Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forskellen på Uffe Elbæk og Mette Frederiksen

For den, der som Uffe Elbæk ser sig i stand til moralsk at diskvalificere en anden politiker, udstiller en følelse af etisk overlegenhed, der traditionelt set kendetegner den venstre side af Folketinget.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Om få uger skal vi til folketingsvalg. Det sker på et tidspunkt, hvor befolkningens generelle tiltro til politikerne er meget lav. Det forlyder, at kun omkring cirka 30 procent af danskerne nærer tillid til de folkevalgte, og politikerlede er blevet til en slags selvfølgelig indstilling, der får en del til at mene, at det kan være ret ligegyldigt, hvem man stemmer på.

For det første antages det, at de fleste politikere er styret af kortvarige interesser og ikke rummer mange oprigtige idealer, og for det andet opfattes den klassiske opdeling mellem venstrefløj og borgerlighed som så udflydende, at det er svært at orientere sig.

Dette kan dog diskuteres, og det kan det først og fremmest i lyset af den selvopfattelse, den enkelte politiker lægger for dagen. Alternativets leder Uffe Elbæk har senest demonstreret dette gennem sin reaktion på, at Rasmus Paludan i spidsen for partiet Stram Kurs efter alt at dømme kommer til at deltage i debatterne i det fine selskab i valgkampen.

Forleden opfordrede Uffe Elbæk sine kolleger på Christiansborg til at finde en fælles strategi for at pacificere Rasmus Paludan så meget som muligt, hvormed Elbæk afslører en tænkning, der kan fungere som pejlemærke, når man skal vurdere vore politikere.

For den, der ser sig i stand til som Uffe Elbæk moralsk at diskvalificere en anden, udstiller nemlig en følelse af etisk overlegenhed, der traditionelt set kendetegner den venstre side af Folketinget. På legendarisk vis oplevede vi det, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens i 1999 fældede dom over Dansk Folkeparti ved at erklære det for evigt ikke stuerent, og en sådan domfældelse antyder, at der kan mangle ydmyg selverkendelse hos den, der taler.

Helt grundlæggende handler dette om syndsbevidsthed. Altså, erkendelsen af at man selv er et mangelfuldt væsen, der må overlade det til en anden og højere instans på mere absolut vis at dømme den anden som værende mindre ren end en selv. Det er sandt, at meget i det politiske univers i disse år er i opbrud, men vi kan stadig vurdere politikerne på deres moralske selvopfattelse, og vi vil næppe her i landet høre en borgerlig politiker på samme måde som Uffe Elbæk opfordre til, at man i samlet flok vender sig mod ham, der anses for at være uværdig.

For i selvsamme øjeblik træder man frem som den selvretfærdige farisæer i templet, der uden tøven gratulerer sig selv med ikke at være som den syndige tolder, der står ved siden af. En konservativt forankret person vil ofte vige tilbage for dette, idet hans mere eller mindre kristent rundede menneskesyn tilsiger ham, at det amoralske og selvforherligende også altid lurer i ham selv.

Jeg ved godt, at denne erkendelse kan rumme sin egen kilde til det selvfede, da der kan være noget demonstrativt ved at tilstå, hvilken synder man er. Den faldgrube skal man vare sig for, men det centrale her er at forstå, i hvor vid udstrækning en politiker ser sig i stand til gennem troen på sin egen renhed blot skråsikkert at vurdere andre.

Af samme grund er det interessant i Thomas Larsens nye biografi om Socialdemokratiets formand, »Mette Frederiksen – et politisk portræt« at erfare, hvordan denne kvinde især i tiden som justitsminister fik revurderet sit livssyn. Gennem mødet med retsvæsenet indså Mette Frederiksen, at nogle mennesker ikke ønsker at lade sig præge af de omgivende gode intentioner, og det fremgår, at hun klandrer sig selv for at have været naiv i synet på de problemer, der er fulgt med den muslimske indvandring. Vi møder her en kvinde, der med årene er blevet en del mindre skråsikker angående egen dømmekraft og moralske overbevisning, og vi husker jo også, at hun på vejen hertil er blevet tvunget til at erkende, at ens egen gode vilje kan komme til kort, når man for eksempel sætter sit barn i privatskole efter at have anklaget andre for at svigte fællesskabet ved at gøre netop det.

Tilhører Mette Frederiksen i dag venstrefløjen? Det er nok tvivlsomt. Til gengæld er det sikkert, at dette helt grundlæggende handler om syndsbevidsthed og kunsten gradvis at vinde indsigt i sin egen begrænsning.

Den kunst kan vi fortsat bedømme vore politikere i forhold til. Også lige nu før næste folketingsvalg, hvor tilliden til dem er så lille. I hvor høj grad ser de sig i stand til moralsk at vurdere og dømme andre, og hvordan opfatter de omfanget af godheden i sig selv? De to ting hænger sammen.