Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forkæl talentet

»Der er mange i tiden, som vil indføre kvoter, vil særbehandle, vil fremme det ene og det andet. Dette er den rene og skære politiske korrekthed, og det undergraver den store kunst.«

Jesper Beinov, kultur-, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man møder ægte talent i kulturen, kunsten og sportens verden, er man aldrig i tvivl. Talent nedbryder alle grænser, sætter sig igennem. Alt for meget talent bliver spildt, fordi vi ikke er gode til at dyrke de dygtige. Derfor vil den nyslåede kulturminister Bertel Haarder (V) sætte »Talentdanmark« på den politiske dagsorden.

Det er godt set af ministeren, og hvis et sådant program bliver til virkelighed, kan det få blivende betydning for dansk kunst- og kulturproduktion – både herhjemme og internationalt.

I de seneste dage har jeg oplevet eksempler på det gennemslag, som store kunstnere har på omgivelserne, når de er ude over talentskolen, men er blevet til dem, de egentlig er: Der er præcis 40 år imellem balletdanseren Ida Prætorius og András Schiff. Den purunge Prætorius, der er 21 år, spiller i denne tid hovedfiguren Delores i balletudgaven af Vladimir Nabokovs roman »Lolita« i Bellevue Teatrets pragtfulde opsætning. Mens 61-årige Sir András Schiff spillede Bachs Goldberg-variationer, så taget lettede på Tivolis koncertsal søndag aften.

Prætorius er prisbelønnet og på alle de balletbegejstredes læber, og hun er netop et eksempel på den talentfabrik, som Den Kongelige Balletskole også er. Den slags kræver øvelse.

De 10.000 ganges princip tales der tit om. Håndværk ganske enkelt. At øve sig. Igen og igen. Prætorius danser den vanskelige dans. Schiff har de dødsvære Goldberg-variationer siddende i hænderne, efter at han indspillede dem på plade første gang for mere end 30 år siden, og siden har spillet Bach, Mozart, Beethoven, Schubert og Schumann uden ophør.

Men selv om øvelse gør mester, handler det også om, at vi som fællesskab dyrker talenterne mere systematisk. Det gælder inden for litteratur, billedkunst, dans, klassisk musik, teater, opera, film, rock, arkitektur og design. Der er mange i tiden, som vil indføre kvoter, vil særbehandle, vil fremme det ene og det andet. Dette er den rene og skære politiske korrekthed, og det undergraver den store kunst. For kunst og kultur handler om kvalitet, om talent. Ikke køn, alder, hudfarve eller seksualitet. Så netop talentet skal vi fremme.

Hvis Bertel Haarder virkelig mener noget med overskriften »Talentdanmark«, så fremmer han talent på alle niveauer.

For mig at se kan talentfremme nemlig handle om andet end unge. Det vigtigste er, at der etableres en sund fødekæde, så de flyvefærdige talenter får de rette udfordringer i deres kulturelle og kunstneriske karriere. Kulturministeren har med forslaget anslået nogle vigtige toner, for nu at blive i musiksproget, så vi må i den kommende tid forvente, at der bliver komponeret en hel symfoni fra ministeriets side.

Eller sagt anderledes: Talentdanmark kan ikke stå alene. Det må omfatte en helhedstænkning fra de tidlige år, og helt indtil kunstnerne er ude på arbejdsmarkedet, så vi fremmer talenterne i al deres mangfoldighed. Vi skal derfor systematisk forkæle talenterne. Det bør blive stuerent at insistere på, at alt ikke er lige godt, men at noget tværtimod er bedre end andet. Det markerer vi ved at sætte talenterne i centrum.