Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Den 13-årige thailandske pige Mint, som er udvist af Danmark, selvom hun taler dansk, passer sin skole og bor hos sin mor og danske stedfar, er nu centrum i en ophedet debat. Også internt i Venstre bliver sagen diskuteret: Flere borgmestre ønsker dispensation fra de generelle regler, når loven rammer utilsigtet.
Udover de mange sager om børn, der bliver udvist på et tvivlsomt grundlag, er der alle sagerne om voksne udlændinge, der ikke må være i Danmark, selvom de helt åbenlyst ville være en gevinst for vores land. Skal der mon også være dispensationsmulighed her?
Når vi overhovedet diskuterer dispensation, og når vi gang på gang hører om afgørelser, der virker ulogiske og strider imod den almene fornemmelse for ret og rimelighed, er det naturligvis på grund af den stramme udlændingepolitik, som ikke kan ramme helt rent. Et bredt flertal både i befolkningen og blandt politikerne ønsker kontrol over tilstrømningen, og det kan ikke gøres uden også at holde udlændinge ude, som vi egentlig gerne ville have boende.
Eller kan det?
Konkrete problemer
Lad os først se på årsagerne til det brede ønske om en stram udlændingepolitik.
Der er først og fremmest en række konkrete problemer: Indvandrere fra ikke-vestlige lande er generelt mere kriminelle end danskere, og det skaber naturligvis utryghed - særligt i specifikke områder. Desuden har indvandrere fra ikke-vestlige lande en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet, og det sidste koster samfundet en masse penge: Ifølge Finansministeriet beløber det sig til cirka 33 milliarder om året.
Desuden hersker der i mange muslimske miljøer en udbredt social kontrol, som er forfærdelig for de unge mennesker at leve med, særligt pigerne. Der pågår i nogle miljøer en radikalisering, som kan udgøre en trussel for Danmark. Endelig er det svært at sende udviste udlændinge tilbage til deres oprindelseslande, når de får afslag på ophold.
Så vidt de konkrete problemer, og de er vel at mærke store. Derudover er der forskelligheden i sig selv – eller for nu at være ærlig: Islam.
Danmark får indvandrere fra mange forskellige lande med mange forskellige kulturelle og religiøse baggrunde, men der er mange muslimer iblandt, og de repræsenterer naturligvis en kultur, som er meget forskellig fra den danske.
Nationalkonservatismen anser mangfoldighed for en kilde til konflikt og utryghed.
Men er kulturen og religionen et problem i sig selv, hvis man skræller de konkrete problemer med kriminalitet og offentlig forsørgelse væk? Er det et problem, at der går tørklædeklædte kvinder rundt på de danske gader? Er forskelligheden et problem i sig selv?
Konflikt og utryghed
Her deler vandene sig. Mens stort set alle er bekymret for de konkrete problemer, er det kun de nationalkonservative, der vender sig imod selve forskelligheden. De er imod multikulturalismen per se, og de ønsker simpelthen et homogent samfund, hvor vi alle ligner hinanden. Nationalkonservatismen anser mangfoldighed for en kilde til konflikt og utryghed.
Det er ikke et spørgsmål om partipolitik. Der findes som bekendt nationalkonservative strømninger i mange forskellige partier.
Naturligvis er min årsagsopdeling forenklet. Problemerne med social kontrol, for eksempel, kan sagtens eksistere i miljøer uden kriminalitet og i familier med uddannelse og arbejde. Men når det alligevel er vigtigt at skelne mellem begrundelserne for at føre en stram udlændingepolitik, er det fordi det har indflydelse på de mulige løsninger.
Har man det fint med forskelligheden, men er bekymret over de konkrete problemer, findes der en meget bedre måde at indrette udlændingepolitikken på end i dag. I stedet for de mange og til tider indviklede regler – med dertilhørende behov for dispensationsmuligheder – kunne man gå efter et helt andet og meget mere fair system: Har du en kontrakt med en dansk arbejdsgiver, eller vil din ægtefælle eller dine forældre forsørge dig, er du velkommen. Du skal tegne en privat sundhedsforsikring, og du har ikke adgang til nogen former for sociale ydelser i en vis – måske lang – årrække. Mister du dit arbejde eller din forsørgelse, skal du efter en kort periode forlade landet. Begår du kriminalitet, skal du forlade landet. (Egentlige flygtninge vil naturligvis høre under en anden lovgivning.)
En sådan model vil på meget enkel vis sortere de udlændinge fra, som vil blive en belastning for det danske samfund – enten økonomisk eller i forhold til kriminalitet. Men modellen vil naturligvis ikke sortere muslimer fra, og det gør den nok uspiselig for de nationalkonservative.
Det er politisk uenighed, og det er fair nok. Det ville blot gavne debatten, hvis det blev sagt tydeligt.
