tiltag.

For det første, at vi genskaber et mere kvalitativt forhold til forskning. Fokus på kvantiteten af artikler finder blandt andet sted, fordi det er politisk besluttet, at en del af universiteternes basisbevilling afhænger af, at forskere hele tiden producerer mange nye artikler. Denne incitamentsstruktur må man ændre på, hvis man vil have forskere til at læse flere artikler, før de skriver færre, men mere interessante og læseværdige artikler. Dertil kommer, at det på universiteterne er nødvendigt at give den enkelte forsker langt bedre hjælp til at skabe overblik over deres forskningsfelter. Denne opgave er i dag alt for stor for den enkelte forsker. Inden for mit eget forskningsfelt blev organisationen Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning for eksempel netop etableret med det formål at bidrage til, at forskningsmiljøerne fik et større og mere sikkert overblik over den eksisterende forskning.

For det andet kræver en øget anvendelse af artiklerne, at forskere begynder at læse flere artikler uden for deres fagfelt. Det kræver samarbejde på tværs af fagfelter om at løse konkrete problemer. Idéen med den problemløsende forskning er altså, at man med den kan imødegå tendensen til, at forskere bliver så specialiserede, at deres viden bliver så smal, at den ender som ren og skær uanvendelig viden. Udtrykt anderledes: Tidligere kunne man kalde forskere for de lærde og almindelige mennesker for ulærde. I dag må mistanken være, at forskere er gået hen og blevet en slags lærde ignoranter, der udtaler sig med stor sikkerhed inden for deres speciale, men ikke ved noget og nok til, at det er anvendeligt uden for dette speciale. I anvendelighedens navn må kravet om tværfaglighed derfor understreges. Ikke på bekostning af forskerens faglighed, men for at en uundværlig faglighed kunne træde i problemløsningens tjeneste.

Det tredje tiltag består i en mere generel ændring af balanceforholdet mellem produktionen af ny viden og konsumtionen af eksisterende viden. Lige siden universitetsloven fra 2003 har politikere krævet, at forskere populariserer deres forskning, så den er forståelig og brugbar for såvel skatteborgere som virksomheder. I dag er det vigtigt at kvalificere og udvide dette krav ved, at universiteter gør det til en lige så vigtig opgave for forskere at popularisere og dele eksisterende viden med hinanden på tværs af fag. Det handler på sin vis om at opdage eksisterende viden. For 25 år siden skrev den amerikanske forsker Don R. Swanson om det, han kaldte uopdaget offentlig viden. Swansons synspunkt var, at viden godt nok forelå tilgængelig, men i så fragmenteret form, at opdagelsen af anvendelig viden krævede en ledelsesmæssig indsats for at organisere og kombinere indsigterne fra de forskellige specialer.

Ordet ’quill’ betyder ’pennefjer’, altså et gammeldags skriveredskab. Og i filmen af samme navn, Quills, siger Marquis De Sade, at personer, der skriver mere, end de læser, er dilettanter. Paradoksalt nok havde Marquis De Sade selv en ustyrlig lyst til at skrive. Hans problem var bare, at magthaverne mildest talt ikke brød sig om hans litteratur. Derfor tog de pen og papir fra ham. Alligevel lykkedes det ham at finde andre måder at skrive på. I filmens slutning bruger han således sin visne finger som en pen, han dypper i egen afføring for at skrive et sidste skrift på sit fangehuls mure. I sammenligning med Marquis’en er danske forskere utroligt lette at styre. Der er ingen grund til at forbyde dem at bruge pen og papir. For faktisk tror jeg, det vil passe mange af dem ganske godt at skrive færre, bedre og mere brugbare artikler. Det vil befolkningen nok også synes er en ret god idé. I hvert fald kan man sige, at hvis ejerne af produktionsmidlerne - skatteborgerne - fandt ud af, hvor dilettantisk deres skattepenge i øjeblikket blev håndteret, så ville de nok udskifte de ansvarlige magthavere.