Bent Blüdnikow bruger en tendentiøs bog skrevet af Hans Kundani og en endnu mere tendentiøs boganmeldelse til at anklage Rudi Dutschke for at ville føre en voldelig kamp til den bitre slutning. Magen til vrøvl skal man lede længe efter. Det kan undre, at Berlingske Tidende og Århus Stiftstidende trykker en anmeldelse, hvor disse injurierende påstande får lov at stå helt uimodsagt. Jeg går ind for ytringsfrihed, ligegyldigt hvor tåbelig den er, men at Berlingske Tidende og Århus Stiftstidende står for historieforfalskning og lyver direkte over for deres læsere er alligevel stærk kost.

At der er skurke og helte er så sandt, som det er skrevet i denne tendentiøse boganmeldelse, hvor tidligere udenrigsminister Joschka Fischer er helten. Joschka Fischer overfaldt ekstremt voldeligt en betjent i 1973, som han slog og sparkede. Derudover var Fischer anfører for den gruppe Frankfurt-aktivister, der i 1976 menes at have kastet en molotovcocktail mod en politibil og dermed være skyld i en betjents livsfarlige forbrændinger. Betjenten led så meget, at han bad sine kolleger om at skyde sig. Det er jo voldelig aktivisme, der vil noget, helt op til slut-70erne. Hvor Rudi Dutschke omvendt gik ind for nedrustning. Samtidig er det vigtigt at slå fast, at min far aldrig er blevet anholdt eller sigtet for vold. Det er Joschka Fischer. Bent Blüdnikow og Hans Kundani gør sig til fortalere for vold og går imod retten til at ytre sig ved at påstå, at Joschka Fischer er helten og min far skurken.

Blot for at sætte historien på plads: Rudi Dutschke skabte i slutningen af 70erne det politiske fundament for De Grønne og var meget aktiv i valgkampen i 1979 helt frem til sin død. Det er rigtigt, at studenteroprøret i 60erne var radikalt, men det handlede ikke om »venstrefascisme« og terrorisme. Nej, radikaliteten lå i oprøret mod professorvældet, de gamle nazistiske forældre, Vietnamkrigen, kampen for en bedre verden (ikke mindst i den tredje verden), kvindefrigørelse, børneopdragelse og sexualitet. Den radikalitet tog Rudi på sig i sit eget liv. Først ved at nægte militærtjeneste i Østtyskland, senere ved at tilgive sin egen attentatmand. Og endelig ved at gå ind for genforeningen i Tyskland modsat alle andre. Fakta er endvidere, at politiet i Vesttyskland vidste, at neo­nazister ville skyde Rudi Dutschke i 1968. Politiet løj bevidst om det under den efterfølgende retssag mod attentatmanden - det er for nylig kommet frem i Stasi-arkiverne.

At der så var nogle tåber, der greb til våben gennem RAF efter attentatet mod Rudi Dutschke, har intet med Rudi Dutschkes virke at gøre. Tværtimod. Han tog gennem hele sit liv afstand fra RAF og deres voldelige kamp. Det er rigtigt, at han kendte nogle af dem fra studenterbevægelsen, inden de gik under jorden. Han forsøgte også et par gange at tale dem fra deres væbnede kamp. Modsat Bent Blüdnikow og Hans Kundani har jeg læst alle Stasi-rapporterne og den vesttyske efterretningstjenestes rapporter om Rudi Dutschke. Der er intet, der blot antyder, at min far var i tæt kontakt med de fængslede ledere af RAF i 70erne og støttede kampen med vold til den bitre slutning. Tværtimod. Efterretningstjenesterne så ham som en af de få, der gik imod både kommunisme, kapitalisme og terrorisme og søgte en ny tredje vej, som tog tydelig form med De Grønne.